Øjeblikket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 10 mar. 2018
  • Opdateret: 10 mar. 2018
  • Status: Igang
Det ændrede alt, da du inviterede mig ud på en date. Det ændrede alt, da du sagde, at du elskede mig. Og det ændrede alt, da du trådte ud foran den forbandede bus.

Bidrag til talentkonkurrencen

1Likes
2Kommentarer
96Visninger

1. 1

Det ændrede alt, da du inviterede mig ud på en date. Det ændrede alt, da du sagde, at du elskede mig. Og det ændrede alt, da du trådte ud foran den forbandede bus.

Det var torsdag morgen, da jeg fik opringningen fra din mor. Hun hulkede og havde svært ved at få ordene ud, men det behøvede hun egentlig heller ikke, for de brudstykker af samtalen som jeg fik fat i, var nok til, at jeg kunne sammenstykke, hvad det var, hun prøvede at fortælle mig. Du var død, og det var din egen beslutning. Jeg husker ikke meget andet efter det, ikke andet end den smerte der udformede sig i mit bryst, og løb gennem mine sårbare årer ud til alle afkroge af min lille krop. Den fyldte mig op. Jeg tror, at jeg faldt til jorden, ellers så satte jeg mig ned. De kolde fortovsfliser fandt i hvert fald vej til mine håndflader på den ene eller den anden måde. Jeg håbede inderligt, at det bare var en misforståelse, at du ikke var død. Og hvis det var sandt, at du var død, så håbede jeg, at det var et uheld, at du i din evigt distræte tilstand ’bare’ havde overset den, men det var sandt, og du havde valgt at forlade mig, du havde valgt at forlade mig uden at sige farvel.

Jeg tog resten af dagen fri. Jeg tilbragte den under mig trygge, varme dyne, mens mit hoved var fyldt op med alle de ubesvarede spørgsmål, alle vores minder og alle de ting der kunne have indikeret, at noget var galt. Gad vide hvad du tænkte på, lige inden bussen ramte dig? Din mor? Os? Det kommer nok til at forblive din hemmelighed for evigt. Tænk engang, du frarøvede os dit skønne smil med de store smilehuller, din fregnede lille næse, og dine dybe hasselbrune øjne. Dine brune krøller vil aldrig mere sno sig rundt om mine fingre, og din duft vil aldrig mere finde vej til min næse.

Mine rystende fingre fandt vej til min gamle telefon, der havde et billede af dig og mig som baggrund. De trykkede automatisk ind på din playliste, og jeg lod din yndlingssang flyde igennem de lange hvide høretelefoner, indtil den til sidst fandt vej til mine ører.

“Mama take this badge from me
I can't use it anymore”

Det var utroligt så godt, den sang egentlig passede til din beslutning, du opgav jo trods alt alting.

“It's getting dark too dark to see
I feel I'm knockin' on heaven's door”

Tårerne fandt atter vej ud af øjenkrogen, og gled lydløst ned af mine rødmossede kinder. Strømmen af tårer blev voldsommere og voldsommere i takt med, at jeg nåede længere og længere ind i sangen. Hvert et ord var som et stik i mit bryst, eller rettere sagt var det hver en tone. Jeg lukkede øjnene, og så billederne, der flakkede hen over mine sorte øjenlåg. Et minde trådte dog tydeligt frem, og det udformede øjeblikket, hvor du viste mig sangen.

Vi sad på en træstub i det svage måneskær, og vi havde begge indtaget lidt for meget alkohol, vi kunne stadig høre den svage dunken fra bassen, der var til den fest, som vi havde lagt bag os. Du tog min hånd, og kørte en fortabt hårlok om bag mit øre. Mine lavendelblå øjne fangede dine hasselbrune, og det var et perfekt øjeblik. Vi talte om alt mellem himmel og jord, du fortalte mig om din store frygt for at miste, og jeg fortalte om min store frygt for at glemme. Da bassen for længst var forstummet, fandt du din lille telefon frem, og tog de krøllede høretelefoner op af din brune lomme i din læderjakke, der sad, som var den skræddersyet til dig. Du sagde: ”Clara, denne her sang er min yndlingssang, det er ikke den originale, men den er stadig bare perfekt. Du skal huske den. Den hedder ’Knocking On Heavens Door’ og den er sunget af RAIGN”.

