Make You Feel My Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Og det er det øjeblik, at månelyset rammer hende midt i ansigtet, og hun slipper min hånd. Der følger nogle fastfrossede sekunder, som jeg ikke når at registrere, før skrigene begynder.

Wolfstar Genderswap (Siriya Black og Reme Lupin)
Deltager i konkurrencen om alternative kønsroller, mulighed 1.

1Likes
0Kommentarer
125Visninger
AA

5. Stille

I could make you happy, make your dreams come true
There's nothing that I wouldn't do
Go to the ends of this Earth for you
To make you feel my love

Jeg vågner ved skridt, som jeg ved, er hendes. Bare tæer. Menneskeskridt. Det første, jeg registrerer, er et savn så dybt, at jeg tvinger mine øjne op for at se hende. Hendes skikkelse er krumbøjet, og bevægelserne er langsomme af ømhed. Jeg kan se på måden, hendes hænder svagt knuger luften, hvor træt hun er.
 Klodset kommer jeg på benene for at støtte hende, og først da går det op for mig, at jeg ikke er død. Hun slog mig ikke ihjel. Jeg lever.
 Vi halvt bærer hinanden op til en flænset himmelseng i rummet for enden ad gangen, hvor vi falder sammen. Hendes blodige fingre finder mine. “Hvad er klokken?” spørger jeg dumt, og hun ler ulykkeligt.
 “Siriya…” Hun siger mit navn, når hun ikke har flere ord.
 “Bare sådan cirka?” Jeg ved ikke, hvorfor jeg vil vide det.
 “Det er snart aften, tror jeg.”
 Jeg nikker. Så melder flere spørgsmål sig, og selvom hun måske har brug for fred, kan jeg ikke lade være med at spørge. “Hvad skete der?”
 “Jeg hørte dig hviske. Du sagde… jeg hørte dig.” Hvorfor kan hun ikke møde mit blik? “Og så forsvandt vreden. Jeg vidste, du ville følge efter mig, så jeg slog dig bevidstløs og løb, så langt jeg kunne…”
 Igen kan jeg ikke andet end nikke.
 “Tak,” siger hun så, og jeg opdager, at hun græder.
 “Reme,” hvisker jeg og stryger hendes hår. Jeg aner ikke, hvad jeg ellers skal gøre. “Jeg elsker dig, det ved du godt, ikke? Også varulven. Jeg elsker dig så højt, at-”
 “Hold op med det,” udbryder hun pludselig, og jeg stivner og flytter hånden fra hendes hår.
 “Gør det ondt?”
 Hun nikker, og så ryster hun på hovedet, og så flyder de grønne øjne igen over med tårer. “Ikke det. Hold op med...”
 Hendes stemme dør ud, og mine tanker vimser hektisk rundt og prøver at finde ud af, hvad hun mener. Jeg fanger hendes blik, og denne gang stirrer hun dybt og holder hun fast, som om hun aldrig vil se væk igen. Som om hun prøver at sige noget med blikket, hun ikke kan få over sin tunge. Hun ryster. Pludselig bliver jeg kold. “Med at elske dig?” Stadig slipper hun mig ikke med øjnene, men rystelserne tager til. Hun ser ud, som om hun er ved at gå i stykker.
 Og hun siger mig ikke imod.
 Panikken griber mig. “Nej, Reme. Du er bare bange. Du er nødt til at tænke klart nu, okay? Der sker ikke noget. Der skete ikke noget i går, jo.”
 “Jeg havde nær skåret din strube over.”
 “Der skete ingenting. Jeg holder mig på afstand næste gang. Du skal ikke være bange.”
 Hun ryster heftigt på hovedet. “Der er et monster i mig, som vil brøle og slå ihjel, og jeg kan ikke lade dig elske det. Du kommer til skade. Jeg gør. Jeg kender os. Vi kan ikke…”
 “Man kan ikke bare holde op med at elske, Reme.”
 Nu hvisker hun, nærmest skamfuldt. “Man kan prøve. Man kan vie hver time af sit liv til at prøve.”
 Jeg nikker langsomt, nærmest som i trance, fordi ordene ikke helt vil trænge igennem. Det her er ikke virkeligt. Det er et af mine mareridt, og hvis jeg bare kunne vågne op-
 “Jeg ved, du gerne vil hjælpe mig. Det vil de andre også. I morgen fortæller jeg dem, hvad jeg er. Og på et eller andet tidspunkt tror jeg godt, jeg kan lade jer passe på mig som… som veninder, jo.”
 Veninder. I flertal. Som om der ikke er forskel.
 “Siriya, jeg elsker dig. Jeg ville leve resten af mit liv med dig. Jeg er så glad for, jeg fortalte dig det hele. Men jeg kan bare ikke… Ikke så tæt på. Ikke endnu.”
 Aldrig nogensinde. Jeg kan se det på hende. “Lad være med at lyve.” Jeg trækker vejret dybt for at holde stemmen under kontrol.
 “Hvad?”
 “Endnu. Du sagde endnu. Hvis jeg tror på ‘endnu’, vil jeg gå og vente…”
 Hun nikker, og det gør ondt, mere ondt end noget nogensinde har gjort, selvom jeg vidste det. “Undskyld.”
 For sidste gang falder vi i søvn i hinandens arme, og da vindens hylen i Slagpoplens grene vækker mig næste morgen, er jeg alene, og mit hoved er tungt af gråd.


