Make You Feel My Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Og det er det øjeblik, at månelyset rammer hende midt i ansigtet, og hun slipper min hånd. Der følger nogle fastfrossede sekunder, som jeg ikke når at registrere, før skrigene begynder.

Wolfstar Genderswap (Siriya Black og Reme Lupin)
Deltager i konkurrencen om alternative kønsroller, mulighed 1.

1Likes
0Kommentarer
130Visninger
AA

1. Regn

When the rain is blowing in your face
And the whole world is on your case
I could offer you a warm embrace
To make you feel my love

When the evening shadows and the stars appear
And there is no one there to dry your tears
Oh, I hold you for a million years
To make you feel my love

 

Mine gevandter er gennemblødte efter et minut i regnen, men jeg tvinger mig selv frem. Remes forhutlede skikkelse giver op og falder sammen tæt ved Den Sorte Sø, og jeg sætter tempoet op. Hun må ikke gøre noget dumt.
 Jeg lader mig dumpe ned bag hende, men da jeg mærker kulden fra jorden, hiver jeg os begge på benene. Hun hviler sin pande på min skulder, og jeg lægger armene om hende, så jeg bærer al hendes vægt. “Hey.”
 “Undskyld, det…”
 “Det ved du godt, du ikke må sige.”
 Jeg kan se på hende, at hun skal til at sige det igen, men hun tager sig i det. “Siriya,” siger hun i stedet. Hun siger mit navn, når hun ikke har flere ord.
 “Jeg har tænkt meget,” siger jeg så, og hun løfter hovedet for at se på mig, fordi hun kan høre på min stemme, at det er vigtigt. “Over det, du fortalte mig. Om hvad der skete, da du var fire…”
 “Du må godt sige det højt. Du er den eneste, jeg kan snakke med.”
 Men det kan jeg ikke. Ikke endnu. Ikke engang i mine tanker kan jeg sige det højt, for tanken om at hun… At jeg har gået op og ned af hende i snart fire år uden at opdage...“Jeg vil bare fortælle dig, at det ikke ændrer noget for mig. At jeg stadig…” Jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, og ordene, som endelig forlader min mund er ikke stærke nok, men jeg tror, hun forstår, hvad jeg mener. “Godt kan lide dig. For det er jo ikke dig, vel? Der er noget ondt, som har smittet dig, og som overtager dig nogle gange, men det er ikke din skyld. Og du er stadig den samme. Det meste af tiden.” Jeg kan godt selv høre, hvor tamme mine ord er.
 Reme er stille i lang tid. Da jeg knæler for hende for at se hendes ansigt, som er rettet mod jorden, går det op for mig, at hun græder. En af tårerne rammer min pande. “Men du forstår det jo ikke,” snøfter hun. “Det er ikke noget jeg bliver. Jeg. Er. En varulv.”
 Ordet lægger sig koldt om mig.
 “Raseriet, blodtørsten, monsteret…”
 Jeg krymper mig under vægten af de ord, hun siger, og jeg føler mig så svag. Jeg har ikke lyst til at høre mere, men hvad er jeg for en veninde, hvis jeg beder hende om at stoppe?
 Hun fortsætter. “Det er følelser, som kommer fra mig. Jeg drømmer om dem, også når månen ikke er fuld. Jeg kan altid mærke dem et eller andet sted - for de er mig. Og jeg er så…” Hendes stemme knækker.
 “Hvis det er en del af dig-”
 “Det er mig!”
 “Nej, Reme, du er så meget mere end det. Men hvis det er en del af dig - så kan jeg godt lære at holde af det.”

 

“Jamie snorker.”
 “Hver nat. Jeg ved det. Jeg kan heller ikke sove.”
 “Men det ville vi nok heller ikke kunne, hvis hele verden var stille.”
 Jeg stabler mig selv op på den ene albue, så jeg kan se hendes ansigt i mørket. Så falder jeg tilbage på puden, og hun griner, næsten lydløst. “Hvis bare mit hoved ville være stille.”
 Hun vender sig om på siden, lægger en hånd på hver side af mit ansigt og hvisker: “Sh. Slemt hoved. Kan du så lade Siriya være i fred.”
 Og det går op for mig, at jeg smiler, selvom jeg burde græde, selvom jeg har lyst til det. Jeg ser på hende i det bløde lys, der siver fra gløderne i kakkelovnen, mit blik vandrer over hendes profil. Hendes korte hår, som for en gangs skyld er uglet, hendes pande, hendes øjenvipper, hendes fine, spidse næse. Hendes mund.
 Da hun lægger sit hoved ved mit kraveben, og jeg bliver indhyllet i duften af hendes bøger, går det for første gang op for mig, at vi er mere. At Reme er mere for mig, end Jamie og Petra nogensinde kan blive. Vigtigere, måske. I hvert fald anderledes.
 “Du, Siriya?”
 “Ja?”
 “Det er også okay at være ked af det.”
 “Det er jeg også. Men ikke kun.” Overhovedet ikke kun.
 Det sidste, jeg tænker, før jeg falder i søvn - rigtig, dyb søvn - er at hun smiler. Jeg kan mærke, at hun smiler.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...