Det halve folk

Et hemmeligt folk ligger i skyggerne. Dybt i dem ligger generne fra et dyr. Dette gør dem eftertragtede på det sorte marked og en rædsel for moderen, der føder det.
Når Mira bliver taget fra sin mor, hvem vil så redde hende?

//Deltager i Movellas talent konkurrencen

1Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

1. Det halve folk.

Det Halve Folk.

Første gang hun så det lille væsen med lillae overarme og orange fingre, frygtede hun det værste. De lange blå striber ned af siderne lignede blå mærker. Men man kunne da ikke have blå mærker, der er var stribede?

Denne lille skabning var en del af hende. Dette lille væsen havde hun givet liv.  Tanken overvældede hende. Mellem hospitalets hvide vægge, sad hun i en seng med den lille nyfødte pige i sine arme. Hun gurglede og spyttede, men jordemoren havde forsikret hende om, at det var normalt. Da moren nævnte de små sugekopper forenden af fingrene, bed jordemoren sig i kinden. Hun spurgte ikke om mere.

Hendes mand kom stod ved siden af hende og sagde ingen ting om den lille pige. Han fik overrakt den lille pige forsigtigt i armene og så smilende ned på hende. Han så på hende med rynkede bryn, og moren trak på smilebåndet. Han var så nervøs.

Pigens små hænder fumlede rundt og han tog hendes hånd i sin. Så fangede hans øjne de mystiske farver, der klædte hendes sider. Hans pande blev til en labyrint af rynker.

Pludselig kom en sygeplejerske ind og tog babyen ud af hans hænder. Hun lagde hende forsigtig ned i vuggen, mens de to forældre var for overraskede til at gøre noget. Hun drejede hovedet i et ryk og gennede faderen ud med et blik. Jordemoren var allerede gået ud til en anden del af hospitalet. Så nu var moren alene i rummet med sygeplejersken med den stramme gråsprængte knold og rynker, der fremhævede hendes vrede. Måske var hun ikke vred, men moren kunne forestille sig hvordan de sammenknebne øjenbryn havde efterladt sig fure i årenes løb.

Kvinden satte sig på kanten af hendes seng. Hun drejede hovedet lynhurtigt mod moren og så ind i hendes øjne. morens turkis grønne mødte de gråblå hos sygeplejersken.

“Ved du godt hvad det er?” spurgte sygeplejersken og rettede en finger mod den lille pige i vuggen. Moren nåede ikke engang at ryste på hovedet, før hun fortsatte:

“Selvfølgelig ikke. Hvordan skulle du vide det?” sagde hun og så overlegent på hende.

“Hvad bilder du dig ind? Hvad laver du her?” udbrød moren, da sygeplejersken skulle til at fortsætte. Hun så irriteret på hende.

“Lad være med at afbryde. Det væsen du har frembragt er ikke menneske.” hun spyttede ordene ud og ignorerede udtrykket i hendes ansigt, en smoothie af forvirring og bekymring.

“De er monstre. Du er ikke den eneste der har fået sådan en vanskabning.” et glimt af sårbarhed gled over hendes ansigt, men det var hurtigt væk igen,

    “De har gener fra et dyr.”

Kvinden der sad i hendes seng, sagde hun skulle efterlade den lille pige i en skov og da hun fortalte det til sin mand, hvad hun havde sagt, var han enig. Moren troede ikke sine egne øre og deres højlydte stemmer fik pigen til at græde. Han forlod hende i vrede og hun så ikke mere til ham. I følge deres papirer var de stadig gift, ihvertfald indtil han sendte hende skilsmissepapirerne. Han gav gladeligt hende forældremyndigheden og hun havde ikke set ham siden da.

Derefter gik der et år, der gik to, og tiden fløj afsted. Den lille pige fik navnet Mira, og voksede, langsommere end andre. Hun blev fem år og var kun 24 cm.

De boede ude i en skov, isoleret fra folks blikke. Hendes mand sendte penge til regningerne, men hun regnede med at det var til hende, ikke barnet. Den var en eneste vej der førte fra huset, til en større vej, som førte ind mod byen.