Derefter satte du den ene høretelefon ind i mit øre og den anden i dit. Og du kyssede mig for første gang, til de toner, og der vidste jeg, at de toner altid ville sammenlignes med dig og vores lykkelige stund.

Det minde er et af mine absolutte yndlingsminder.

“Knock knock knockin' on heaven's door
Knock knock knockin' on heaven's door, oh
Knock knock knockin' on heaven's door
Knock knock knockin' on heaven's door”

 

Jeg bandede og svovlede i mit stille sind over, at vi ikke skulle skabe flere minder sammen, og jeg fortrød så inderligt, at jeg ikke så tegnene, da jeg havde chancen, og jeg bebrejdede mig selv så inderligt for, at jeg ikke var i stand til at redde dig. Det var min opgave. Det var mig der skulle have reddet dig, have taget din hånd, idet du tog dit skridt hen imod bussen. Have grebet dig, da du faldt til jorden. Have grebet dig og taget din hånd, inden det var alt, alt for sent. Jeg skulle have siddet med dig, i din store seng, og knuget dig ind til mig, når du lå hulkende i den helt alene om natten. Når du ikke kunne andet, end at knuge dine store midnatsblå puder, der altid var så pæne og glatte. Du skjulte dit indre utroligt godt, det må jeg give dig.

“Mama put my guns in the ground
I can't shoot them anymore”

Min mors banken på døren overdøvede min eller undskyld din musik, så jeg formåede på en eller anden måde at skrue endnu højere op for den.

“That cold black cloud is comin' around
And I feel I'm knockin' on heaven's door”

 

Undskyld, undskyld, undskyld. Undskyld, undskyld, undskyld. Jeg faldt i søvn med den ene tanke i hovedet.

 

“Knock knock knockin' on heaven's door
Feels like I'm
Knock knock knockin' on heaven's door
Feels like I'm
Knock knock knockin' on heaven's door”

Næste dag gik det faktisk lidt bedre. Jeg steg ud af min seng, spiste min mad, snakkede med min familie, og var med til at vælge blomsterne, der skulle lægges på din fine, hvide kiste. Det var hårdt. Jeg valgte de midnatsblå, fordi jeg ved, at det var din yndlingsfarve, og jeg håber, at du ville have kunne lide dem. Din begravelse skulle allerede holdes tirsdag ugen efter din død, der var åbenbart ikke så meget at se på, inden du for evigt skulle begraves i jorden. Jeg spurgte, om jeg måtte komme hen og se dig. Det måtte jeg gerne, men først om søndagen.

“Oh, knock knock knockin' on heaven's door

Knock knock knockin' on heaven's door”

Søndag kom, og det føltes som om min mave var fyldt med sten og tomme huller. Jeg kiggede ind spejlet, for jeg måtte jo hellere se lidt anstændig ud, når nu jeg skulle se dig for sidste gang, inden du skulle begraves. Jeg så hæslig ud, mine øjne og kinder var opsvulmede og hævede, og jeg havde indtørrede tårer på mine kinder og ned af min hals. Jeg kom hurtigt noget vand i hovedet, og dækkede mit ansigt med et lag pudder, tog noget mascara på, og til sidst din yndlingsblush, som du syntes, fik mine kinder til at ligne små roser.

“Knock knock knockin' on heaven's door
Feels like I'm
Knock knock knockin' on heaven's door
Knock knock knockin' on heaven's door”

Rummet, som du lå i, var koldt og klinisk. Det havde også en sær lugt. Du lå på et metalbord, midt i lokalet, og jeg kunne allerede mærke den klump, der hastigt tog form i min hals. Den forlod mine læber, med en ubeskrivelig lyd, og den var alt andet end rar. Din mor lagde sin trøstende hånd på min skulder, og vi gik sammen hen imod dig. Du lignede dig selv, du var bare lidt bleg, og havde nogle skrammer, på din silkebløde, kridhvide hud. Hvad gjorde de der? De passede ikke ind på det fine lærred, som du var. Jeg fik lov til at røre ved din kind, den var iskold, og ikke længere silkeblød, den var stenhård. Jeg tog hurtigt min hånd til mig igen, og jeg skammede mig. Jeg vendte ryggen til dig, og skyndte mig ud af lokalet. Det var sidste gang jeg så dig.

