Make You Feel My Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 apr. 2018
  • Opdateret: 24 apr. 2018
  • Status: Igang
Og det er det øjeblik, at månelyset rammer hende midt i ansigtet, og hun slipper min hånd. Der følger nogle fastfrossede sekunder, som jeg ikke når at registrere, før skrigene begynder.

Wolfstar Genderswap (Siriya Black og Reme Lupin)
Deltager i konkurrencen om alternative kønsroller, mulighed 1.

1Likes
0Kommentarer
132Visninger
AA

4. Monster

The storms are raging on the rolling sea
And on the highway of regret
The winds of change are blowing wild and free
You ain't seen nothing like me yet

 

I mit stille sind takker jeg Jamie, da jeg ser, at Reme venter alene på perronen. Jeg ved, det er hende, som har overtalt Petra til at lave et eller andet andet imens. Jeg tillader mig selv at smile fjoget et øjeblik. Så ved hun det. Jamie ved det nu.
 Ved hvad?
 Jeg virrer med hovedet og rejser mig, står klar foran døren, før toget er standset helt. Toget stopper, jeg tumler ind mod væggen, og da dørene åbner, er hun hos mig, før jeg når at stige af.
 “Er du sikker?” spørger hun, og det er et spørgsmål, så jeg kan svare nej, hvis jeg vil. Jeg har lyst til at skrige, at fortælle hende, hvor bange jeg er, for hvad hvis hun har ret, hvad hvis hun er et monster?
Men jeg ved, at hun sendte mig væk, selvom smerterne begyndte her i ferien, fordi hun vidste, det var det bedste for mig. Derfor smiler jeg blegt.
 “Helt sikker. Det er det rigtige.”
 “Det tror jeg også. Men hvis du-”
 “Det gør jeg ikke.”

 

En unaturlig stilhed hænger som en tåge i luften hele den følgende eftermiddag. Vi laver lektier, eller det gør Jamie og Petra i hvert fald, jeg er ret sikker på, Reme har lige så svært ved at koncentrere sig, som jeg har. Det er sket før, at vi har lavet lektier uden at snakke imens, men den her stilhed er anderledes, afventende, og jeg bilder mig ind, at Petra passer på ikke at lade fjerpennen skratte for meget, når hun skriver. Jamie virker, som om hun holder vejret. Til sidst kan jeg ikke holde min mund.
 “Hvad er jeg gået glip af, piger?” Det er lige før de støvede reoler bliver forskrækket over den pludselige lyd.
 Petra svarer, alt for hurtigt og forfjamsket: “Ikke noget,” og i én, synkron bevægelse vender alle sig afventende mod Jamie. Hun stryger en lok af sit hår om bag øret og ser ned i bordet, som om hun håber, vi vil miste interessen. Til sidst rømmer hun sig akavet og vrider sine hænder en enkelt gang op ad hinanden.
 “Du er ikke gået glip af noget, Siri. Du ved præcis, hvad der er galt.” Hun nikker mod Reme. “Og det gør du også.”
 Reme ser fra Petra til Jamie og tilbage igen, før hendes øjne lander på mig. “Har vi… gjort noget?”
 “Næh,” siger Petra. “Vi savner jer bare.”
 “Jeg savner også jer.”

 