De havde en lille have foran huset, med lavt hvidt hegn og Mira elskede at hoppe rundt derude. Hvorfor lige hoppe, anede moren intet om. Hendes ben virkede stærkere end andres, men det hæmmede ikke hendes gang. I hvert fald ikke så meget.

Lige nu hyggede hun sig ude i forhaven, med at undersøge alting. For det meste løb hun, men satte sig pludseligt ned og hoppede et stort hop. Omkring to-tre meter, meget normalt for hende. moren bekymrede sig ikke, hun så jo ud til at have det meget godt.

Mira løb rundt i haven, så hendes hår fløj efter hende. Hun elskede følelsen af at være oppe i luften, når hendes hår blev leget med af vinden. Hun smilede og grinede for sig selv, mens hun hoppede omkap med fuglene og træerne. Hendes øjne prøvede at sluge alt om hende og hun blinkede overrasket, da hendes blik faldt på fyrretræerne lidt væk. Noget klart rødt, blåt og gult. Hun gik tættere på, langsomt og nysgerrigt. Hun gik lidt om på siden af træet og et lille udråb, som hun hurtigt bremsede med hånden, af glæde undslap hende.

“En papegøje!” udbrød hun og spærrede øjnene overrasket op. Den slanke fugl sad stiv som den var udstoppet, men så lavede den et pludseligt ryk med hovedet og så på hende med hovedet på skrå. Så bredte den vingerne ud og fløj ned mod hende. Hun prøvede at fange den mellem sine fingre, men den manøvrede uden om hende. Hun løb efter den, hen mod vejen ved deres hus. Hun snublede og var tæt på at falde med ansigtet ned i jorden mange gange, men slap den aldrig af syne.

Hele tiden fulgte hun den med blikket, så hun ikke så den sorte varevogn, der var parkeret på den lille vej. Mens at papegøjen førte hende over vejen, gik nogle mænd i sort ud af bilen. De kom tættere på, med hastige skridt. Pludselig omsluttede et par arme hende bag fra og trak hende ind til sig. Han trak hende med sig, mens han løb mod bilen og hun spjættede med benene og råbte og skreg. Hun blev kastet ind i varevognen, lige i det hun så sin mor komme løbende ud af huset. Moren skreg hendes navn og løb hen mod bilen.

Mira prøvede at råbe tilbage, da en anden blev kastet ind og dørene blev lukket, så alt lys forsvandt. Hun sprang op og bankede på væggene.

“Luk mig ud!” skreg hun og sparkede så hårdt hun kunne. Smerten overvældede hende og synet blev sløret. Hun trak sig op i et hjørne og omfavnede sine ben. Hulkende startede og kunne ikke stoppe igen. Personen ovre i den anden ende af bilen og så undersøgende på hende. Vognen bumlede hen af vejen og for hvert bump flyttede skikkelsen sig tættere på. Da den kom helt hen til hende, så hun op. Hun udstødte et lille skrig, da drengen foran hende lagde en hånd hurtigt over hendes mund.

“Shh..” hviskede han og Mira svarede med at bide i hans hånd. Hans ansigt blev vredet af smerte og han trak den til sig med et ryk. Mira sparkede til ham og kravlede længere ind mod væggen. Han tog sig til hovedet.

“Jeg prøver bare at hjælpe dig!” udbrød drengen irriteret og tog fat i hende. Hun skreg og spjættede, men han var stærkere end hende, så det lige før han vist overrasket ham. Han løftede hende op i sine arme og bar hende hen mod døren. Han spidsede munden og fløjtede nogle toner, men det lød ikke som de fløjt Mira havde hørt sin mor fløjte. De lød anderledes og… Nej, han fløjtede ikke. Han kom med nogle afdæmpede skrårk. Det gav et ryk i hende, da der pludselig kom et højlydt skrårk på den anden side. Der var noget der famlede med håndtaget på den anden side. Drengen, der holdte fast i hende, smilede.

