Historien om Redhawk

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 8 mar. 2018
  • Opdateret: 20 mar. 2018
  • Status: Igang
I det magiske land Redhawk, hvis historie er glemt og smidt væk, bliver Charles M. Redwood den eneste arving til tronen efter at hele hans familie er myrdet. Han bliver smidt ind i den autoritære rolle midt i en krig, der har stået på i 11 år. Men denne historie handler ikke om Charles. Den handler om hans folk, om slægter og loyalitet. For hvem ved sandheden? Og hvem er det der lyver? Og hvem vil dog støtte en konge der efter rygterne har dræbt sin egen familie for at få magt?

2Likes
1Kommentarer
325Visninger
AA

3. Kapitel 1: En kongelig begravelse

Kapitel 1: En kongelig begravelse

 

“Ah! Hr. Hawthorne - dejligt at se Dem og deres familie - Ja, I skal op foran.”

“Edward Addams! Hvad i alverden laver de dog her?”

“Dette bliver faldet for Redwood-styret, det kan jeg godt sige dig.”

“Charmerende ung mand han er, ham Charles.”

“Charmerende? Jeg hører at det er ham der har dræbt sin egen familie for at komme til magten - det er der intet charmerende over.”

“Det er tydeligvis en af Oikan-slægten der har dræbt kongen - det var dem der startede krigen!”

 

Det var en kold Maj måned i året 1163 da kongen af Redhawk skulle begraves. De inviterede gæster var selvfølgelig klædt i sort, alt andet ville have været ubehøvlet og direkte at gøre nar af den kongelige familie. Katherine Evans, som var inviteret på grund af hendes tætte forhold til kronprinsen Charles, bevægede sig op mod midten af det hellige tempel hvor liget af den afdøde konge lå på en forhøjning af poleret marmor. De fleste gæster var allerede på deres pladser, og ceremonien ville snart begynde. Præsten ville velsigne dem alle i Gudens navn, sige en bøn på det Gamle Sprog inden han ville sende kongen videre til efterlivet. Det skulle bare overstås for Katherines vedkommende. Dette var bare endnu et punkt på dagsordenen der kun forhindrede hende i at lave vigtigere ting.

          Katherine stillede sig ved kronprinsens side, dette var ikke taktisk klogt, men det var Charles der havde ønsket det. At hun stod ved hans side til begravelsen. Katherine var ikke en offentlig person som Charles var det, så det fik bestemt folk til at vende deres hoveder efter hende. Hun var jo ikke familie, eller en nær ven, af den afdøde. Det var dristigt, men Charles havde tydeligvis en plan med dette træk. Katherine foldede hænderne foran sig og bed sig i kinden mens hun prøvede at ignorere de blikke folk sendte hende.

          Inden længe var ceremonien gået i gang og præsten gik rundt og sagde en masse ord på det Gamle Sprog, som ikke mange folk forstod. Hvis nogen overhovedet gjorde. Præsten vidste sikkert ikke engang selv hvad han sagde. Katherine gjorde i hvert fald ikke.

          Katherine mærkede at der hvilede et blik på hende. Det var anderledes, da det blev. De andre blikke der hurtigt faldt på hende var der kun et øjeblik inden ejermanden ikke turde se i længere tid. Men denne modige person, hvem end det var, ville ikke lade sit blik vige. Det fik Katherine til at se op og møde de blikke der faldt på hende, de mennesker der sandsynligvis antog hende for at være en skøge - hvilken anden forklaring kunne der ellers være på hendes plads ved kronprinsen? Men alle blikkene fra de ældre herrer og fruer veg så snart hun så i deres retning. Det var først da hun sænkede sig blik på familien der stod på den anden side af den afdøde konges krop. Det var den yngste af dem, en pige, hun kunne knap nok se over kroppen mellem dem, så lille var hun. Katherine ville gætte på at hun måtte være omkring de 5-6 år. Det gyldne blik veg ikke, og Katherine kunne ikke andet end at se tilbage på pigen. Det mørke hår i to fletninger, de ravgyldne øjne, den blege hud. Pigen var ikke mindre end et perfekt billede af det ideelle barn af Redwood-slægten. Kun de mest rene familier havde så smukke børn. Katherine havde ikke engang dette perfekte udseende. Hendes hår var for lyst. Godt nok, var det stadig mørkebrunt, men det var ikke mørkt nok. Det var måske derfor folk kiggede så mærkeligt på hende - måske var der derfor at pigen kiggede så intenst på hende.

