Rubinrød-trilogien Fanfiction (arbejdstitel)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2018
  • Opdateret: 5 mar. 2018
  • Status: Igang
I min version af serien har jeg ændret lidt på noget af faktaen for at få det til at hænge mere sammen.
Gwendolyn og Gideon er nu (vigtige) bipersoner.
I stedet er hovedpersonen Gideon og Raphaels (opdigtede) lillesøster, Isabelle de Villiers.
En dag bliver hun svimmel og før hun ved af det, befinder hun sig i det 20. århundrede! Det burde ikke være muligt for en kvindelig de Villiers, men det er det for Isabelle. Ikke længe efter bliver hun introduceret for den flotte og charmerende genbærer William Ashmore, der er i familie med Gwendolyn!
Der er noget specielt omkring de to i forhold til de andre genbærere, det ved alle, men hvad er det mon?




0Likes
0Kommentarer
102Visninger
AA

2. Kapitel 2

Min kind brænder. Når jeg lukker øjnene, mærker jeg stadig hans hånd ae min kind. Min hånd husker stadig hans håndtryk, der føltes som et beroligende kærtegn. Jeg hører stadig hans stemme sige mit navn. Det har aldrig lydt så sexet før.

”Vi er her nu” hører jeg Gideon sige. Jeg åbner øjnene og træder af motorcyklen, Gideon hentede mig på. Jeg hader faktisk at køre på den. Den gør mig sårbar. Hvis jeg kommer i nærkontakt med en bil, så er jeg godt klar over, hvem der vinder. Derfor plejer jeg at lukke øjnene, når jeg kører på den, for så glemmer jeg, hvor jeg befinder mig. Men det var nødvendigt i dag og nok også meget godt, for få sekunder efter vi er trådt indenfor, begynder regnen at styrte ned. Wow. Den store hall fylder mig med… ærefrygt? Ja, det må være det bedste ord at beskrive følelsen i min krop med. Den smukke, mægtige lysekrone i midten af loftet giver mig gåsehud.
”Mr. Marley” hilser Gideon kort på den splejsede, rødhårede mand, der står foran os.
”Vær hilset, Mr. Gideon. Jeg antager, at De er Mr. de Villiers niece, miss Isabelle?” siger han, det sidste henvendt til mig. Snakker alle så gammeldags herinde? Det håber jeg virkelig ikke, for det er jeg enormt dårlig til.
”Ja, det er mig” siger jeg.

”Velkommen til Greven af Saint Germains Loge” siger han stolt.

”Øh… tak?” siger jeg. Gutten foran mig virker lidt for stolt over at arbejde her.

”Raphael, helt ærligt!” griner Gwendolyn oppe fra trappen og dasker til min yngste storebror. De er ikke kærester, eller noget- Gwenny er i et forhold med Gideon, og Raphael med Lesley, som er Gwennys bedste veninde.

”Izzy!” udbryder Gwendolyn og begiver sig ned mod mig, da hun får øje på mig. Jeg har lyst til at kalde tilbage, men jeg ved ikke, om det overhovedet er tilladt for mig. Måske er det forstyrrende? Ej, fuck det.

”Hej, Gwenny!” siger jeg i samme høje tone som hende. Da hun når ned til mig, trækker hun mig ind til et kram.

”Jeg har savnet dig” siger hun.

”Så er vi to” smiler jeg. Vi har været veninder siden første gang, vi blev introduceret hinanden for omkring fem måneder siden, men vi har faktisk gået på samme college i over et år. Ud over i skolen ser vi ikke så meget til hinanden, som vi gerne ville, for ud over lektier og- for hendes vedkommende- kærestetid, så er der også lige dét med, at hun, ligesom Gideon, har tidsrejsegenet. Tidsrejsegenet er noget, der er blevet nedarvet fra generation til generation i de samme slægte- de kvindelige tidsrejsende fra slægten Montrose, og de mandelige fra slægten de Villiers. Ud over den basisviden ved jeg stort set intet- det er tophemmeligt.

”Mr. Gideon og miss Gwendolyn, det er på tide for jer at elapsere” siger en lille, bred, nytilkommet mand. Elapsere? Jeg noterer mig, at jeg skal huske at spørge om, hvad det betyder.

”Vi kommer om to sekunder, Mr. George” siger Gideon.
”Åh, goddag, kære. De må være miss Isabelle de Villiers” siger han henvendt til mig, der først har givet slip på Gwendolyn nu.

”Det er korrekt” smiler jeg til manden, der… rødmer han? Ej, hvor er han nuttet. Ham kan jeg allerede godt lide.

”Velkommen til”.

”Mange tak” smiler jeg igen. Jeg er ved at fnise, da jeg får samme reaktion fra ham som før.

”Miss Isabelle de Villiers, Deres onkel venter Dem i Dragesalen” siger endnu en ny mand. Hvor mange skal jeg lige møde? Desuden: hvorfor taler alle så fornemt til mig? Det er uvant og jeg bryder mig ikke om det. Dog beslutter jeg mig for ikke at kommentere det- jeg skal jo alligevel kun være her en enkelt dag.

