Night & Day - Twilight 3

Alle kender historien om Bella, Edward & Jacob, men kender de også den om Jacob og Renesmee?
Det er syv år siden den berygtede kamp mellem Volturi og Cullen familien fandt sted. Alt virker roligt, men pludseligt sker der noget, som tvinger Quileutes og Cullens til at arbejde sammen. Men vil Jacob være i stand til, at beskytte Renesmee som lovet?
*IKKE MIN HISTORIE*

3Likes
0Kommentarer
275Visninger
AA

2. Kun begyndelsen, endnu ikke snart

Regnen stoppede aldrig. Det gjorde den aldrig i La Push. Men det var det, som gjorde det så forskellige fra resten af verdenen. Ingen lygtepæle, ingen overtrafikrede veje. Bare de normale gamle bøgetræer, hvis grener hang tungt med vægten fra hver enkelt regndråbe, der løbende forlod træet. Jeg trak den forfriskende fugtige luft dybt ned i mine lunger. 

Selvom det var tidligt efterår, kunne jeg lugte de friske nåle fra hvert enkelt fyrretræ. Det var jeg kommet til at elske. Jeg kom her altid da jeg var mindre. For at tømme tankerne. Det var nemt at glemme La Push, og hvad der ellers fulgte med derfra, når man var her. 

Det var lidt over syv år siden, jeg fandt ud af hvad min skæbne var. Nogle ville kalde os varulve, men vi kaldte os selv formskiftere. Det var en legende vi fik fortalt som børn, men vi tænkte aldrig over det, for os var det bare en måde, at skræmme os væk fra de store skove. 

Disse skræk historier havde ingen effekt. De skræmte os ikke væk fra skovene. At lege i skovene var vores eneste synd fra virkeligheden. Hvem ville nogensinde have troet, at mit liv ville ændre sig så drastisk, på bare en aften? Jeg huskede det tydeligt.

I det øjeblik var jeg fyldt med vrede, der langsomt eskalerede dybt inden i mig. En bølge af varme strøg ind over mig. Jeg ønskede næsten at dø istedet for at mærke den smerte. Det hele skete så hurtigt, jeg kunne se mine fingre blive drastisk forvandlet til skræmmende skarpe mørkhårede genstande. Pludselig var jeg omgivet af en tyk rød pels.

Jeg var nødt til at stoppe for at tænke og komme ud af det forfærdelige mareridt.  

Pludselig hørte jeg en velkendt stemme. 

"Jacob fald ned, det bliver kun værre hvis du prøver at bekæmpe det."

Bekæmpe det? Jeg ville gerne bare lade smerten overtage, overgive mig og dø.

"Jacob, jeg sagde fald ned!" 

Fint, så prøvede jeg at falde ned. Det er sådan folk kommer ud af deres mareridt ikke? Bare falde til ro og trække vejret dybt. Hvad der virkede som en evighed var kun et minut. 

Jeg lå på gulvet. Stirrede på en skygge. Men så begyndte skyggen at tale. Jeg indså at det var Sam. 

"Jacob jeg vil gøre det her simpelt for dig, men vi må skynde os at gå tilbage." 

Gå tilbage? Hvor var jeg? Det sidste jeg huskede var, at jeg lå i min seng sovende, men nu var jeg i en skov, med regnen dryppende ned på mig. 

Hurtigt skiftede Sam's skygge, den kom hen mod mig. Det lignede ikke et menneske. Den voksede sig større. Det lignede et dyr, som kom lige imod mig. Jeg sprang op så hurtigt jeg kunne, men faldt over mine egne ben og landte på røven. Jeg kunne ikke rette mig op. Faktisk stod jeg ikke op, men på alle fire. 

Jacob det er bare mig, Sam.

Var det Sam's stemme jeg kunne høre inde i mit hovede? Nej det var bare en ond drøm.

Hvad? Kan du høre mig? Har du lige læst mit sind? Jeg må have spist noget dårligt. Husk at holde dig fra yngelfisk sent om aftenen. 

Jeg ved der er meget der ikke giver mening, og du har sikkert en million spørgsmål, men først er vi nødt til at gå til de ældste. 

Hvad? Det var alt jeg kunne tænke. 

Den forvandling kom tidligere end forventet. Vi vidste ikke, at det var dig, som ville blive den næste, så vi var ikke forberedt på det. Det må du undskylde. 

Vi? Du mener at der også er andre, som ved det her? Tænkte jeg for mig selv. 

Ja, de ældste inklusiv din far. Jacob, vi er ulve, vi kan høre hinandens tanker, men kun i ulve skikkelse ikke i menneskelig form. 

Whoa. Det var ret sejt. Men vent, ulve? Jeg troede kun det var legender. Jeg troede aldrig jeg skulle se en legende, eller endnu vildere, være en. 

Skynd dig, vi må tilbage til de ældste, de venter på os. 

