HJEMME I ET FREMMED LAND

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2018
  • Opdateret: 6 mar. 2018
  • Status: Igang
Historien er anstødelig og indeholder meget voldelige billeder.

Dette er en beskrivelse af, dengang jeg var fredsaktivist i Palæstina, der er besat af Israel, og hvor der halvvejs var krigstilstande. Samtidig handler historien om, hvordan det er at komme hjem igen, hvor alt er, som det plejer, mens man selv er langt borte og ikke til at finde igen.

3Likes
6Kommentarer
466Visninger
AA

6. INGEN MÅGER OG TERNER


Efter fire-fem dage tog jeg fra min bedstefar og videre til Limfjorden og gik langs stranden to dage i træk. Lyng og nåletræer duftede omkring mig, og ryggen af bølgerne, som skyllede ind mod kysten, var lyseblå. Der var næsten ingen måger og terner, for der var ingen fisk eller skaldyr i fjorden, fordi der havde været iltsvind de forgående år. Når det blæste kraftigt, kunne jeg mærke, at vinden bar sandkorn med, som stak på mine hænder og arme. Jeg satte ild til noget tørret søgræs, som tidevandet havde bragt op på land, og det duftede krydret, imens det brændte, og da jeg gik derfra lod jeg for første gang mærke til lyden af muslingeskaller, der knasede under hælene af mine støvler.

 

Jeg var flere andre steder i Jylland, og til sidst tog jeg toget hjem mod København, men stod af på Midtsjælland sent om aftenen, hvor der var et stort skovområde, hvor jeg gik rundt hele natten til ud på morgenen. Jeg holdt mig fra stierne for ikke at møde nogen, og om morgenen vågnede jeg, da råbukkene begyndte at gø, og jeg så, hvordan tågen over søen langsomt steg op og legede tag fat med sig selv, indtil solen kom op over træerne, og disen steg op og forsvandt. Karperne lå i søens overflade og solede sig med rygfinnen over vandet, og selvom jeg fodrede og fiskede længe, fangede jeg ikke andet end skaller. To isfugle havde bygget rede her og med deres blå og okkerrøde fjer og deres store næb, lignede de små klovne i farverige dragter. De røde egern piskede op og ned ad træernes stammer og sagde klikke-lyde, imens de legede. Når vinden slog ned over skovsøen, løftedes åkandebladene op, og de blafrede i vinden, som hænder der vinkede.

Imens jeg gik rundt i skoven om eftermiddagen og stadig holdt mig fra stierne ligesom om natten, tænkte jeg, at alle mennesker er ensomme i en eller anden grad, og at døden kan ramme os når som helst. Men jeg kunne ikke svare på, om det er bedst at vide det eller ikke at vide det? Men jeg vidste, at når man først havde set sin ensomhed og livets skrøbelighed, kunne man ikke skrue tiden tilbage og glemme det igen, og det var måske slet ikke så trist og sørgeligt, som det lød.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...