Naturvidner

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 mar. 2018
  • Opdateret: 9 mar. 2018
  • Status: Færdig
Hun ville stå og stirre længselsfuldt ind mod en mark.

0Likes
0Kommentarer
150Visninger

1. Naturvidner

 

Det eneste sminke pigen havde smurt i ansigtet, var en blågrøn plamage der dækkede hele hendes højre øje. Når hun forsøgte at blinke, kunne man ane anstrengelsestårer presse på hornhinden. Når tårer banede sig vej ned af hendes kind, landede den på hendes nedadvendte mund. Munden pegede ned mod den jord der knirkede under hende når hun gik. For hvert skridt hun tog knasede det rytmisk. Med samme smukke melodi, stak det i hendes venstre fod, fordi den ikke var beskyttet af en sko. Pigen mærkede blodet pible frem på storetåen. Hun forsøgte at skubbe den væk, men mærkede kun ømhed fra hullet. Rygsækken blev blot rettet på, og med hurtigere tempo gik hun sig hjemad. Den samme rejse hun oplevede hver dag.  

De mørkegrønne piletræer bød hende velkommen, og den kæmpeduftende mark på højre side kaldte på hende. Idet hun stoppede op, mærkede hun længslen efter at kaste sig ud i den. Havde man været skiltet der præsenterede byen, ville man se en ryg i spænding, og et hoved skarpt observerende mod drømmen. Pigen ville lade sig svøbe ind i glemslen, og forundringen over hvad der befandt sig derinde. Mens ansigtet lagde sig i nysgerrige folder, gik hun videre. Himlen skiftede humør, og grå skyer skulede efter hende.

Pigen kom hjem, men inden hun gik ind i huset, lagde hun sin taske på jorden. En efterårspræget busk dækkede hendes undervægtige krop, idet hun hastigt lynede lynlåsen op, og trak den mørkegrønne kjole op af tasken. Hendes øjne spejlede sig i den. Men kun fordi tårerne stadig var i øjnene, og fungerede som spejle. Hun smed den store skjorte, og trak bukserne ned om sig selv. Da kjolen lagde sig i perfekte folder omkring hendes krop, gik hun ind i huset. Kjolen blæste op og afslørede de blå mærker omkring hendes underliv, men hun hamrede den på plads igen. Så man pigen fra ryggen af, var hun som taget ud af et kunstværk. En udefinerbar hårfarve, i en blanding af rød, brun og sort hang i kruser over hendes skuldre. Hendes kridhvide hud stod i kontrast til den mørke kjole. Kontrasten gjorde hende lysere end solens stråler. 

Tomheden hilste på hende da hun trådte indenfor. Hun nænnede ikke at gå længere ind i huset, for hun vidste hvilke farer der lurede bag hvert eneste hjørne. Det fungerede som en labyrint, og de gange hun var mest frygtsom, ville hun se det som en leg. Hun vendte sig hurtigt om i døren, og sørgede for at smide hendes rygsæk ind i den samme busk, som hun gemte sig bag hver dag. Sad man på en sky og betragtede hende, ville man se en lille klat bevæge sig i lynets hastighed gennem den blottede skov.

Igen dukkede marken op. Fristede Eva til at smage æblet. Hendes krop sitrede af ubeslutsomhed, og hendes indsunkne øje bevægede sig febrilsk rundt i hovedet på hende. Fra toppen af et stykke korn, ville man se pigen vælte imod dem. Ens første instinkt ville måske være at parere med hænderne, idet hun ramte kornene med et svirp. Hun klynkede af smerte, idet hudafskrabninger tittede frem på hendes tynde arme. Det indre dyr var sluppet løs, og med de sidste kræfter spænede hun mod hjertet i marken. Her kastede hun sin spinkle krop mod jorden, og hev efter vejret. Set fra en fugls øjne, var en mørkegrøn skikkelse sunket sammen på midten af en gul mark. Håret var spredt i alle retninger, og hang i filtrede totter. Hun satte sig op, og mærkede ensomheden omslutte hende. Frustrationer ville her kunne løbe frit. Kun månen var et vidne. Sidst hun løb ud på marken, havde hun med voldsomme kræfter ladet hendes hænder fare over øjet og efterladt et blåt indsunkent øje. En anden gang havde regnen i øjebliksbilleder set hende skrige, fordi blod løb ned ad hendes ben. Det løb i natursmukke røde striber, og gled ned til hendes venstre sko. Idet hun trak trusserne af sig selv, gav hun sig selv til at kradse så meget dernede, at blodet løb fra såret i stedet for. Den her gang satte hun sig op med den saks, som hun havde haft i lommen. Uden at overveje det i så meget som et sekund, begyndte hun at hakke de filtrede totter af hendes hoved. Beslutsomt faldt lokkerne ned på markens bund, og forlod det ansigt, som det før havde indrammet. Havde man været kornet lige foran hende lignede det snart en dreng, der havde været i slåskamp. Hvis ikke det var for de mørklilla. De sårfyldte bryster. Et blodigt underliv og mørkegrøn kjole. Snart ville kjolen ikke dække kroppen længere, og idet hun smed den midt på marken, begav hun sig igen ud af marken. Langsomt og sikkert.

Kornstængerne sved mere den her gang, fordi kjolen ikke længere beskyttede ham, men hun ænsede næsten ikke smerten. Han var blottet for de jægere, der stadig var på jagt efter hende. Havde man været den pige, der havde stået på den anden side af marken, ville man have set en dreng i en piges krop. Fyldt med sårskorper og mishandlede plamager. Pigen og drengen gik hen til hinanden, og stirrede hinanden ind i øjnene. De havde samme øjenfarve, samme hårfarve og samme kropsform. Havde man været en far, der stod på meter og betragtede optrinnet. Ville man se drengen.

Hun ville stå og stirre længselsfuldt ind mod en mark.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...