Døren slyngede sig åbne og de to ind i vognen blev slynget med. Drengen krøllede sig sammen til en kugle, så Mira lå i midten. De trillede hen af vejen i nogle rullefald, før han stoppede op og gav slip på Mira.

“Er du okay?” spurgte han, med hænderne knuget om hendes skuldre. Hun nikkede langsomt og han sukkede, som om tre ton sten var forsvundet fra hans skuldre. Så lagde hun mærke til de steder huden var revet af på hans hænder. Hun glippede med øjnene og tog fat i hans hånd med et ryk. Hans hånd, var kløer. Dækket af fjer. Hendes blik fulgte op ad armen, der var kraftige røde, blå og gule farver. Men armene var ikke arme. De var store vinger. Hun gispede og rakte ud for at mærke de bløde fjer. I et snuptag trak drengen hende op på ryggen og sagde:

“Hold fast!” og slog så hårdt i luften, at Mira var lige ved at falde ned. Hun kæmpede sig fast og falde til rimelig god position.

“Hvor tager du mig hen?” spurgte hun med bævende læbe og han slog i luften.

“Jeg hedder Adam,” sagde han, i stedet for at svare. Hun ville alligevel finde ud af det senere. “Hvad hedder du?”

“Mira.” mumlede hun og begravede hovedet i hans ryg. Dagen indhentede hende, så hendes øjne flød over.

“Jeg tager dig med hen til en ven. Han kan hjælpe.” sagde han og så sagde ingen af dem noget i et stykke tid. De fløj i nogle timer, hvor Mira blundede ind imellem. Solen var på vej ned over horisonten, da de kom frem til den lille gyde. Der stod nogle enkelte skraldespande, men Adam gik i en lige linie mod væggen længst væk og ænsede dem ikke.

Mira savlede ned over hans fjer og han kunne ikke lade være med at smile. Han bankede på en mursten.

“Mark, det er mig, Adam!” råbte han, så højt han turde og bankede til hånden gjorde ondt. Det rumsterede lidt bagved. Adam gik nogle skridt tilbage og med et brag slog en lem op fra jorden. En slank pige med knurhår på næsen og små halvmåne øre, stak hovedet op af hullet. Adam rynkede brynene.

“Menette? Hvad laver du her?” spurgte han og lagde tryk på du, så hun ikke var i tvivl om det. Hun vrissede og vinkede med hånden, som for at sige Kom med.

“Mark tog væk. Jeg tog over. Kom nu her ned, før nogen opdager os.” med de ord sprang hun ned igen i hullet og Adam fulgte efter med Mira i armene. De kravlede ned af en stige, ned i en dyb underjordisk hule. Lige så snart de var nede, sprang Menette adræt fra væg til væg og lukkede lemmen. Hun tog dog stigen i stedet ned igen. Hun sprang fra det tredjesidste trin ned på jorden og satte en finger i brystet på ham. Hun var et hoved mindre end Adam og hendes finger havde en klog på, så hun skar igennem hans ærmeløse bluse. Hun havde hvid hud fra næsen og ned, resten af hendes hud var en rødbrun.

“Hvad laver du her?” spurgte hun og tilføjede; “Hvad laver den her?”, da hendes blik faldt på Mira i hans arme. Adam fjernede ikke blikket fra Menette.

“Hvor er Mark?” spurgte han og Menette himlede med øjnene.

“Han er ikke bortført, eller noget! Han er flyttet ud i skoven. Spørg mig ikke hvorfor.” sagde hun og roede i sin lomme. Hun trak en lille hvid cylinder frem, sammen med en lighter og tændte den hvide rulle, hvilket affødte et par rynkede øjenbryn hos Adam.

“Årh Adam, tag dig sammen.”

“Cigaretter, Menette? Virkelig? Du ved hvad de gør! Mark sagde..” da han nævnte Mark, drejede hun hovedet i et ryk og så ham ind i øjnene.

