Bob 13

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2018
  • Opdateret: 8 mar. 2018
  • Status: Igang
Mit bidrag til Oscars 2018 konkurrencen.

0Likes
0Kommentarer
72Visninger

1. Bob 13

Den mørkebrune labrador har indhyllet hele bilen i en stank. Selv sådan et forbistret kreatur kan vække følelser i Silas´ lille hjerte. Han sidder på bagsædet og aer den med sine små, fedtede fingre. Hans solbrune hud ser mærkelig ud til hans helt hvide hår. Sammen med Bob 13s mørke pels minder han mig om Yin&Yang eller en misfarvet Oreo. Vi har allerede haft Bob 13 alt for længe, men Silas vil ikke længere ud at rejse. I hvert fald ikke nogen længere ture, hvor vi skal flyve ud af landet. Kun små bilture, hvor Bob 13 kan komme med. Han har nok gennemskuet mig.

-Faar! Hvornår er vi der?, skråler han til mig fra bagsædet. Den skingre stemme, man ikke kan lukke ude.

-Vi er der, når vi er der!

-Jamen, hvor lang tid er der til det?

-Ca. 20 minutter hvis du absolut vil vide det!

Små børn er så krævende. Om lidt vil han sikkert også have en is. Eller en kat. Eller en hund mere. Eller en hest. Men han er min søn. Han har også mit hår, og når han bliver ældre, kommer han sikkert til at ligne mig endnu mere. Og med det i bevidstheden er det lettere at holde hans særheder ud.

 

 

Bob 13 er min. Det siger far. Men jeg skal også gå tur med ham og fylde hans madskål og vandskål op hver dag. Det er også mig, der bader ham, men det gør jeg ikke så tit. Mor hjælper nogle gange, når hun er der. Men hun er tit ude at rejse. Far vil ikke have noget med ham at gøre. Han siger, at Bob 13 ”stinker”. Jeg tror ikke, at det betyder noget godt, for far rynker altid på næsen, når han siger det. Og han har en plasticklemme på sin store næse. Jeg siger ikke til ham, at han har en stor næse, men det har han. Min næse er lille. Men jeg er også lille, det siger far selv.

Vi har kørt i så lang tid, og jeg er træt. Nogle gange vil jeg godt på ferie alligevel, men jeg ved, at jeg ville komme til at savne Bob 13. Det var noget andet med de andre. Dem var jeg ikke lige så glad for. Med dem ville jeg hellere på ferie. Og jeg var heller ikke klar over det. Men med Bob 13 er sommerhuset godt nok.

Far siger, at mor måske kommer hjem, mens vi er i sommerhus.

 

 

Det er godt, at vi snart er der. Så kan jeg få noget frisk luft og en smøg. Og komme væk fra hunden. Hvorfor virker det ikke længere? Hvorfor er det ikke mere så enkelt? Silas vil ikke længere lade mig tage Bob 13 med til dyrlægen. Tidligere kunne vi bare køre forbi dyrlægen og aflevere hunden, når vi skulle på ferie. Når vi så kom tilbage, kunne vi få en yngre udgave af Bob med, når jeg i skjul havde stukket dyrlægen et bundt sedler. Og da troede Silas på, at Bob havde så godt af at være hos dyrlægen, at han blev yngre. Men nu vil han ikke lade Bob komme i nærheden af en dyrlæge. Jeg ved ikke, hvad der er sket, men han har nok gennemskuet mig. Måske havde Tanja ret i, at børn er intuitive og nemt gennemskuer voksne. Men hun burde ikke have ret – hun er en kvinde. Og man kan ikke stole på kvinder, det har de bevist. Denne sandhed lærte jeg heldigvis rimeligt tidligt i livet, og jeg har sørget for, at Silas også ved det. Min mor glemte mig alle vegne, og det var altid far, der hentede mig – så kvinder kan ikke overdrages noget ansvar. Det var det samme med min søster. Hende kunne man heller ikke stole på. Da jeg var helt lille, troede jeg godt, at man kunne stole på hende, men så lovede hun mig, at hun altid ville være her til at beskytte mig. Hun gentog det endda, lige inden hun gav helt slip på livet. Men uanset hvor meget jeg græd og bad, så kom hun ikke tilbage. Hun havde forladt mig på trods af sit løfte. Derfor ved jeg nu, at man kun kan stole på mænd.

