Stormet af Magnetisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 9 okt. 2018
  • Status: Igang
En remse, så nem. Med den vil han gøre al hvad du beder om. Du spørger hvordan remsen lyder? Du vil godt vide det?
-
Hvad ville du gøre hvis du fik adgang til en voodoo dukke der ville klare alle dine problemer? Vil du kunne klare ansvaret bag, eller vil du tage al magten?

William er bare en normal teenager, der passer skole og venner, men en nat kommer en drøm. En så klar en drøm, med så klart et budskab. Find din dukke, ikke hvilken som helt dukke, men en dukke af ham.
Men hvem er "Ham"?
Og hvad sker der for den nye mystiske dreng Graham som stirrer en masse, men som ingen ord har?

3Likes
2Kommentarer
612Visninger
AA

12. Fredag

Fredag.

Endelig. 

Dette er den første nat jeg har haft der ikke været et helvede. Jeg gætter på, at det er fordi jeg endelig har indset, at jeg skal følge Bocor Malia's opgave.

Det her er min dag, fortæller jeg mig selv imens jeg spiser morgenmad. Min bil er endelig blevet færdig, så Jeg køre stille og uforstyrret til skole og når første time til tiden.

Graham dukker ikke op til Matematik og senere da jeg spiser frokost med Zoe bemærker jeg, at jeg ikke har set ham hele dagen. Jeg sidder uroligt og kigger rundt på alle elverne da går ind og ud, fra kantine området. Vejret gjorde det umuligt at sidde udenfor medmindre man ønskede sig en drivvåd mad.

"Han er her ikke." Jeg stopper op og kigger tilbage på Zoe.

"Jeg har ikke set ham sidden han løb ud af campus igår." Zoe havde ventet på sin time igår, ved at sidde ved et af udendørs bordene da hun havde set Graham forlade vores time igår. Hun fortalt at han havde set helt skræmt ud og var helt rød i hovedet. Det endte jeg også med at blive da hun fortalte mig det.

"Det var ikke ham jeg kiggede efter" Lyver jeg halvhjertet velvidene at Zoe gennemskurre mig.

"Whatever." Hun ruller med øjnene og jeg gør det samme og tager en bid af min mad, uden rigtig at smage på det.

Dagen gik så godt indtil nu. Hvordan skulle jeg nu få ben til min dukke? For det er da den eneste grund til at jeg er så skuffet over at Graham ikke er her, ikke? Er jeg skuffet? Alle de her føleser og tanker er ved at tage livet af mig. Jeg rejser mig op og smider resten af min mad ud.

"Hvor skal du hen?" Zoe løfter øjenbrynet.

"Ud." Siger jeg koldt, selvom det ikke er meningen at lade mine frustrationer. 

Jeg stormere ud af dørene og forsætter ud i regnen. Jeg forsætter op ad stien der fører op i skoven. Flere meter inde stopper jeg op i en åbning og vender ansigtet op mod den grå himle med lukkede øjne. Jeg lader dråberne ramme mig, lader dem vaske alle mine forvirringer af. Hvis bare det var så nemt.

En lyd river mig ud af min trance. Jeg ser rundt imellem alle trærene og det tætte buskskab, men jeg kan ikke bedømme hvad der kunne lave lyden.

"Graham?" Spørger jeg ud i luften.

Ja jeg er helt sikkert blevet sindsyg.

Alligevel siger en del inde i mig at han er her. Det pusler inde fra buskene igen og jeg er ved at få paranoia på.

Stilhed.

Jeg udslipper en lyd, blanding af et grin og et støn. Jeg kører en hånd over ansigtet og lader den blive i mit hår. Jeg ser ned af mit våde tøj. Regndråber drypper ned fra mine øjenvipper, og jeg har mistet sidste time.  

Endnu engang tager jeg hjem før tid, med en følelse af at alt er forkert. Helt ligeglad  med våde sæder kørte jeg hjem med en version af "Candles" fra et eller andet tv show. Denne version var langsommere og mere sjælsom og selvom den er trist som pokker, gik der ikke længe før jeg nynnende med på den. Mine frustrationer forduftede i luften imens jeg kørte stille og roligt hjem.

Derhjemme var der ingen, så jeg satte kurs imod rummet for enden af loftet, som var længe siden jeg havde besøgt. 

Dørhåndtags metal er kølig i min hånd. Det lille lokale har ikke ændrede sig spor. Jeg vil gætte på, at min mor har behold den i denne tilstand, i håb om at jeg en dag vil stå her igen.

Med hurtige skridt var jeg henne ved flyglet. Akkoderne fra før fylder rummet og hver en celle i min krop føles i live. Jeg lukker øjnene og lader musikken tage helt over.

Stille nynner jeg med. Det vil aldrig blive det samme som før, men det er alt jeg har nu. Musikken trøster mig på en underlig måde. Jeg burde være  trist efter " All the games you played, The promises you made, Couldn't finish what you started, Only darkness still remains."  Men på en måde giver det mig en styrke jeg ikke vidste jeg havde.

Da sangen er slut og stilheden rammer er det, som om jeg ikke kan få luft. Mine fingere arbejder sig frem til en ny melodi. En melodi jeg har spillet så mange gange før. Med "Piano man" har Michelle og jeg har vundet så mange konkurrencer med. 

En klump i halsen får mig til at snappe efter vejret og med rystenede hænder smækker jeg låget ned over tangenterne og skubber skammelen ud og forlader rummet hurtigere end jeg var kommet.

Jeg lukker døren og glider ned af den til jeg sider på gulvet med ansigtet i hænderne, kæmpene mod tårrene, der stille siver ud af øjnekrogen.

Hoveddøren smækker og før jeg kan nå at flygte, kommer min mor op af trapperne.

"Åå Will." Begynder hun med den medfølende stemme som jeg hader, da hun ser hvilken dør jeg sidder op ad.

"Nej, glem det mor." Afviser jeg hende koldt. Jeg rejser mig og går ind på mit værelse og efterlader min mor på gangen, imens den dårlige samvittigheden vokser.

Jeg går over til mit natbord og finder det gamle billede frem af Michelle og jeg. Vi var kun 12 år dengang.

Michelles vilde krøller flyver om ørene på os og vores kinder er røde af kulde og frisk luft, men det mit blik falder på er de to store smil på vores ansigt.

Som gav den mig stød, smider jeg billederammen tilbage i skuffen og lukker den.

Nogle skuffer bør forblive lukkede.

Selvom klokken kun er 16:00 lukker jeg øjnene og få minutter efter er jeg inde i en mørk drøm. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...