“Hvorfor skulle jeg gøre som Mark siger?” vrissede hun og sugede dybt ind. Hun pustede en stor røgsky i hovedet på Adam, men han rørte ikke en muskel. Mira hostede og han trak hende væk fra røgen.

“Glem det. Jeg tager ud i skoven. “ sagde han og gjorde omrking. Menette tabte cigaretten ud af munden og tværede den ud med foden.

“Nej, der er så langt og så mørkt. Bliv her og sov ud.” sagde hun og Adam sendte hende et løftet øjenbryn. Hun sukkede og viftede afværgende med hænderne.

“Desuden vil jeg gerne vide lidt mere om pigen.” sagde hun og lagde armene over kors. Adam sukkede og lagde Mira ned i en sofa der sad op mod væggen.

“Det var på en måde min skyld at hun endte her, så jeg skal have hende hjem igen.” Menette løftede det ene øjenbryn.

“Jeg fortæller det senere,” tilføjede han hurtigt, “først skal vi have hende hjem.” Menette så tænktsomt på ham og nikkede så langsomt.

“Læg dig til at sove. I morgen viser jeg dig til Mark.” med de ord gik hun ud af rummet og hen i det andet af de to rum der var. Soveværelset var også køkken, bortset fra at køkkenet kun bestod af skuffer og skabe, med tørret mad i.

Adam lagde sig ved siden af Mira og lagde vingen om hende. Han lukkede øjnene og faldte i søvn, efter den lange dag.

I Miras drømme var alt et stort tumult af savn og frygt. hendes mor råbte hendes navn og græd, men hun kunne ikke komme hen til hende. Hun svedte og mumlede, indtil en skikkelse satte sig sig på knæ ved hende. Personen aede hende over hovedet og hviskede beroligende. Adam vågnede og havde øjet halvt lukket. Den slanke pige med halvmåne ørerne hviskede og Mira faldt i søvn igen.

Næste morgen nævnte ingen af dem noget og de spiste kort noget tørret frugt, før de tog afsted. Menette kravlede behændigt op på taget af en hus og sprang videre. Mira så fascineret efter hende, fra Adams ryg. Hun knugede ham om halsen, så han ikke kunne trække vejret. Han puffede forsigtigt til hendes hænder og tog en dyb indånding. Så bredte han armene ud.

“Er du klar til at holde øje med at hun ikke bliver væk?” spurgte han og Mira nikkede alvorligt. Han grinede og slog et slag i luften. Han løb og slog nogle flere slag, før de var oppe i luften. Miras blik forblev fokuseret på Menette, der løb afsted på alle fire. Hun sprang fra tag til tag og de fulgte efter hende. De fløj i nogle timer, før de kunne se skoven i det fjerne. Synet gav Adam nye kræfter og han slog nogle store slag i luften. Da de endelig kom frem, trak Adam vejret i ryk og det samme for Menette. Mira så undrende på dem. Hun syntes da ikke det havde været særlig hårdt.

Der var et lille hus, lidt længere inde i skoven. Ingen gik derind, for alle mente skoven var forbandet. Men det vidste Mira ikke, så hun gik nysgerrigt ind i skoven.

“Hvad? Nej, Mira!” pustede Aam, da han opdagede det. “Hvorfor flyttede han dog herud?” spurgte han henvendt til Menette, men fik kun et forpustet skuldertræk som svar.

Han sukkede og løb efter Mira. Hun var kommet helt op til døren og studerede den nysgerrigt. Adam kom op på siden af hende og kiggede ind af vinduet.

“Mira, vil du banke på? Der er en der kan hjælpe os derinde, med at får dig hjem.” sagde han og Mira nikkede. Så bankede hun på. Adam holdte vejret. Bare han nu var hjemme, eller anede han ikke hvad han skulle gøre. Der gik lidt tid, før der kom rumsteren bag døren. Dørhåndtaget drejede ned af og døren svingede åben. I døren stod en mand, han virkede i hvert fald sådan på udseendet. Mens han var 20 cm lavere end Adam, var han stadig meget større end Mira. Han næse var langt fremme og havde knurhår. Hans lange øre hang ud fra oven på af hans hoved og havde forskellige brune farver. I de samme bløde brune farver havde han mærker om øjnene, der gik ned ved side af næsen. Hans øjne var næsten helt mørke og da han rakte en hånd frem mod Adam, var den helt hvid, med små afstumpede fingre og klør. Adam tog den og forvandlede det til et kram.

