Fortvivlelser

Små korte fortællinger om kærlighed set fra en teenagers synsvinkel.

0Likes
0Kommentarer
431Visninger

3. Hej?

Hej?

Vinden rammer hans mørke hår, roder det til. Jeg smiler stort, jeg har savnet hans smil. Jeg begynder at gå hurtigere, et halvt år er gået. Han er flyttet til USA. Rettere sagt Texas, jeg savner ham. Han ved ikke, jeg er her. Jeg savner ham. Det er en overraskelse. Hans far og er bag ved mig. De sidste få måneder, før han tog afsted, blev vi gode venner. Næsten bedste venner. Han forlod mig og  øen. En afstand på en halv time er nu længere, meget længere. Nu er der mange timers tur, hvis man skal besøge hinanden. Vi snakker næsten ikke længere, men vores venskab er stærkt, meget stærkt. Vi begyndte at snakke i oktober, bare en smule. Jeg havde mødt ham før, men havde ingen idé. Først i januar begyndte vi at snakke meget. I februar inviterede han mig til en begivenhed, jeg blev glad. Hvornår han tog afsted, husker jeg ikke. Han lægger ikke mærke til mig, før jeg er helt henne ved ham. Han er overrasket, meget.

 

Han smiler. "Hvad laver du her?" han trækker mig ind i et kram. Det er alt for lang tid siden sidst. "Jeg besøger dig, når din søster nu ikke kan!" jeg fælder næsten en tåre, men den stopper i min øjenkrog. Jeg trækker mig ud af krammet, jeg kigger hen mod hans forældre, der kommer gående. Hans far har hans kamerataske om halsen. Han trækker hans egen kuffert. Hans mor trækker min og hendes egen. "Det lyder da hyggeligt," han lægger en arm om skulderen på mig, han er mere brun, end han var, før han tog afsted. "Billetten skulle jo ikke gå til spilde," hans mor smiler til mig, jeg gengælder smilet. 

"Det er min mor og far," en kvinde kommer hen til os. Han nævner hurtigt mit navn, og jeg siger hej. Vi går ned af gaden, jeg ved ikke hvor vi er på vej hen, men vi snakker om alt mellem himmel og jord. Hvordan det er i Danmark, hvor ensomt det er uden ham og alle de andre, der er taget afsted. Mit liv i den by, jeg altid har synes er så kedeligt. Jeg har levet der hele mit liv. Det var underligt at skulle afsted uden min mor og far, kun mig og hans forældre. Hans søster og jeg, vi blev hurtigt venner, hun overtog hans plads på holdet. Det var helt tomt, alt hans energi kunne hun ikke klare, men hun er sød. Det vidste jeg i forvejen, nogle af mine venner, var også hendes venner. De tog afsted på efterskole rundt om i landet, efterlod mig alene. Mutters alene på den skole, hvor jeg de sidste mange år, har haft det dårligt. Heldigvis er de væk, dem der gjorde det dårligt er væk nu, heldigvis. Efter 9'ende var slut tog de af sted.

 

Vi sætter os ind i en bil, jeg i midten mellem hans mor og ham. Han ofrede sig ikke. "Hvor langt væk bor i?" han retter øjnene mod mig, han trækker på skuldrene. "Ca. 30 minutter væk," siger han på den sjove måde, han altid har snakket. Jeg savner den i min hverdag. Hver tirsdag. Han slog op med sin kæreste, allerede inden han tog afsted. Han ville ikke det med langdistance forhold. Jeg tror, de havde fået det til at holde, især med ham han er noget for sig selv. Næste år kommer jeg til at se mere til ham, med skoler der ligger klods op af hinanden. Jeg glædede mig, håber bare, vi kommer til at snakke meget sammen på det tidspunkt. Hvorfor ødelægge, hvor godt man snakker sammen. Det bliver ikke sjovt for ham hver morgen, hvor han skal rejse 30 minutter for at komme i skole. Jeg har ikke prøvet det, men synes det er slemt nok, når jeg skal tage toget i 20 minutter. "Samler pulten støv?" spørger han hans far, jeg er ved at dø af grin. Jeg får en albue i siden, men jeg bliver bare ved med at grine. "Savner du det?" han smiler lidt og ryster på hovedet. "I hvert fald ikke de små børn," jeg griner. "Morten," hoster jeg, han griner og nikker. "Det var fandme sjovt, nu sætter jeg ham lige her ovre!!" griner jeg, han ryster på hovedet. Min ven, eller hvad hun nu er. Jeg bryder mig ikke om hende, hun ter sig alt for meget. Hun kaldte ham pæn, da hun så ham. Efter nogle dage, var vi igen sammen og vi snakkede. Da havde hun en anden mening.  "Han var ikke så pæn,  da man kom tæt på" personlighedsmæssigt en af de sjoveste personer jeg kender, og en af dem, jeg klinger bedst med. Jeg fortalte ham det på et tidspunkt, hans reaktion var mega god. Han grinte bare. Jeg var ved at dø af grin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...