”Hvad vil han?” spørger jeg.

”Det kan jeg desværre ikke fortælle Dem. Desuden er miss Gwendolyn og Mr. Gideon velkomne til at udskyde deres elapsering og akkompagnere Dem”. Stop med at snakke til mig, som om jeg er kongelig, fremmede mand.

”Hvad med mig?” spørger Raphael. Han har ligesom mig ikke arvet genet og hvis jeg har forstået det rigtigt, så nægter det ham samtidigt retten til at gå derind. Men den regel burde også gælde for mig og se nu, hvem der er på vej til at bryde dem.

”Desværre, Mr. Raphael, men invitationen gælder ikke Dem”.

”Det gør vi gerne. Alt for at slippe for at sidde i et kælderrum i halvtredserne” bryder Gwendolyn ind.

”Du plejer da ikke at syntes, det er så slemt” modsiger Gideon hende med et indforstået smil og en ikke særlig disket hentydning, der giver mig kvalme.

”Hallo? Lillesøster til stede” siger jeg til ham og peger på mig selv. Hvis der er noget på min liste over samtaleemner, jeg virkelig ikke vil snakke om, så er det mine brødres sexliv. Jeg vil undgå det for næsten alt i verden.

”Hallo? Loge medlem, der skal eskortere jer til Dragesalen, til stede” efterligner den nyest tilkomne mand, der midlertidigt er uden navn, siden han endnu ikke har været så sød at diske op med hans navn.

”Ja, ja, Mr. Whitman, vi kommer nu” siger Gwendolyn irriteret og tager mig under armen. På vej mod Dragesalen udpeger hun alle rummene, hun kender og især ét rum forklarer hun godt om.
”Det er dér, Madame Rossini klæder os på til rejsen. Der er alverdens kjoler, parykker og makeup derinde. Vi må gå derind bagefter” siger hun. ”Hvad kan det i øvrigt være, Falk vil snakke med dig om?”.

”Jeg har ingen anelse, men jeg begynder at blive lidt bange. Hvad hvis han bare vil minde mig om reglerne foran alle, så jeg husker dem?”. Åh, nej. Det kunne det faktisk godt være. Det ville ligne min onkel godt at gøre det sådan.

”Det håber jeg ikke” siger hun efter et stykke tid. ”Det ville være tarveligt og en ret så dårlig måde at byde dig velkommen på”. Byde mig velkommen?

”Jeg skal jo kun være her i dag. Indtil stormen er ovre”.

”Når først du er inde, er du inde, Isabelle” siger hun og lyder underligt nok en lille smule trist. Men fair nok: for et halvt år siden blev hele hendes liv vendt på hovedet.

”Hvis jeg var ligesom dig og Gideon, ville jeg nok ikke have noget imod det. Nu jeg tænker over det, tror jeg heller ikke, mine historiekarakterer ville” funderer jeg og Gwendolyn griner.

”Er de så dårlige?” spørger hun.

”Jeg dumpede næsten sidst” siger jeg så lavt, jeg kan, så Gideon ikke hører det.

”Det var ikke så smart. Det snakker vi lige om, når vi kommer hjem, ikke?” foreslår han. Selvfølgelig hørte han det. Gideon har siden sin attenårs fødselsdag været Raphaels og min værge. Vores mor flyttede til Frankrig med sin nye mand for ni år siden og hun tog Raphael og mig med sig, da vi ikke var gamle nok til at sige fra. Vi blev der kun, til Gideon var gammel nok til at blive godkendt som værge, for vi brød os egentlig ikke om at være der. Raphael viste det lidt tydeligere end mig: han blev bortvist fra samtlige skoler i vores område.

 

”Så er vi her: Dragesalen” siger Gwendolyn med påtaget skræk.

”Hold lige op” siger jeg og i samme øjeblik rammer den samme svimmelhed, som også var der tidligere på gaden, mig igen. Behøver det seriøst at være lige nu? Hvor typisk. Vildt dårlig timing.

”Goddag, Isabelle. Dejligt at se dig igen” smiler min onkel.

”Goddag, onkel Falk” siger jeg og fokuserer samtidig på den lille rynke mellem hans øjenbryn. Jeg er nødt til at koncentrere mig om at holde balancen, jeg nægter simpelthen at falde foran alle de her mennesker. Hvorfor forsvinder svimmelheden ikke? Det gjorde den tidligere.

”Er du okay, kære?” spørger ham, jeg husker som Mr. George, mig, da han kommer ind af døren efter mig.

”Ja, j… jeg har det fint” siger jeg og undgår næsten helt at stamme. Hvad er det, der sker med mig? Onkel Falks panderynke blender ud i hans ansigt, alting er sløret.

”Izzy. Hvad er der galt?” spørger Gwendolyn.
”Ingenti…” når jeg at sige, før hele rummet snurrer rundt og jeg bliver opslugt.

 

 

Tak, fordi I er nået helt til kapitel to ;) Igen er I meget velkomne til at kommentere, hvis I har spørgsmål eller forslag

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...