 

 

Far siger, at jeg ligner ham. Jeg ligner ikke mor. På et tidspunkt havde hun lyst hår, og da lignede jeg hende lidt. Men hun var ikke lyshåret ret længe. Far siger hele tiden, at jeg ikke ligner andre end ham. Han er bange for, at jeg ikke elsker ham. Han siger, at han er den eneste ”faste klippe” i mit liv. Jeg ved ikke, hvad det betyder. Men jeg tror, det betyder, at jeg skal være glad for ham. Jeg må ikke tro på det, mor siger. Hun ved ikke, hvad hun snakker om. Det siger far selv. Jeg må heller ikke lege med pigerne. Jeg skal spille fodbold sammen med de andre drenge. Det er også sjovt. Men nogle gange vil jeg gerne lave noget andet. Det forstår far ikke. Bob 13 forstår det. Det kan jeg se i hans øjne, når jeg fortæller ham det. Han forstår alting. Jeg savner nogle gange Bob 12. Han var næsten ligeså god som Bob 13, og han var der, da far skældte mig ud. Det gør far ikke længere. Nu er han sur uden at sige noget. Jeg ved aldrig, hvad jeg skal gøre, når han er i det humør. Jeg er bange for ham, og for hvad han kan finde på. Men han har aldrig gjort mig noget. Det siger han også selv hele tiden. Han beskytter mig mod omverdenen, for den vil mig ikke noget godt.

 

 

Da smaskelydene fra bagsædet, som Bob 13 lukker ud, bliver for meget, skruer jeg radioen op for fuldt drøn. Så retter jeg blikket stift mod vejen og tilbagelægger de sidste kilometer uden at sige eller gøre mere. Først da vi triller ind på ejendommen, skruer jeg nok ned til, at jeg kan høre, at Silas siger noget.

-Far!, skråler han med forvrænget stemme.

-Jaer!, svarer jeg med samme forvrængede stemme.

-Vi glemte Bob 13s hundesnor! Kan vi ikke køre hjem efter den?

-Hvad tror du selv? Det tager en time at køre hver vej!

-Jamen hvad nu, hvis Bob 13 løber væk?

Ja, hvad så? Hvis Bob 13 helt tilfældigt ”løber væk”, mens Silas sover? Hvis døren står på klem, og der er spildt godbidder hele vejen ind til mit værelse? Hvis Bob 13 kommer ind på mit værelse, kan man da ikke fortænke mig i at køre ham til dyrlægen, vel? Jeg kan da ikke tolerere, at hele mit soveværelse kommer til at stinke og være dækket af klamme hår, vel?

-Selvfølgelig løber Bob 13 ikke væk. Han kan ikke leve uden dig, siger jeg og tilføjer i tankerne: ”Bogstaveligt talt”.

-Er du sikker?

-Vi kan da også binde ham med et reb, hvis det er, siger jeg velvidende, at Silas' dyrevenlige sind slet ikke kan bære tanken.

-Nej, det ville gøre ondt på ham, siger Silas eftertænksomt.

 

 

Jeg glemte hundesnoren til Bob 13. Det var dumt af mig. Jeg håber ikke, at han løber væk, når jeg går tur med ham. Løber hunde sådan bare væk? Det har far aldrig sagt noget om, og jeg tør ikke spørge ham. Han bliver sikkert sur. Og så sætter han sig med de sorte puder over ørerne, som gør, at han ikke hører, når jeg snakker til ham, og kigger ned i den firkantede plade, der lyser og gør hans ansigt så blegt. Han sidder nogle gange sådan i flere timer. Så savner jeg ham og vil meget hellere råbes af. Så ved jeg da i hvert fald, at han har set mig.

Vi går ind i sommerhuset, og jeg bærer min taske ind på mit værelse. Jeg henter også Bob 13s kurv og mad. Far sætter sine tasker ind på det store værelse og tager så sin større firkantede lysende ting frem, som har en plade med en masse bogstaver. Jeg tør ikke spørge, hvad det er, for far synes, at jeg spørger for meget. Han siger, at han bliver helt ør i hovedet. Men jeg tør heller ikke spørge, hvad det betyder. Så jeg kigger bare på. Når jeg spørger, hvad han laver på den, svarer han altid: ”Arbejde”. Han arbejder meget. Han er flittig. Han siger, at det er for at jeg kan have det godt og ikke skal mangle noget. Når jeg fylder 8, må jeg også få sådan en lille, firkantet, lysende plade, som far har. Jeg ved ikke, hvad man bruger den til, men far siger, at den nok skal underholde mig.