“Hej Adam, kom med ind! Har du fundet en ny?” spurgte han og overraskelse strøg over hans ansigt, da han så over Adams skulder og fik øje på Menette. Det forsvandt, lige så hurtigt som det var kommet.

“Hej Mark.” mumlede hun og vinkede.

“Hej Menette. Du er velkommen til komme med ind, hvis du vil.” sagde han og vendte sig om for at gå ind. Han forsvandt ind i huset og Adam tog Miras hånd og gik ind. Menette blev stående, med ludende skuldre og et fortabt udtryk.

Miras hoved virrede fra side til side, for at sluge det hele med øjnene. Det var sparsomt indrettet, et gulvtæppe, lange gardiner, en enkel lænestol og en stor kiste længst væk. I det Mira så den, løb hun hen til den og fulgte alle detaljerne med fingrene. adam sendte et bekymret blik mod hende, men Mark viftede med hånden.

“Lad hende bare. Hvor kommer hun fra?” spurgte han og Adam sank en gang.

“Jeg opsnappede nogle fra Starkiv. De ville fange hende og jeg håbede jeg kunne nå at få hende væk derfra inden de kom, men jeg kom for sent. Så jeg har lovet hende at komme hjem igen, men jeg skulle bare lige have dig for at finde ud af hvilket dyr hun er.” ordene væltede ud af ham som et vandfald, men det var meget normalt. Han kunne ikke holde noget hemmeligt for Mark. ark nikkede stille og satte sig på hug ved siden af Mira.

“Hej. Jeg hedder Mark. Hvad hedder du?” spurgte han og hun mumlede sit navn.

“Jeg er halvt beagle, dybt i generne. Jeg har for eksempel en bedre høresans og lugtesans, end mennesker. Adam har generne fra en mørkerød ara. Han kan flyve og har nogle gode stærke kløer. Vi kan begge tale med dyrene i vores gener, men det kan alle af det halve folk ikke. “ sagde han og Mira blinkede uforstående. Han grinede lidt for sig selv.

“Nåerh ja, du ved nok ikke så meget om gener. Gener er DNA, det du består af. Du kan ikke se det, men det er overalt på dig. Det er bare bittesmåt.” han smilede. Hun forstod stadig ikke hvad han talte om og var også meget ligeglad.

“Vi skal finde ud af hvilket dyr du er halv af. Hvad er du god til?”

Det spørgsmål forstod hun. Hun satte sig klar i position og sprang højt op i luften. Mark så anerkendende på hende.

“Frø! Ja, selvfølgelig med de vidunderlige grønne kinder! Så mangler vi bare hvilken art.” han åbnede kisten og Mira åbnede de røde øjne, mere end hun nogensinde havde gjort før. De var fuld af bøger. Alt muligt om dyr og der var mange flere end på hendes mors ene hylde. Mark skubbede nogle til side og trak en stor stak frem. Adam satte sig ved siden af Mira og tog en op fra kisten.

“Eventyr og fabler fra hele verden.” oplæste han og sendte et løftet øjenbryn til Mark.    

“Du ved aldrig hvilke dyr folk kan være halv af, vel?” svarede han, imens han  hastigt bladrede den bog han havde fundet, igennem. Han øjne fokuserede kort på billederne af frøer, så op på Mira og gentog det, igen og igen. Pludselig råbte han højt og viste siden frem mod Mira, der sad vedsiden af ham.