          Pigens blik vandrede endelig væk fra Katherine, så Katherine kunne ned i gulvet igen. Hun ville ikke tabe til et lille barn. Den pige skulle ikke få det indtryk at Katherine var bange for hende. For det var hun ikke, det var jo blot en lille sølle pige. Men Katherine måtte dog indrømme at det intense blik havde gjort hende ret ubehagelig til mode. Irriterende lille pige.

 

Efter ceremonien i templet, gik de fleste gæster hjem. De kom alle op forbi kronprins Charles for at kondolere, men Katherine havde på fornemmelsen at ikke mange af dem rent faktisk mente det. Hun selv stod i baggrunden og ventede til at den sidste gæst havde været forbi Charles, før hun selv gik hen til ham.

          “Hvad skulle dét lige gøre godt for?” sagde hun hidsigt til ham og stillede sig tæt nok på ham, til at hun ikke skulle tale så højt at nogen ville kunne overhøre dem.

          “Hvilket?” Han så ikke engang på hende.

          “Ja, hvad tror du selv? Hvorfor i alverden skulle jeg dog stå ved siden af dig? Kunne du ikke se hvordan de kiggede på mig?”

          “Det har da aldrig været et problem for dig før.” Han sagde det med en kølig stemme og så endelig på Katherine. Hun ville have givet ham en lussing, hvis ikke det var fordi der stadig var folk der kunne se dem.

          “Jeg ved ikke hvad du hentyder til.” Hun vidste godt hvad han hentydede til, men hun ville ikke give ham ret i det. Han gav hende et bedrevidende smil inden han svarede hende:

          “Så det var et kæmpe problem for dig da unge Grev Hastings kiggede på dig i sidste uge da du tog i teateret? Og Hr. Barlow? Og du havde det rigtig ubehageligt da den unge Hr. Hawthorne så i din retning sidste gang han var på besøg på Paladset?”

          Katherine var uden ord. Hun vidste godt nok at Charles holdte øje med hende, men hun havde ingen anelse om at han også holdte øje med alle omkring hende.

          “Ja, du skal ikke gå og tro at jeg er blind.” Der var en gnist i hans stemme, en snert af vrede.

          “Det har ikke noget med noget af det her at gøre. Det her var politisk. Du lusker med et eller andet.”

          Han så overvejende på hende inden han svarede - snerten af vrede fra før var så godt som forduftet.

          “Jeg vil gøre dig til min rådgiver så snart jeg bliver kronet. Du skulle jo have en offentlig debut før eller siden, jeg kan jo ikke bare vælge en person som ingen kender til.”

          “Du brugte din fars begravelse, til at gøre mig til et genkendt ansigt?”

          “Sådan kan man også sige det.”

          “Du er jo skrupskør.”

          “Det ved vi begge to at du ikke mener.”

Hun svarede ikke. Han havde jo ret, men hun ville ikke give ham den sejr over hende. Og for at være ærlig, så var det ret godt tænkt at placere hende op foran i templet til ceremonien. Nu vidste folk hvem hun var. Folk ville vide hvem hun var når han udpegede hende som hans rådgiver når han endelig er blevet konge. Hun var dog lidt gal på ham, for det var stadig dumdristigt gjort.

          “Lad os nu bare gå videre.” Sagde hun og gav sig. Han vandt i denne omgang, men næste gang ville hun ikke give sig. Ikke alle kampe er værd at kæmpe, og så slemt er situationen heller ikke. De gik videre i stilhed væk fra templet og mod Paladset, som man kunne se rage højt op over alle andre bygninger i Hovedstaden.

 

          “Hvad hvis nu jeg takker nej til positionen som rådgiver?”

Det var Katherine der brød stilheden mellem dem. Charles så på hende med et undrende udtryk.

          “Det kan du ikke,” Startede han med at sige. “Jeg befaler det, og så må jeg lige minde dig om at det er mig der huser dig. Hvis du ellers er parat til at flytte ud på gaden igen - hvilket jeg ved du ikke er, for du har ingen formue - så værsgo.

          Katherine kunne igen høre snerten af vrede i hans stemme, frustrationen over at hun ikke bare ville gøre som han sagde, men stillede spørgsmål til hans ordre. Hun nød at pirre ham på den her måde. Hun var nemlig ikke bange for ham, for hun kendte ham.

          “Jeg sætter da pris på at du nyder mit selskab, men det ville være rarere hvis du spurgte pænt i stedet for at true mig for en gangs skyld.” Han slog blikket væk fra hende og ned på sine sko i stedet for. Det fik hende til at smile svagt.

          “Selvfølgelig skal jeg nok tage imod stillingen.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...