Sam og jeg sprang tilbage den aften, på alle fire. Den hastighed vi nåede op på, var uhørlig hurtig. Det var bestemt hurtigere end nogen sportsvogn kunne komme op på. Jeg øvede mig i, at undvige grene og træer. Det var som om de kom mod mig, i slowmotion og så kunne jeg styre uden om dem, i sidste sekund. 

Under vores tur tilbage, forklarede Sam alt for mig. Han forklarede mig, hvor heldig jeg var, at han var i nærheden da jeg forvandlede mig. Sam havde været uheldig, og havde ingen omkring ham, da det skete. Han var bange og skjulte sig i to uger. Han skammede sig over det, og vidste ikke hvordan han skulle få det fortalt til sine forældre, og kæreste, Leah, på det tidspunkt. 

Over noget tid lærte han at håndtere det, og bruge sin gave, til at beskytte mennesker og jorden. 

Da vi ankom ventede de ældste allerede ved bålpladsen. De var forundrede over min strøelse og glade for, at slægten ikke døde ud, som de havde troet. 

Jeg så min far, Billy. Han sad i sin kørestol og snakkede med en af de andre ældre. Han virkede stolt, og utrolig glad over at jeg var blevet transformeret.

Den aften blev alt forklaret for mig. Jeg lyttede grundigt efter og slugte hver detalje, ikke som da jeg var barn. Jeg lod det synke ind, det var svært at acceptere at dette var min skæbne, som var bestemt for mig. Der var så meget at lære. 

Jeg var ikke længere et normalt menneske, men skulle nu også selv forsøge at beskytte menneskene. Vigtigst af alt var vi fjende af det kolde blod, altså vampyrene. Tanken om det fik mig til at tænke på familien Cullen. Bella. Hvordan skulle jeg forklare mig over for Bella? Hvad ville hun tænke om mig? Ville hun acceptere mig som et stort monstrum af en varulv? Jeg måtte fortælle hende det, men hvordan? Det var forbudt at tale om vores sande identitet. Brød vi traktaten ville det betyde, at Cullens frit kunne tage menneskeliv. Tage Bella's liv, det ville jeg ikke tillade. Kunne ikke. 

Jeg sagde til mig selv, at jeg ville vente til det rette tidspunkt. 

Jeg hadede at holde hemmeligheder for hende. Jeg ville ikke have hende til at tro, at jeg ignorerede hende. Ikke destomindre efter, hvad hun havde været udsat for i hendes liv. Hun havde endelig fået mig ind i sit liv, jeg kunne se på hende, at hun fik det bedre og bedre for hver dag. 

Jeg elskede hende. 

Jeg ønskede ikke, at det her skulle adskille os. På det rigtige tidspunkt, når tiden var inde, ville jeg fortælle hende det. Sam ville forstå det. Han var alfaen, og når jeg forklarede alt, kunne mig og Bella være sammen. 

Det føltes ikke som om, at det var særlig lang tid siden, men aftenen fandt sted for 7 år siden, og så meget havde forandret sig siden da. 

Bella og Edward kom sammen, ligesom hun ønskede det. Selvom jeg foragtede Edward for at tage hende tilbage i sit liv, vidste jeg, at han elskede hende. Så blev Bella forvandlet til en vampyr, og jeg kunne ikke beskytte hende mere. Så var der Renesmee, Bella og Edward's datter. En skabelse af både vampyr og menneske. Det var en sjældenhed, heldigvis var Volturi klanen okay med det, da de fandt ud af, at Nessie ikke var til nogle fare. Nessie. 

Mit liv ændrede sig da Nessie kom ind i det. Jeg troede aldrig, jeg ville elske nogen så højt, som jeg elskede Bella, men det øjeblik jeg mødte Nessie, ændrede mit liv. Hun var min udvalgte, min eneste kærlighed, min eneste grund til at leve. 

En dag ville vi være sammen, men for pokker da, jeg ønskede et normalt liv, så menneskeligt som muligt. Jeg ville ikke tvinge Nessie. Jeg ønskede at hun skal forelske sig i mig naturligt. Ligeså meget som jeg ønskede bare at tage hende, vidste jeg, at jeg ville have så meget mere fra hende. 

Jeg vidste at jeg var nødt til at vendte tålmodigt på hende, Nessie stoppede endelig med at vokse efter de syv år. Hun var en kvinde nu, selvom hun ikke var en almindelig kvinde. Hun var udsøgt og unik på sin egen måde. Hun lignede Bella, bortset fra at Nessie var smukkere. Hendes hårfarve var den samme mørke og røde farve som Bellas, men hun havde et streg af guldstænge i fra Edward. Hendes hud var marmorhvid som vampyrenes, men hendes kinder rødmede rødt når hun grinte. Hun rødmede også når hun fortalte løgne, det var svært for hende, når hendes far kunne læse hendes tanker. 

