Intensiv

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 mar. 2018
  • Opdateret: 15 mar. 2018
  • Status: Færdig
Et digt / en dagbog / en fortælling og generel udvæltning af 10000 følelser omkring min fars kritiske tilstand på hospitalet.

0Likes
0Kommentarer
41Visninger

1. Intensiv

Jeg føler mig så indelukket. Det er svært at ytre sig, forklare sine følelser og hvad fanden jeg nu egentlig går og tænker på. Min far har været død to fucking gange og jeg er ikke sikker på alvoren helt er til at forstå. Han ligger i koma og sover blidt. Selv når han er i søvne har jeg svært ved at lukke op.

 

Jeg har så ondt i maven. Konstant følelse af mavepuster. Kvalme. Jeg skal kaste op. Det er bare ikke retfærdigt. Hvorfor kunne det ikke ske for en anden.

 

Mens han ligger i hospitalssengen på intensiv flyver tusind tanker gennem mit hoved. Hvad fuck skal der ske. Jeg har gennemtænkt hundredvis af forskellige udfald og lige meget hvad vil vores liv aldrig igen være det samme. Hvad nu, hvis han aldrig vågner. Skal min mor bo alene? Skal jeg flytte hjem til hende og give op på mit liv? Er det uretfærdigt at jeg ikke vil?

Jeg vil gøre alt og samtidig ingenting for at hjælpe hende.

 

Mine brødre er henholdsvis stærk og svag. Jeg var ikke til stede. De reddede hans liv og jeg anede ikke noget var galt. Var det forkert at tage af sted? Jeg kunne aldrig have vidst det og alligevel har jeg skyldfølelse.

 

Min svage bror skulle ikke have været der. Jeg skulle have gjort det, ikke ham. Han kan ikke holde til det. Og alligevel. Nu er det den stærke, der er svag og den svage der er stærk. Jeg er mig selv. Den yngste. De vil ikke lade mig overtage når de begge ikke kan. Fordi jeg er den yngste. Jeg er svag og skal beskyttes.

 

Men jeg græder ikke som de andre gør. Hvorfor gør jeg ikke det? Tør jeg ikke? Er jeg bare ikke ked af det? Er det fordi jeg ikke elsker min far? Er det fordi jeg tror det hele er en drøm? Jeg ved det fucking ikke. Jeg får at vide jeg skal reagere. Jeg er alt for cool. Hvorfor græder jeg ikke? Jeg bruger min tid på at være stærk og trøste de andre. Det skal nok gå. De er dygtige. Han er fucking stædig som altid. Han er det bedst mulige sted. Græder stadig ikke.

 

Først har du en blodprop. Så er det et hjertestop. Så er det en blodprop. Så er det et hjertestop.

 

Vi snakker med en hospitalspræst. Vi tror ikke på gud, men har alle mistet håbet. Hun snakker ikke om gud, kors og salmer, men er terapeutisk. Jeg får endelig sagt ting jeg ikke kunne. Pas på dig selv. Vi bekymrer os om dig. Du har brug for hjælp. Jeg knækker endelig. Græder i min mors arme. Mine brødre er stærke igen.

 

Jeg bilder mig selv ind det ikke er min far, der ligger dér. Rør i halsen og han kan intet selv. I morgen er min fødselsdag og mine brødre vil have lægerne holder ham i live, hvis det skulle gå galt, så han ikke dør på dagen. Jeg er ligeglad.

 

Jeg kan endelig snakke til ham. Jeg får sagt alt jeg aldrig har. Det går jo nok galt. Jeg elsker dig, far. Aldrig sagt det til nogen før. Store ord. Indforstået. Samme rutine som da du var vågen og i live. Jeg er bange for det ikke er dig, hvis du vågner. Fodboldresultater, hvad vi laver, mad. Alt det du kan lide.

 

Men alt går. Jeg ved ikke om det stadig er en drøm. Alt er så fucking surrealistisk lige nu. Han er i live. Kan snakke, gå, ingen hjerneskade. Hvad fuck. Sygeplejerskerne siger det er et mirakel. Alle andre på intensiv er døde. Han er i live og hans første ord er “for satan”.

De fandt endelig ud af, hvad du fejlede. Det var en blodprop. Du skal have en hjertestarter indopereret. Men hvad nu hvis den går galt igen når du kommer hjem til mor. Hun kan ikke være alene med dig. Du kan ikke selv være alene. Jeg vil ikke opgive mit liv for dig, men samtidig vil jeg gerne.

 

Du ligger sikkert på hjerteafdelingen nu. Jeg sover endelig for mig selv. Alene. Jeg kan godt lide det. Og alligevel. Tankerne kører gennem mit hoved. Jeg er ensom. Ringer rundt. Savner kontakt. Ikke længere ondt. Ikke længere kvalme. Ikke længere opkast. Appetitten er tilbage. Frygten er større.

 

Gik gennem intensiv igen. Så alle familierne. De græd. Var gennem det vi var igennem. Jeg ønsker det ikke skulle ske for andre. Gid det kun skete for os.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...