Stormet af Magnetisme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 mar. 2018
  • Opdateret: 9 okt. 2018
  • Status: Igang
En remse, så nem. Med den vil han gøre al hvad du beder om. Du spørger hvordan remsen lyder? Du vil godt vide det?
-
Hvad ville du gøre hvis du fik adgang til en voodoo dukke der ville klare alle dine problemer? Vil du kunne klare ansvaret bag, eller vil du tage al magten?

William er bare en normal teenager, der passer skole og venner, men en nat kommer en drøm. En så klar en drøm, med så klart et budskab. Find din dukke, ikke hvilken som helt dukke, men en dukke af ham.
Men hvem er "Ham"?
Og hvad sker der for den nye mystiske dreng Graham som stirrer en masse, men som ingen ord har?

3Likes
2Kommentarer
626Visninger
AA

2. Drømmen

En høj lyd bringer mig ud af min drøm. Med højlydt beklagelse ruller jeg om på  siden og slår ud efter stop-knappen på mit vækkeur. 

Da lyden endelig stopper åbner jeg øjnene. Prøver at finde hoved og hale i det hele. 

"Hallo" hvisker jeg ud i rummet og forventer at høre et svar selvom jeg er helt alene. 

Det var bare en drøm. En fucking forvirrende drøm, som ingen mening gav. 

"Fin en dukke, en dukke der ligner ham."

Hvem er ham? Og hvem skal have denne dukke og hvorfor?

Personen ville lave en voodoo dukke, ikke? H*n snakkede om sort magi. Den magi som ikke findes. Er jeg blevet skør? Er det her min hjernes advarsels tegn?

Jeg slæber mig åndsfraværende ud af sengen og hiver en hvid T-shirt over hovedet . Jeg roder gulvet rundt efter et par jeans og finder et mørke blåt, næsten rent, par  som jeg maser mig ned i. Jeg hopper på et ben hele vejen over imod mit skrivebord og snupper bæltet der ligger over stoleryggen på min kontorstol. Mine fingere arbejder hurtigt med bæltet imens jeg sætter krus mod badeværelset.  

Jeg stryger mine fingere igennem mit rodet, mørke hår som sædvanligt står lige op i luften, og prøver at få det tæmmede lidt ned, men må som altid opgive. Jeg tager tandbørsten i munden og går med raske skridt tilbage til mit skrivebord, hvor jeg med en hånd stopper bøger ned i min rygsæk og med den anden børster tænder. 

Da jeg er færdig svinger jeg tasken over skulderen og begiver mig ned af trappen i et flyvene tempo. 

Ude i køkkenet står  min mor med telefonen i hånden og et fad med frisk bagte boller på bordet ved siden af hende. Jeg snupper en bolle i farten og kysser  hende hurtigt på kinden inden jeg griber cowboy-jakken på stolen og forsvinder ud af døren med et "ses".

Skolen ligger kun 5 minutter fra mit hus og selvom jeg glædeligt ville tage bilen, så er den blevet taget af min far denne uge, så jeg må hoppe på cyklen. 

Den forbannede cykel, som jeg kæmper med hver gang jeg hopper op på den. Faktisk kæmper jeg altid med cykler og det er et mirakel, at jeg stadig er i live efter de livsfarlige turer. Jeg er ikke fan! Hvordan overlever folk! Det kan ikke kun være mig de angriber.

Utroligt nok ankommer jeg til skolen i live og i tide. Jeg bakser med at få cyklen parkeret i det stativ der er placeret foran skolebygningen. Jeg bander højlydt og får mere end ét blik fra de forbipasserende, som glædeligt fortæller mig at jeg er skrub tossede og burde blive indlagt på et mentalhospital. 

Lige som jeg tror at den skide cykel står, vælter den selvfølgelig og tager de 20 andre med i faldet. 

"Fuck!"

Jeg køre en hånd igennem håret og bider mig hårdt i læben, imens jeg stamper vred med foden, som en 5 årlig der ikke fik lov til at blive oppe efter senge tid på sin fødseldag.

En skygge bag mig, stryger forbi og begynder at samle nogle af de væltede cykler op. Jeg kan kun se hans sorte læderjakke- og jeans. Hans rygmuskler bevæger sig tydeligt igennem læderjakken stof og jeg er pinligt bevidst om at jeg glor. 

Hvad fuck er det jeg tænker? 

Med et ryk, begynder jeg at samle cyklerne op, flov over bare at stå og glo på en fyr jeg ikke kender. Hvem er han endelig?

Da alle cyklerne er sat på plads vender jeg mig om imod Læderjakken, der nu ser på mig med sine is-blå øjne, der kunne skære igennem knogler.

"Tak for hjælpen, mand. De cykler der, kommer sgu til at overtage verden en dag." Jeg prøver at joke, men stopper med at smile da fyren bare stirre på mig, som var jeg en fremmed der lige havde vadet ind på hans badeværelse imens han var i bad. 

"Jeg hedder Will". Præsentere jeg med et nik, da jeg har på fornemmelsen, at Læderjakken ikke er så meget for håndtryk. Han stirre stadig. 

Stilhed.

Jeg prøver at takke ham igen, men han vender om og forsvinder iblandt strømmen af elver på vej til time. Jeg ser på uret og selvfølgelig er jeg ved at komme for sent, efter dette cykel angreb. 

Da jeg ser op igen er der intet tegn på den blå-øjet sortbeklædte fyr som der stod her før.Jeg griber min taske og må sætte i trav for at nå min næste time, men noget fanger min opmærksomhed. 

Et glimt. Det kommer fra der hvor Læderjakken stod før og da jeg bukker mig får jeg øje på 2 blå knapper. De er ikke særlig store, men de blinker som prosetørlys. 

Uden at tænke over det propper jeg dem i lommen og sætter i spurgt over den tomme gård i håb om at nå den første time til tiden, selvom det eneste han kan tænke på er den mystiske fyr i læderjakken. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...