“Rødøjet løvfrø!!! Se ligheden, se dit ansigt! Det ligner præcis. hvis jeg havde mange flere penge, kunne jeg tage noget af din DNA og sammenlignet det med forskellige dyrs DNA. Så ville det være meget hurtigere, men her er vi i min lille faldefærdige hytte. Men den er trods alt over jorden.” sagde han og så tænksomt ud i luften. Så kom han tilbage til virkeligheden og trak hendes hånd frem på siden.

“Se, hvis du kigger på dens hænder, den lille frø der, adskilte fingre, uden svømmehud. Istedet så har du de samme slags sugekopper som den! Den er en træfrø, så du burde egentlig kunne klatre på væggen. Kender du Spider-Man?” spurgte han og hun nikkede. Han viste en åben hånd mod væggen og hun gik tøvende derhen. Han nikkede.

“Prøv at læg hånden på væggen. Ja, godt. Så den anden hånd. Smid skoen, og læg foden på. Den anden også. Prøv at kravle op.” sagde han og holdte vejret. Hun trak sig tøvende op af væggen. Lidt længere. Lidt længere. Til sidst var hun helt oppe ved loftet.

Mark grinede og hun istemte. Adam så op på hende og en boblende latter kom frem. Han havde været bekymret for Menette, han anede ikke hvor hun blev af. Men at Mira oppe i hjørnet af loftet, virkede så fjollet og godmodigt, at han ikke kunne lade være med at deltage i latteren. Mira kunne mærke stoltheden boble og tænkte at hvis folk var så glade over at hun kunne kravle på væggene, hvad så med…. Hun udleverede det før hun tænkte. Hun lagd ene hånd ud på loftet og så en mere, en fod, en til. Mark havde knebet øjnene sammen imens han grinede, men nu åbnede han dem og blev hvid i hovedet, da han så hvad Mira lavede. Hans arme strøg frem for at gribe hende, men hun faldte ikke ned. Hun hang med maven ind mod loftet og hovedet ned mod gulvet, med et stort smil.

“Kom ned igen, jeg tror vi har prøvet nok.” sagde Mark med rystende stemme og Mira nikkede. Pludselig, mens Mira kravlede ned igen, svingede døren op med et brag. Menette kom haltende ind og Adam strøg hen for at gribe hende, lige inden hun faldte sammen.

“Undskyld.” hviskede hun og lukkede øjnene i en krampetrækning. Adam spærrede øjnene op og ruskede den slappe skikkelse i sine arme.

“Menette! Vågn op! Vågn op, vågn op…”

Mark drejede hovedet i et ryk og så ud mod døren. Han knurrede og tog Mira i et snuptag. Han så sig til alle sider og løb hen mod et hjørne.

“Adam! De kommer om et øjeblik, vi bliver nødt til at gemme os!” råbte han, men Adam stirrede på Menette i sin favn. Han nikkede langsomt, men rørte sig ikke. Mark satte Mira op i et hjørne, oppe ved loftet. Der var et vindue lige nedenunder hende, så han håbede at hun kunne gemme sig over gardinstangen. Dér ville de nok ikke kigge.

“Okay Mira, du bliver her og her helt lydløs, lige meget hvad, okay? Der kan ske nogle forfærdelige ting, hvis du bliver opdaget. Ikke en lyd og rør dig ikke. Forstået?” Hun sank en gang og nikkede. Mark sukkede og løb over for at gemme kisten. Adam løftede Menette over i lænestolen og Mark hev ham over til sig.

“Hjælp mig med at få tingene ned i.” sagde han og de lagde bøgerne ned i kisten. Men i det han gjorde det, blev døren sparket op. En hær af sortklædte mænd væltede ind og trak adam og mark end på jorden. De bandt dem med et tykt reb og trak dem ud. En af dem spurgte om de ikke skulle tage pigen i stolen også, men en der havde et blåt bånd i sin hat, sagde nej. Han grinede og sagde at det var hendes belønning. Men ingen af dem opdagede Mira. Hun turde ikke trække vejret og hendes syn blev mere og mere udtværet. Hun tog en dyb indånding, da alle mændene var vue af huset. Hun kravlede langsomt ned og så ud af vinduet. Hun nåede lige at se en rød fjerdragt inde i en sort varevogn, før døren blev smækket i og den kørte væk. Et hulk brød frem. Hun løb over til Menette og ruskede hende, mens hulkende kæmpede sig fri. Snot og tåre blandede sig og dryppede ned på Menettes bluse. Mira skjulte sit ansigt i sine arme på Menettes skød og hulkede. Pludselig dryppede noget vådt ned på hendes pande. Hun så op og så Menettes våde og sammenknebne øjne.

