Vision

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2018
  • Opdateret: 1 mar. 2018
  • Status: Igang
En rejse starter med et syn. Et syn, som fortæller en historie, men ingen ved, om det er sandhed, som bliver fortalt.

0Likes
0Kommentarer
157Visninger
AA

4. Kapitel 4

Vi står alle tre et sted ude på en kant. En kant med langt til bunden. I bunden er der vand. Ikke bare normalt blåt vand, men det er helt grønligt turkis agtigt.

"Wow!" Udslipper hurtigt fra min mund. Stemmer bag fra mig dukker frem. Mennesker begynder, at samle sig bag os. En enkel mand stiller sig op på en sten og pifter efter os. Vi vender os alle om uden, at sige et ord. 

"Vi er samlet nu. Alle os med kræfter og vi skal finde dem med bedst mulighed."

Han holder en pause. Som om han ikke ved hvad han skal sige.

"Der vil sikkert kun være få som vil overleve. De få som overlever har mulighed for at udrette noget større. Jeg håber i alle er klar, for i har ikke noget valg. En efter en bliver i bedt om at kommer over til kanten. Derefter springer i og finder ud af hvad der sker."

Alle er stille nu. Folk samler sig igen og begynder at tale sammen.

"Marcus Jensen, du bedes venligst om at komme til kanten."

En høj maskulin dreng går over til kanten. Uden at tøve springer han. Man kan ikke høre mere. Jeg vender mig om og ser Noah lige ind i øjnene. Den ældre mand er væk nu, men Noah, som derimod står helt tæt på mig.

"Du skal vide at jeg hjælper dig."

"Men hvordan?" Jeg forstår ikke hvordan ville han kunne hjælpe mig med at falde?

"Bare tro mig." Jeg forstår stadig ikke. Der forsvandt han igen. Jeg står her nu alene igen. De andre snakker om hvad der måske kommer til at ske.

"Lea Andersson, du bedes venligst om at komme til kanten."

Langsomt bevæger jeg mig fremad. Ale rundt om mig står og stirre dybt på mig. Som om jeg var et grusomt monster. Der er mange, men der mangler en. Noah mangler. En stemme i mit hovede starter med en mumlen, som hurtigt bliver til en rigtig stemme i mit hovede.

"Tro mig, jeg er her for dig."

Jeg har hørt det og begynder hurtigt at tage mig sammen til at springe. Præcist. Jeg er sprunget. Flyver igennem den kølige luft. Ned mod det grønlige turkise vand. Følelsen fra min drøm med rutsjebanen, følelsen af lys og glæde, følelsen af gråd og sorg og tilsidst ensomhed. En ny følelse er tilføjet kærlighed. Min nye kærlighed til Noah. En kærlighed som ingen ved om. Jeg ved nærmest ikke engang selv om den. Jeg er tæt på vandet og kan se Noah der nede. Måske enda for sidste gang. Jeg rammer vandet og med et går alt i sort.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...