Benjis Bænk

Eventyret handler om en ung forældreløs dreng, der en dag bliver opsøgt af en mægtig Troldmand, der ønsker at tage ham som sin lærling.
Dette er historien om Benji, og hvordan han valgte sin egen fremtid.

2Likes
2Kommentarer
76Visninger
AA

1. 1. del

 

1. Del   Der var en gang, for ikke helt så længe siden en  ung mand, og måske var den unge mand ikke  helt en mand alligevel. Måske var han bare en  dreng der gerne ville være en del af de voksnes  verden. Denne dreng, Benji, som han nu hed,  var ved første øjekast som alle andre drenge på  hans alder. Men tog man nu et nærmere kig på ham, ja så var han slet ikke helt så almindelig  alligevel. Han lignede ved første øjekast en  hver anden dreng på en søndag morgen. Han  var bleg, og skravlet, og bar han altid en blå  hue, med en lille hvid kvast på. Gyldent hår strittede ud under huen, i filtrede totter. Trods  sit skravlede udseende var han sund og rask,  og havde aldrig i sit liv været syg. Selv ikke efter  kolde morgener tilbragt på sin bænk. Benjis  bænk kaldte manden fra pølsevognen den.  Benjis bænk. For han ville altid komme gående  tidligt om morgenen, når solen brød horisonten,  der ville han sætte sig på bænken, og se ud  mod søen. Når solen nåede trækronerne ville  han rejse sig og gå sin vej. Og ingen ville se  mere til ham. Men han ville altid være der igen  dagen efter. Indtil en dag, hvor han pludselig  ikke var der mere.  Der var ingen der kendte til Benji, andet end  hans navn, hans blå hue, og hans faste besøg  på bænken nede ved søen. Af og til havde han  købt en hotdog, hos pølsemanden. 

 

 

”Benji” havde han sagt, da pølsemanden havde  spurgt hvad en sød lille knægt som han hed.  Derefter havde han lyst op i et kæmpe smil,  takket for maden og gået ned til bænken igen,  hvor han havde spist sin hotdog. Hvis du spurgte hotdogsælgeren ville han sværge på, at  knægtens smil havde fået istapperne på vognens  tag til at smelte. Men der var ingen der  kunne bekræfte den historie. Og det er da slet  heller ikke den historie vi er interesserede i, ej  heller er det den historie jeg vil fortælle. Nej  den historie jeg vil fortælle, er historien om hvordan en dreng blev til en mand.    Vores historie starter den dag, hvor han holdt  op med at besøge bænken. Men for at forstå  vores historie bliver vi nødt til at vende tilbage  til en dag, mange år forinden, hvor en kvinde, med rank ryg og gyldent hår kom gående, på  den selv samme sti vi allerede kender og satte  sig på den selvsamme bænk, som senere hen  skulle blive kendt under navnet Benjis bænk.  Her mødte hun er høj og flot mørkhåret  fremmed. Han var charmerende og veltalende.  En mand der kunne få en kvinde til at rødme med et enkelt blik. Han talte animeret og med  store armbevægelser og fortalte om eventyr  og den ægte kærlighed. Han bød hende op, og  inviterede hende på middag. Sammen forlod  de bænken. Herefter mødtes ofte ved bænken  nede ved søen. Altid kunne man høre latter og  kærlige ord flyde gennem luften. Indtil det en  dag hørte op. Den gyldenthårede kvinde havde  sat sig på bænken. Hun var knap så rank, som  hun før havde været, og tungere. Hun sad på  bænken, med hænderne hvilende beskyttende  over maven mens hun ventede. Men der kom  aldrig nogen. Solen gik ned, og hun sad der  stadig. Alene. I mørket. Regn begyndte at falde  blidt over jorden, og farvede hendes lyse jakke.  Til sidst rejste hun sig, og med tunge skridt  forsvandt hun den vej hun var kommet. Den  gyldne glød i hendes hår forsvundet sammen  med den mørkhårede. Herefter stod bænken  tom i mange måneder. Kulden trængte ind i  plankerne og frøs metalrammen de var skruet  fast på. Sne overtog regn, og bænken blev  hvid. Så en dag overvandt lyset mørket, og  sneen forsvandt, og den gyldenthårede kvinde  dukkede op igen. Fra den ene dag til den anden,  som var hun aldrig forsvundet. Med sig  havde hun en lille bylt, hvori man kunne se  små gyldne totter stritte udfra. Som tiden gik,  blev bylten større og større, indtil det slet ikke  var en bylt længere, men en lille dreng på små  usikre ben. En lille gyldenthåret spirrevip, med  en blå hue, kunne pølsemanden se, fra disken i  pølsevognen, og som den lille dreng blev større  var det som hans moder blev mindre. Hendes  øjne var trætte og matte, og når hun engang  i mellem gik op for at købe en hotdog til den  lille dreng kunne han se hvor tunge hendes  skuldre var, og hvordan hendes kinder blev  helt indsunkne i takt med at kiloene trillede  af hende. For hver gang han så hende, var det  som om de fine linjer omkring hendes øjne blev dybere, skuldrende blev tungere, randene  under øjnene blev mørkere og det gyldne hår  mistede al sin glød. En dag spurgte han om alt  var vel derhjemme. Hun svarede bare med et  træt smil, der ikke helt nåede øjnene at alt var  fint. Hvorefter hun vendte tilbage til bænken,  med sin kaffe og en hotdog til drengen.     

Det kom ikke som nogen overraskelse for pølsemanden  da den gyldenthårede  familie holdt op med at dukke op. Hvad der  overraskede ham var da den lille gyldenthårede  dreng dukkede op et år senere, alene, og med den samme blå hue på, som han altid havde  båret. Det havde været en kølig morgen i april  måned, før pølsemanden igen så han den lille  dreng. Helt mutters alene sad han nede på  bænken. Benene der ikke helt kunne nå jorden  svingede frem og tilbage mens han sad og rev  et brød i stykker, som han fodrede til nogle ænder der var tidligt på færde. Hans gyldne  hår glimtede i det orange lys han var badet i.  Små snøft blev båret med vinden op til hvor  pølsemanden kunne høre det. Benji havde  båret et rødt halstørklæde. Et tørklæde han var sikker på han havde set kvinden bære. Endnu  et snøft blev båret hans vej, og pølsemanden  havde været lige ved at gå ned til ham, da drengen  var hoppet ned ad og var gået sin vej.  Herefter var han, som sin mor før ham, blevet  en fast bruger af bænken. Hver morgen når  solen stod op. Indtil den dag hvor hans egen  historie endelig kunne begynde. Den sidste  dag han besøgte bænken havde været som en  hver anden dag, og da pølsemanden tog i mod  pengene der blev rakt over disken og bød ham  på en fortsat god dag, kunne han aldrig have  gættet, at dette ville blive den sidste gang han  så drengen.
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...