“De fangede mig og tvang gift i mig. Jeg fik modgiften idag da…” sagde hun grådkvalt og den ufærdige sætning skø nye tåre frem i hendes øjne. Hun trak en dyb indånding ind, sammen med tårerne, og sukkede.   

“Kom.” sagde hun og tog Miras hånd. Hun trak hende op på ryggen.

“Hold godt fast.” Mira nikkede og greb godt fast i hendes bluse. Så bøjede Menette armene og sprang afsted. De sprang afsted, ud af døren, ud på vejen, med en hastighed Mira aldrig havde prøvet før. Menette løb med hujende fart, på en lille vej ved siden af den store vej, hvor de meget snart indhentede den sorte varevogn. Landskabet susede forbi og hun greb endnu bedre fast om Menettes hals. Så fik hun øje på noget.

“Se!” råbte hun og pegede, men Menette havde allerede set det. Menette løb ved siden af vejen, og varevognen var i inderste bane på vejen. Heldigvis var de ikke kommet til motorvejen endnu, så Menette kunne stadig følge med mere eller mindre.

“Hold godt fast!” råbte hun pludselig og sprang ind på vejen. Hun sprang op på taget af en bil og sprang videre til den næste. Så sprang hun. Mira maste næsten al luft ud af Menettes hals, mens hendes blik var tvunget mod vejen. Heldigvis landede de oppe på taget alligevel, ved at have dreje ryggen mod varevognen, så Mira landte først og Menette kom bagefter. MIra kom til at give slip på Menettes ryg og klamrede sig til taget. Hendes fingre sugede sig fast som en støvsuger på et gulvtæppe. Uden dem, var hun for længst faldet af. Menette havde større problemer. Hun havde ingen ting til at holde sig fast med andet end sine klør og de nægtede at arbejde med hende. De skrabede i lakken med en hvinende lyd og Mira rakte hende en hånd. Menette tog gladelig imod den og trak sig tættere på hende. Så vendte Menette sig mod førerhuset og råbte noget, som Mira ikke kunne høre.

“HVAD?” råbte hun. Menette råbte endnu højere og pegede mod bagenden af vognen.

“....DISTRAHERER…DEM...DU ÅBNER….LUKKER….UD” råbte hun af lungers fulde kraft. Mira så forvirret på hende og nikkede så. Hvad Menette skulle forstod hun ikke helt, men sin egen opgave forstod hun. Mira vendte sig om og kravlede mod bagenden af vognen. Menette kravlede op mod førerhuset. Mira kunne nogenlunde hænge fast på siden af vognen, takket være sine sugekopper på fingrene. Men hendes instinkter sagde, at det ikke var særlig længe. Heldigvis havde hun smidt skoene inde i hytten, så hun hang bedre fast. Så kravlede hun ned af væggen og fumlede med døren. Den skulle drejes på en bestemt måde og hun anede ikke hvordan. Til sidst drejede hun den fra den ene side til den anden, og fik den lukket op. Det første hun gjorde, idet den lukkede op, var at mærke hvordan sugekopperne ikke ville hænge fast mere, så hun faldt ind. Der var en bænk på hver side af varevognen og Adam sad på den ene, Mark på den anden. Adams ansigt var i en lille grå sky, men i det hun faldt indenfor, fløj skyen væk.

“Mira! Hvad laver du her! Du bliver du jo også bare taget!” han sprang hen for at hjælpe hende op. Mark satte sig på hug og så hende ind i øjnene.

“Er Menette med dig?”

