Skridt mod frihed

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 mar. 2018
  • Opdateret: 19 jul. 2018
  • Status: Igang
Et skridt mod frihed. Et skridt væk fra angst. Et skridt væk fra negativitet. Et skridt væk fra livet.

Angst ramt med lænker, og tunge ord.

Et skridt mod min frihed, væk fra angsten , væk fra negativiten, men ender jeg op med at være et skridt væk fra livet?

Der er op og nedture ved livet, men med angst er der kun nedture. Du kan prøve og ændre det.. Men alle angst ramte er klar over konsekvenserne. Det er min kamp, og jeg prøver. Bliv et bedere menneske men lad værd med at såre folk, det er svært, meget svært. Jeg knuser hjerter, men mon jeg gør det fordi mit eget hjerte selv er knust?

Min dagbog om angst, negativitet, kampe, konsekvenser og meget mere.

Louise Krogh Persson

0Likes
0Kommentarer
90Visninger
AA

1. Vendt op og ned på livet

Jeg husker ikke dagen. Jeg husker ikke hvor det begyndte, jeg husker ikke hvornår eller hvorfor det begyndte. Jeg husker ingen ting. Jeg føler mig tom i hovedet, jeg husker ikke noget, jeg husker ingen gang det jeg vil huske. Men jeg kan dog huske hvordan jeg havde det, hvad jeg tænkte, hvordan jeg reagerede, og nogen gange hvilke tilfælde de kom i. Jeg vidste ikke at når jeg fik det dårligt var det et angstanfald og det sjove var, at jeg altid kun fik dem om aften, aldrig om dagen, aldrig i skolen, kun om aften. Jeg følte at jeg skulle besvime, jeg følte at jeg ikke kunne nå hjem før jeg ville ligge på gaden og være bevidstløs, jeg tænkte at folk ville gå forbi og efterlade mig, de regnede jo sikkert med at der nok skulle komme nogle andre og hjælpe mig. Men hvad mon så de andre mennesker ville tænke? Det samme? Ville de også bare være ligeglade, et menneske, et barn, en teenager ligger på gaden bevidstløs, ville alle bare gå forbi og tænke det samme? Alle tanker gik i gennem hovedet, alle negative tanker, aldrig positive tanker. Jeg husker at jeg tit fik det når jeg havde gjort noget jeg ikke måtte eller ikke havde spurgt om. Der var for eksempel en gang hvor min ex-bedste veninde og jeg tog ned til vores klub om aften, allerede da vi kom der ned sagde jeg til hende “X Jeg kan mærke at det kommer” Og hun svarede mig altid tilbage med “Rolig nu, jeg skal nok hjælpe dig hvis det kommer, og sig hvis vi skal gå” Hun var den første der oplevede mine angstanfald og den første der støttede mig på den mest fantastiske måde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...