“Mama tell me
Knock knock knockin' on heaven's door”

Jeg løb hurtigt ud af bygningen og ud på vejen. Jeg løb hele vejen hjem uden at se mig tilbage.

“Feels like I'm
Knock knock knockin' on heaven's door
Knock knock knockin' on heaven's door
Knock knock knockin' on heaven's door”

Mit hjerte bankede ubeskriveligt hårdt, det fyldte hele min krop. Lyden af mit bankende hjerte overdøvede alt, og tårerne der havde fyldt mine øjne, tilslørede mit syn, så jeg hørte ikke bilerne, der dyttede af mig, eller manden der spurgte om jeg var okay, og jeg så ikke alle dem, der vendte sig om, om kiggede på mig med blikke fyldt med bekymring. Jeg mærkede kun tårerne og mit bankende hjerte. Min vejrtrækning var blevet hurtigere, og min balance var begyndt at svigte mig, men jeg fortsatte stadig ligeud. Til sidst opgav jeg at løbe, og mine ben formåede kun lige at holde mig oprejst. Jeg vaklede lidt på dem, før de gav efter, og jeg lukkede mine øjne, inden jeg ramte jorden. Følelsen af at jeg var ved at drukne fyldte mig. Jeg var ved at drukne i savnet af dig, og det ramte mig som en iskold bølge. Den overmandede mig, og holdt mig fast under vandet med dens kolossale kraft. Den druknede mig lige så stille.

På en eller anden måde formåede jeg at komme hjem igen, og dagen for din begravelse nærmede sig med hastige skridt.

“Feels like I am
Knock knock knockin' on heaven's door
Knock knock knockin' on heaven's door”

 

Dagen for din begravelse kom, og jeg gjorde mig ekstra fin for din skyld, det var jo tid til vores sidste farvel, og jeg skyldte dig at vise mig fra min bedste side og at være stærk. Opbakningen i kirken var fantastisk, jeg tror, at der var over hundrede mennesker samlet der for dig, det var ubeskriveligt smukt. Og alle blomsterne, de fyldte hele gulvet. Jeg håber, at du så det, derfra hvor du befinder dig. Det var også en fantastik tale præsten holdte, og jeg kunne desværre ikke holde mit løfte om at være stærk i dag, undskyld. Jeg holdte også en tale for dig, jeg tror bare ikke, at der var andre end mig, der forstod hvad jeg sagde, for min hulken kvalte alle de ord, der var ment til dig. De klappede dog alligevel af mig, og gav mig et trøstende klem på skulderen.

Da din kiste blev sænket ned i jorden, så jeg dit smilende ansigt for mig. Du ville have syntes, at det var en smuk stund af en begravelse at være. Skyfri himmel, fugle der sang, en let sommerbrise og en dejlig duft af sommerblomster.

Efter begravelsen gik dagene efterhånden hurtigere, og det begyndte at gå bedre med at bearbejde sorgen. Jeg er dog stadig ikke helt kommet mig endnu, og jeg har fået det sværere med at høre musik. Jeg kan ikke engang høre min egen forpulede playliste, for gæt engang, du viste mig alle de sange, der ligger derpå. Du skabte de billeder, der flakker rundt i mit hoved, hver gang jeg hører en af sangene, for den playliste var indbegrebet af dig. Dine sange, mine sange, minderne er simpelthen for smertefulde. Jeg savner dig selvfølgelig stadig, men jeg snakker til dig gennem stjernerne, det hjælper.

Jeg tror faktisk, at jeg endelig er ved at finde mig en ny sang. Min egen seng. En hvor der ikke er billeder af dig indprentet overalt i den.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...