Jamie underholder mig pligtskyldigt med den nye besværgelse, hun har udtænkt, og giver mig lov til at stirre tavst ud over vandet fra vores stamsted på gangbroen. Jeg lytter med et halvt øre, indtil der kommer en pause, og så vender jeg mig mod hende, og hun smiler skævt, som om hun bare ventede på, jeg skulle gøre det.
 “Reme har slået op med mig.” Det føles mærkeligt at sige det højt. Det lyder så småt. Som om det ikke er spor anderledes end alle andre. Det er det da, ikke? Eller var.
 “Hun har snakket med os om…”
 “Godt.” siger jeg kort for hovedet, tænker mig lidt om og siger så: “Undskyld, Jamie. Virkelig. Jeg ved ikke-”
 Hun nikker. “Hvorfor du ikke fortalte mig om det med Reme?”
 “Næh. Det ved jeg godt.”
 Hun løfter et spørgende øjenbryn.
 “Jeg ved ikke, hvorfor jeg…” Igen kan jeg ikke finde ordene.
 “Ved du hvad, det er ligemeget. Du er i hvert fald tilgivet.”
 “Tak.”
 Jeg modtager et enkelt nik. Så bliver vi stille lidt.
 “Hvad med din familie, egentlig?” spørger hun så, som om det handlede om vejret.
 “Hvad med dem?”
 “Er du færdig med dem?”
 En underlig dump ligegyldighed fylder mig, og jeg byder den velkommen. “Det tror jeg.”
 Hun smiler. “Endelig.”
 En tanke melder sig. Et spørgsmål, jeg ved, jeg er nødt til at stille, og som jeg ved, hun vil svare ja til. Alligevel er det svært. “Hvis nu jeg ikke… bor hjemme efter… skal vi sige sommerferien-”
 Hun afbryder mig. “Selvfølgelig, Siriya. Du er altid velkommen. Jeg har jo sagt, vi har en madras.”
 “Tak,” siger jeg, for anden gang.
 “Hey, du?”
 “Hmm?”
 “Tror du der bliver krig?”
 Jeg spænder i kæben. “Tror du ikke?”
 Hun trækker på skuldrene. “Tror du… vi kommer til at kæmpe? Kommer vi til at dø?”
 “Det ved jeg ikke. Måske.” Nu er det mig, der har den påtagne vi-snakker-bare-om-vejret-stemme.
 “Hvis vi gør, er det vel også okay,” siger hun, men synker.
 “Vi kæmper jo for det gode.” Jeg siger det, ligesom Reme gjorde, som om det gode faktisk findes.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...