Rend mig (ned)

Jeg kan næsten se lygterne.

2Likes
2Kommentarer
153Visninger

1. Oneshot

Der er så mørkt udenfor at jeg ikke behøver rulle gardinerne ned for at kunne sove. Jeg spiser mine havregryn i morgenmørket for at spare på strømmen. Men det er okay. Jeg har ikke brug for at kunne se dem alligevel. Jeg kan ikke se noget alligevel.

Mørket har ramt mig som et lyntog midt imellem to stationer. Jeg er midt imellem to stationer. Ramt af et lyntog. Der er noget galt med mine ben. Og mine arme. Jeg kan ikke røre mig ud af flækken. Så jeg bliver liggende, på skinnerne. Kvæstet. Med intet andet at lave, end at tænke over hvornår jeg bliver rendt ned næste gang. Og hvor mange gange jeg kan holde til det. Det ved jeg ikke. Men jeg har en fornemmelse af at det snart er slut. Det håber jeg. Jeg forestiller mig at kunne se lyset. De kraftige forlygter, der raser imod mig, med en hensynsløs fart. Mit blod bobler. Jeg tillader mig selv at føle mig levende en sidste gang. Kun fordi det hele alligevel er slut om lidt.

Mine øjne åbnes med et ryk. Jeg hoster forskrækket, hiver mit hoved op af havregrynene og spytter mælk ud på gulvtæppet. Klokken er allerede fem over mødetid, så jeg rejser mig ikke op, jeg kan ligeså godt lade være. Bliver bare siddende. Et fucking fatamorgana, var alt det var. Jeg er nødt til at holde op. Stoppe med at se lys for enden af tunnelen og fantasere om altnedpløjende togvogne.

Men jeg kan ikke. Der er så mørkt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...