Jeg er bange. Selvom jeg ikke har lyst til det, selvom jeg skylder Reme at være modig, er jeg så bange, at jeg ryster. Jeg fortæller hende, at det bare er, fordi jeg fryser, og det er det måske også delvist, for blygrå uvejrsskyer flygter hen over himlen, og en isnende vind pisker bølger frem på Den Sorte Sø.
 Jeg følger hende blindt, hun har stadig ikke fortalt, hvor vi skal hen. Vi løber, så hurtigt vi kan, men terrænet er ujævnt af rødder og glat af regnen, og fordi hun holder os i skyggen, er det svært at se, hvor vi sætter fødderne. Til sidst stopper hun, og da jeg ser op, står vi lige under Slagpoplens grene, som er hævet til slag. Jeg skal til at råbe en advarsel, men så tager hun min hånd. Hun klemmer hårdt. Det gør ondt. Så hiver hun mig direkte ind mod træet stamme, og slagene hagler ned omkring os, men hun fortsætter, og pludselig forsvinder jorden under mine fødder, og jeg falder.
 Det er mørkt. Min side gør ondt. Jeg kan høre hende ved siden af mig. Her lugter jordslået.
 “Kom.”
 Jeg snubler efter hende gennem en lavloftet gang, som må være under jorden, indtil vi når en skæv trappe, hvor en smule lys siver ned. Nu går det op for mig, hvor vi er. “Er vi-” udbryder jeg, og panikken griber mig. Alle ved, man skal holde sig væk fra Det hylende Hus. “Men det er jo hjemsøgt af-”
 Reme ser på mig med et hysterisk smil, som ser så skræmmende ud i det dæmpede lys, fordi angsten lyser hende ud af øjnene. “Du forstår det stadig ikke. Jeg. Er. Et monster.”
 Og det er det øjeblik, at månelyset rammer hende midt i ansigtet, og hun slipper min hånd. Der følger nogle fastfrossede sekunder, som jeg ikke når at registrere, før skrigene begynder. Hun skiftevis hulker og flår i sig selv af smerte, mens hun kaster sig blindt fra væg til væg i det lille rum uden at ænse de allerede ramponerede møbler, hun braser ind i på sin vej.
 Jeg trykker mig mod væggen med hjertet hamrende i halsen og ønsker kun at vende ryggen til og løbe, til jeg ikke kan høre hende længe. Men det gør jeg ikke. Jeg bliver stående. Og jeg flytter ikke blikket fra hende, da hendes hud på ryggen sprækker og afslører totter af fedtet pels, og hendes pupiller trækker sig sammen og udvider sig i takt med hendes puls, som hele tiden stiger, og det hvide i hendes øjne farves sygelig gult.
 Hendes tøj ligger smidt på gulvet, jeg nåede ikke at ænse, at hun tog det af. Reme, tænker jeg. Min stakkels Reme- At hun var fattet nok til at passe på sit tøj, før-  
 Så hyler hun. Den. Et rigtigt ulvehyl, så rasende og umenneskeligt, at jeg stivner på stedet, selvom jeg burde løbe. Og det går op for mig, at hun har ret. Det, der står foran mig nu, er ikke Reme. Det er et monster. Dyret ser sig om i det ramponerede rum. Så får det øje på mig, og i lang tid ser vi på hinanden. Jeg lader én tanke gennemstrømme mig: Det er bare mig. Det er mig. Det er mig.
 Remes - tingens, monsterets? - vejrtrækning bliver langsommere, og en klagende lyd siver fra hendes strube. Og så- er det noget, jeg bilder mig ind, eller er der noget andet i de gule ulveøjne? Som om hun kan kende mig og beder om hjælp. Som om det gør ondt.
 “Reme… jeg er her. Jeg er lige her. Du skal ikke være bange, det er bare-”
 Hun kaster sig mod mig. Jeg får pels i munden. Vægten af monsteret over mig tømmer mine lunger for luft. Hun er for stærk til at jeg kan skubbe hende væk, så jeg tvinger mig selv til at ligge stille. Hun løfter sig op på den ene forpote og hæver den anden til slag. En klo på længde med min tommelfinger fanger månelyset. Det går op for mig, samme øjeblik hun lader poten suse imod mig, at hun ikke vil stoppe, før hun har slået mig ihjel, og jeg ruller væk i sidste sekund og tumler ned ad trappen til den underjordiske gang, hvor hun holdt min hånd for få minutter siden.
 Hun er efter mig med det samme, og jeg kaster mig ned ad gangen, vel vidende at jeg ikke kan nå væk. Underligt nok er jeg ikke forpustet, når jeg at tænke. Jeg har aldrig før prøvet at være så bedøvet af adrenalin. Gangen slår et sving, og jeg indser to ting på én gang: min ankel er ved at give efter under mig, og jeg kan ikke komme forbi Slagpoplen uden Remes hjælp.
 Jeg kan ikke løbe fra hende. Jeg kan ikke komme ud. Hun kommer til at slå mig ihjel, så snart hun når mig. Jeg vender mig om, så jeg kan se hende komme nærmere. På den tid, det tager hende at tilbagelægge de få meter, der er imellem os, når mine tanke at stille smerteligt skarpt. Jeg skal dø, og det er Reme, der skal slå mig ihjel. Reme, som jeg elsker. Det er hende, jeg vil huske nu, ikke monsteret.
 Jeg breder armene ud til siden og lægger hovedet tilbage, så min hals og mit bryst er blottet, og så lukker jeg øjnene og hvisker: “Jeg elsker dig. Jeg elsker dig. Jeg elsker dig.” Jeg smiler til billedet af hendes fine profil i mørket, som flimrer for mine øjne. Selvom hver en muskel i min krop er spændt i rå rædsel, smiler jeg.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...