Hendes hud var stadig lige så blød som da hun blev født. Jeg har aldrig kunnet glemme den forfærdelige dag, hvor hun blev født. Vi havde alle troet at Bella skulle dø, at Nessie havde suget alt livet ud af hende. Oprindeligt havde jeg slet ikke ønsket Nessie, jeg var sur på den skabning som sårede Bella, men da vi så hende, var vi alle sammen solgt ved første øjekast. 

Hun bragte vampyrene og varulvene sammen. Hun forbandt os på måde, som hun ikke engang forstod. 

Hun var knap en dag gammel, da jeg vidste hun var min udvalgte. Først følte jeg vrede, hvordan kunne min skæbne være med denne baby? Edward og Bella's baby.

Hvordan kunne jeg forklare dette til Bella, den kvinde jeg engang ville elske forevigt? Jeg forsøgte at overbevise mig slev om, at det var noget vrøvl, men det øjeblik jeg holdt Nessie i mine arme, kunne jeg ikke bekæmpe det.

Bella accepterede det først ikke, og heller ikke Edward. Han tog det dog pænere end Bella gjorde. Hun havde angrebet mig i det øjeblik hun havde læst mine tanker. Hun var ligeså oprørt som mig, men hun vidste dog, at ingen kunne elske Nessie, som jeg kunne. 

Det var Bellas ord, som fik mig til at tro på, at vores skæbne var sammen. Bella havde sagt, at vi hørte til i hinandens liv. Vi var familie. Det var sådan det skulle være. Nu var vi bundet til hinanden gennem Nessie. 

I de sidste syv og et halvt år, havde jeg brugt tiden på, at se Nessie vokse til en kvinde, der kun kunne beskrives som en gudinde. Jeg havde sørget for, at hun ikke kom til skade, selvom hun ikke havde haft brug for min beskyttelse. 

Hun var en vampyr med blod, og opmærksom på sine omgivelser. Hun jagede yndefuldt, og vidste hvornår hun skulle angribe sit bytte. Hun forlod aldrig et rod, intet blad der vender forkert. 

På en eller anden måde, følte hun altid min tilstedeværelse, men hun talte aldrig til mig, som om hun ville have jeg skulle se hendes jagt. Hun var en god jæger. Til tider, når hun talte til mig, spurgte hun altid ind til min tilstedeværelse.  

"Jacob tror du ikke på, at jeg er sikker her i skovene?" spurgte hun skarpt. 

"Jeg stoler på, at du kan tage vare på dig selv, men jeg sørger bare for, at traktaten ikke bliver brudt. Du kender reglerne Nessie, ingen mennesker." Jeg løj for hende, selvfølgelig vidste jeg, at hun var klar over reglerne og traktaten. Jeg var der blot for at forbløffe hende. 

"Jeg kan ikke beskrive hvor meget det genere mig, at du ikke stoler på mig. Carlisle og min far har nævnt det mange gange for mig, men alligevel stoler de på mig alle sammen, undtagen dig," hun var skarp ligesom sin mor. "Så sig mig, hvad har jeg gjort, som har fået dig til at følger efter mig i så mange år?" 

"Ingenting," løj jeg igen. 

Så hun havde bemærket, at jeg havde været tæt på. Hvert år havde jeg taget mig tid til at se hende. Jeg følte trang til at se og beskytte hende. Jeg håbede ikke, at nogen nogensinde vil gøre hende fortræd. 

Jeg var glad for at hun ikke kan læse tanker som Edward. Hun ville aldrig tale med mig, hvis hun vidste hvilke tanker jeg havde haft om hende. Hvad jeg ønskede af hende og mere.

Hun kom langsommere tættere på mig. Jeg hadede den følelse. Hun lugtede af vampyr, men havde alligevel en anden duft. En der fik dig til at føle dig svag i knæene og miste grebet om dine tanker. 

Hun stirrede på mig, blinkede ikke engang, som om hun vidste, hvor meget magt hun havde over mig. 

Jeg ønskede at tage hende, og bare holde hende i mine arme. Jeg ønskede aldrig at give slip på hende, ville ikke glemme hendes søde duft. Jeg ville blive ødelagt. Der var mange gange hvor jeg var tæt på at fortælle hende, at mine følelser for hende, var mere end bare at være præget af hende, det var dyb kærlighed. 

Bella, Edward og jeg havde aftalt aldrig at nævne, at hun var min udvalgte, til hende. Bella ønskede at Nessie havde tid til at leve sit liv først. Edward håbede på, at 'den udvalgte' bare var en myte, og at Nessie en dag ville finde sin egen kærlighed.

Jeg var enig. Jeg ønskede ikke at være ubehagelig. Jeg følte mig dårligt nok vred. 

I starten prøvede jeg at holde mig væk fra hende. Men jeg følte hendes tilstedeværelse, som trak mig mod hende. Jeg begyndte at opholde mig tæt ved Cullens, men holdt stadig afstand.

Snart, sagde jeg. Jeg ville vente på, at Nessie skulle vokse sig til en kvinde. 

Og nu stod hun foran mig, jeg ville være dømt, hvis hun ikke ville have mig. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...