Mira nikkede. Adam så ned i gulvet og han trak sig væk fra Mira med munden presset sammen til en streg. Mark lagde en hånd på hans skulder.

“Vi ved ikke hvorfor hun gjorde det. Gem det til når vi er kommet væk herfra.”

“Du har ret. Lad os komme afsted.” ordene blev skubbet ud mellem tænderne.

Mira vendte sig mod døren der viftede frem og tilbage. Så kravlede hun ud på den anden dør, som hun ikke havde åbnet. Pludselig drejede bilen voldsomt til højre og Mira mærkede hvordan sugekopperne en efter en løsnede. Hun kæmpede med at holde fast og klamrede sig til døren. Lige idet hun ikke kunne holde fast mere, greb Adam fat i hende, inde fra bilen. Han holdte fast og trak hende ind igen, lige i det de bragede ind i noget.

“Hvad var det?” råbte Mark, der var endt ovre i det ene hjørne og så sig fortumlet omkring. Mira så sig forvirret omkring. og skreg, da Menettes hoved stak frem fra oven. Hun smilede og hoppede ned.

“Det var så lidt med redningen.” sagde hun triumferende, men smilet faldt til jorden, da hun så Adams blik. Så mørkt som en kirkegård.

“Hvorfor gjorde du det?” spurgte han og trak Mira hen til sig. Hun så forvirret fra Adam til Menette og da Mark kom over til dem, mærkede hun gråden trænge sig på.

“Du forstår ikke! De fangede mig og-og de havde en klemme på mig.” stammede hun, men Adam rystede på hovedet.

“Og der var intet, intet, du kunne have gjort?” spurgte han og da hun ikke svarede, vendte han sig om og gik. Han trak Mira efter sig, som hev og sled i armen.

“Nej Adam! Menet’ reddet dig! Onde mænd gav gift, ADAM! NEJ ADAM!” skreg hun, men blev trukket længere væk og efterlod Menette, i sine egne tanker, helt alene.

Adam tog hende med, tvang hende op på ryggen og fløj. Til at starte med sprællede og skreg hun, men det døde langsomt ud i gråd. Adam efterlod en adresse til Mark, så han kunne finde ham. Han fløj i tavshed, mens Mira rasede ud. Hun faldte udmattet i søvn og lod Adam være med sit indre kaos af tanker.

    De kom hjem til hendes hus i skoven, og Mira vågnede. Hun glippede med øjnene og sprang så ned fra Adams ryg. Hun løb hen til døren og slog den op. Hun løb ind i stuen, men hun råbte: ”Mor, mor!”.  Hendes mor sad i en lænestol, med alt lyset slukket. Hun sprang op i hendes favn og krammede hende.

    Efter det, fik Adam lov til at bo der. Menette kom hver dag og prøvede at gøre det godt igen. Først så sneg hun sig ind og legede med Mira. Efter nogle uger kom hun spadserende ind og sagde at hun havde en aftale med Mira. De skulle ud i skoven på en picnic og Adam fulgte lydløst efter. Da Mira insisterede på at kravl op i det højeste træ, lod Menette hende gøre det. Adam gjorde klar til at flyve hen og gribe hende når hun faldte ned, men Menette var hurtigere. Inden han opdagede Mira var ved at falde ned, var hun spænet op og havde båret hende ned. Adam tilgav Menette, langsomt. Da han havde boet hos Mira i fire år, tog han bort for at finde et sikkert sted, til alle af det halve folk.

    Dan han kom tilbage, fortalte han om en ø, hvor der var et bjerg, hvor på toppen sneede, for neden var der frodigt og der var både ferskvand og saltvand. Menette tog med derhen og gjorde det i stand. Dagen efter Miras 18 års fødselsdag, ledte de efter andre af det halve folk og tog dem med til øen. Mark tog også med og fandt ud hvilke dyr folk var. Man ville ønske at de levede lykkeligt til deres dages ende. Men der var stadig mange buler på deres vej. For i et andet hjørne af verden, flammede en ny fjende op.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...