Rubinrød-trilogien Fanfiction (arbejdstitel)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2018
  • Opdateret: 5 mar. 2018
  • Status: Igang
I min version af serien har jeg ændret lidt på noget af faktaen for at få det til at hænge mere sammen.
Gwendolyn og Gideon er nu (vigtige) bipersoner.
I stedet er hovedpersonen Gideon og Raphaels (opdigtede) lillesøster, Isabelle de Villiers.
En dag bliver hun svimmel og før hun ved af det, befinder hun sig i det 20. århundrede! Det burde ikke være muligt for en kvindelig de Villiers, men det er det for Isabelle. Ikke længe efter bliver hun introduceret for den flotte og charmerende genbærer William Ashmore, der er i familie med Gwendolyn!
Der er noget specielt omkring de to i forhold til de andre genbærere, det ved alle, men hvad er det mon?




0Likes
0Kommentarer
103Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg er på vej hjem fra biblioteket, hvor jeg er frivillig, da det sker første gang. Svimmelheden rammer mig ud af den blå luft. Jeg griber ud efter den første den bedste lygtepæl, jeg kan få fat på for at genvinde balancen, men inden jeg overhovedet har grebet om den, forsvinder svimmelheden igen som dug for solen. Mærkeligt, tænker jeg. Jeg har da haft det helt fint hele dagen.

Jeg bestemmer mig for ikke at tænke videre over det. Det varede under tredive sekunder, så det var sikkert ikke noget.

Lige i det øjeblik ringer min telefon. Jeg tager den op ad min armygrønne vinterjakke og sukker, da jeg ser, hvem der ringer.

”Gideon, hej” siger jeg i telefonen.

”Hvor er du?” spørger min ældste storebror. Hvorfor lyder han så bekymret? Er der sket noget?

”Øh, jeg er bare på vej hjem. Hvorfor?”.

”Hvor er du?”.
”Jeg er næsten ved kineseren” siger jeg med rynkede bryn. Jeg vil virkelig gerne vide, hvorfor han er sådan. Han lyder næsten… bange? Men Gideon er aldrig bange. Påstår han. Ikke at jeg nogensinde har troet ham, altså.

”Gå derhen og vent. Jeg er på vej”.

”Hvorfor, Gideon?” spørger jeg næsten irriteret.

”Det trækker op til storm og du skal ikke være ude alene”. Storm? Hvilken storm? Jeg ser op mod himlen og jeg har lyst til at slå mig selv i hovedet for ikke at have bemærket det. På himlen har de mørke, næsten sorte, skyer trukket sig sammen og intet sollys trænger igennem.

”Hvis du kommer og henter mig, kan jeg jo lige så godt gå videre. Ellers kommer jeg til at være udenfor endnu længere, ikke?” siger jeg.

”Der er ikke nogen i lejligheden, Isabelle. Vi er alle sammen hos Vogterne” forklarer han utålmodigt. Vent lige lidt. Kredsen?

”Ja, Kredsen” sukker han. Ups. Sagde jeg det højt?

”Jeg har kun været der én gang. Jeg tror ikke, de kan lide mig. Hvilket jeg faktisk overhovedet ikke forstår, fordi jeg er den høfligste af os alle tre. Og den sødeste. Og…” siger jeg, før Gideon afbryder mig.

”Hallo? Fokus. Det er ikke, fordi de ikke kan lide dig. Kredsen har bare en regel om ikke at lukke små børn ind, fordi de forstyrrer. Og hvorfor mon?” driller han og jeg rødmer.

”Det er altså ikke på grund af mig, Gideon” surmuler jeg.

”Så siger vi det” siger han og jeg kan høre, han smiler.

”Vi ses om lidt” siger han og lægger på.
”Shit” bander jeg, da jeg ved et uheld spænder ben for en mand, da jeg skal til at passere vejen. Han falder, og for at gøre det hele endnu værre og langt pinligere, snubler jeg over mine egne fødder og lander oven på ham så lang, jeg er. I det mindste var det på fortovet og ikke på vejen, opmuntrer positive mig. Du kunne også bare lade være med at vise alle dine to venstrefødder, foreslår negative mig. Desværre er jeg enig med det sidste udsagn.

”Undskyld. Det er jeg virkelig, virkelig ked af” siger jeg, mens jeg rejser mig og holder en hjælpende hånd ned mod ham. I stedet for at benytte den til at komme op at stå igen, som alle andre mennesker ville have gjort, giver han mig hånden.

”Hej. Mit navn er William” smiler han, og Gud. Af alle mennesker på hele denne her vej, jeg kunne have spændt ben for, så vælger jeg selvfølgelig den flotteste og mest charmerende fyr, jeg nogensinde har set. Hvilket faktisk bare gør det hele endnu værre, for nu er jeg ikke engang i stand til at undskylde. Han har gjort mig stum.

”Er du okay?” spørger han og rejser sig fra jorden. Hans smukke, isblå øjne skinner, og jeg tænker ved mig selv, hvordan det overhovedet er muligt uden solskinnet. Og hans hår: det indeholder alle nuancer af brun, jeg kan komme i tanke om, lige fra tæt på blondt til næsten sort.

”Øh, ja. Undskyld. Jeg hedder Isabelle” siger jeg rødmende. Hvorfor rødmer jeg nu? Jeg har aldrig rødmet, mens jeg har snakket med en fyr, før. ”Jeg er virkelig ked af, at jeg…”.

”Tacklede mig?” spørger han med et smil.

”Ja. Tacklede dig” siger jeg. Hvor er det pinligt, altså.

”Det er jeg egentlig ikke” siger han så.

”Hvad? Hvorfor?” spørger jeg.

”For så havde jeg jo aldrig mødt dig” siger han. Det er sødt af ham at sige sådan, men jeg tror hellere, han ville have kommet igennem dagen uden at falde.

”Til vi ses igen, Isabelle” siger han og hans fingre aer blidt min kind, før han uden et ord mere forsvinder videre ned af gaden og efterlader mig åndeløs.

 

 

Det var så første kapitel :) Jeg er godt klar over, at jeg ikke er professionel forfatter (kan man være det?), men jeg øver mig. Derfor må I meget gerne kommentere, hvis I har nogle spørgsmål til kapitlet eller forslag til, hvad der skal ske i de næste :)

Og tak, fordi I læste med.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...