 

 

Jeg er nødt til at svare på nogle arbejdsrelaterede mails. De kommer i tide og utide og skal besvares hurtigt. Efter noget tid tænder jeg tv'et, så Silas har noget at lave, når han ikke mere har lyst til at lege med Bob 13. Lidt ansvar må man tage for ungens underholdning. Han sætter sig helt op foran skærmen med armen om Bob 13, som ville der ske noget forfærdeligt, hvis han gav slip. Jeg ringer efter pizza og sodavand, mens jeg sidder i sofaen med computeren. Silas ser tv. En voksenstørrelse plejer at række fint til os begge – han er jo så lille. Det er nok det eneste gode ved kvinder. De kan lave mad til én. Og tilfredsstille alle éns andre behov – men de skal ikke give udtryk for deres holdning. De skal helst ikke have en holdning. Bedst af alt ville det være, hvis de slet ikke sagde noget.

Vi spiser i stilhed, for vi har ikke noget at snakke om. Børn har ikke noget interessant at sige. Og hvis man begynder at sige noget, så stiller de en masse spørgsmål. Det er nemmere at holde kæft. Så holdes deres endeløse ordstrøm på et minimum. Jeg putter Silas og må tale ham fra at sove sammen med Bob 13. Bob 13 er nødt til at sove i sin kurv, forklarer jeg ham. Jeg fortæller ham, at Bob 13 ellers vil tisse ud over hele sengen – og det har han vel ikke lyst til at tørre op? Det lykkes endelig, og så slukker jeg lyset og lukker døren på klem. Da jeg hører Silas' tunge åndedrag blive regelmæssige og forvandle sig til en snorken, ”taber” jeg godbidderne og sætter mig ind på værelset og venter.

 

 

Bob 13 er væk. Jeg ved ikke, hvor han er, men både kurven og sommerhuset er tomt. Jeg har været det hele igennem. Far sover. Så jeg har også kigget på hans værelse, men Bob 13 er væk. Han er heller ikke udenfor. Jeg har kigget gennem vinduerne ud i haven, men jeg kan ikke se ham nogen steder. Jeg hører far røre på sig, så jeg banker på ind til ham. Han kan ikke lide, at man bare går ind.

-Kom ind.

-Far! Far! Har du set Bob 13?

-Nej, ligger han ikke inde ved dig?

-Nej, han er væk. Vi er nødt til at gå ud at lede efter ham.

-Han er sikkert bare gået en morgentur.

-Gør hunde det?

-Aner det ikke. Men han kommer sikkert tilbage, når vi har spist morgenmad!

-Jeg er ikke sulten.

-Selvfølgelig er du det! Du kan gå ud og lede efter ham bagefter.

-Okay, siger jeg. Man skal ikke sige far imod om morgenen. Man skal faktisk overhovedet ikke sige far imod.

Far siger ikke noget, mens vi spiser. Det gør han aldrig. Han sidder bare og kigger ud i luften. Jeg gør mig umage for ikke at skramle for meget med skeen. Da far er færdig, hopper jeg ned fra stolen, bærer tallerkenen over i vasken og tager overtøj på.

-Hvor tror du, du skal hen?, spørger far.

-Ud at finde Bob 13!

-Så bliver jeg nødt til at gå med; du er ikke gammel nok til at gå alene!

-Du går med! udbryder jeg overrasket og kommer til at smile. Det er så dejligt at gå tur med far. Det gider han ikke særlig tit. Måske får jeg også lov at holde ham i hånden?

 

 

Jeg er nødt til at følge med og holde øje, mens Silas går rundt og leder efter Bob 13. Jeg ved jo godt, at vi ikke finder ham, men Silas er ufatteligt langsom til at indse, at det er meningsløst at lede videre. Først da vi nærmer os frokost, får jeg ham overtalt til at gå med hjem for at spise.

-Jeg savner Bob 13, siger Silas, mens irriterende store tårer triller ned ad hans kind. Sådan en tudeprins, der flæber over ingenting. Drenge græder ikke – og slet ikke min søn.

-Hold op med at græde. Vi finder nok ud af noget. Vi kan sætte nogle plakater op, hvis det er?

-Men hvad nu, hvis vi aldrig finder Bob 13?

-Så må vi leve uden. Tør øjnene, for mor 25 kommer allerede i eftermiddag. Hun kommer lidt tidligere end aftalt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...