Vision

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 mar. 2018
  • Opdateret: 1 mar. 2018
  • Status: Igang
En rejse starter med et syn. Et syn, som fortæller en historie, men ingen ved, om det er sandhed, som bliver fortalt.

0Likes
0Kommentarer
159Visninger
AA

2. Kapitel 2

Jeg sidder tilbage i min stol med en ny tegning liggende foran mig. På tegningen vises spejlrummet fra mit syn. Jeg står der foran spejlet med skyggen. Den ældre mand sidder ved klaveret som han jo gjorde. Der er ikke farver på som der var i mit syn men det var bare sort og hvidt med skygger og former. Jeg kigger tilbage og ser min mor stå med et vredt udtryk i dørkammen. 

"Har du nu gjort det igen?!" Spurgte hun vredt. Jeg ved at hun hader når jeg får disse syn.

"Ja. Undskyld men jeg blev nødt til det." Det var det eneste jeg kunne få frem for at sige. Hun snerrede hurtigt af mig og gik igen. Der fik i så grunden til at hun også var sur tidligere. Jeg tænker ikke meget over det, men kigger bare tilbage på tegningen. Når jeg tænker efter dette, så er det mest om hvorfor jeg ser disse syn. En bog ovre fra min kæmpe sorte bogreol faldt ned på gulvet med et bump. Jeg rejser mig op og går over for at samle den op. Det er en bog som jeg aldrig har set før. Titlen er "Myter du ikke kan forklare" en stor sort og rød bog. Med en mørkeblå bælte åbning af en slags. Jeg åbner den og bladre lidt igennem de gamle sider. Indtil jeg støder på en indholdsfortegnelse. Jeg skimter hurtigt alle kapitlerne og ser hurtigt syn side 254. Jeg bladre hurtigt hen til siden og begynder at læse.

Syn

Syn er ikke blot en ting. Det er en gave. En gave der både vil

kunne bringe godt og ondt. En gave som man måske først vil kunne forstå ved en hvis alder. Ikke mange besidder denne kraft, men de 

få der gør, de er meget specielle. Det er ikke muligt at få den, hvis du ikke er bestemt til at have den fra fødslen. Så det er derfor heller ikke muligt at skaffe sig af med den. 

Det er meget normalt at rejsen, som man befinder sig på starter med, at man få disse syn. Men det kan også være unormalt.

Mange har gået igennem denne rejse, men ingen har nået at gennemføre den. Ikke før rejsen sluttede uventet

 

Jeg klapper bogen stille sammen og lægger den op på reolen igen. Min nysgerrighed skriger på mere viden, men det kan den ikke rigtig få når der ikke står mere nyttigt information. Nysgerrigheden må vente. Jeg vender rundt på fødderne og ind af vinduet står en dreng og kigger på mig. Hurtigt løber han væk da jeg opdager ham. Vinduet står åbent, så jeg løber hurtigt over for at kigge efter ham. Intet sted er han at se. Jeg har ingen ide om hvilken retning han løb i. Jeg tænker ikke videre over det, så jeg stikker derfor hovedet indenfor igen. Tanker samt nysgerrighed fylder mit hoved. Det er ikke bare små simple tanker, men store tanker som rækker ud til endnu større. 

Ude i køkkenet står min mor og laver mad. Hun siger ikke meget, men mumler nogle ord som man ikke helt kan høre. Jeg vælger at sætte mig på stolen ved et opdækket spisebord af træ. Ingen lyd undslipper min mund. Intet blev sagt imellem os og de af tonede grå vægge. Min lillebror kom grædende ind. Mor står stadig med ryggen til uden at sige et ord til hverken ham eller mig. Istedet for at gå over til mor, kommer han så hen til mig. Jeg vælger hurtigt at trække ham ind i et knus og nusser ham lidt på ryggen. En lille hulken kommer fra ham imens han prøver at forklare mig hvad der er sket.

“Den sorte skygge tog dig!” Hulkede han stille, men alligevel lidt højt. Han havde drømt om mit syn kunne jeg så hurtigt regne ud.

“Så så, det var bare en drøm. Den kan ikke røre mig her.” Trøstede jeg.

“Er du sikker?” Spurgte han og kiggede mig lige i øjnende.

“Helt sikker.” Sagde jeg smilende og kyssede ham på panden. Efter det sagde han ikke meget mere. Vores mor satte den varme mad på bordet. Vi spiste alle i næsten stilhed. Fuglene kvidrede en smule udenfor det lille vindue ovre ved vasken. Ikke meget lys kom igennem, men der kom helt sikkert lyd. Andre udenfor vores hus mener, at vi er en god familie. I virkeligheden er det ikke sandt. Man kunne jo håbe det, men det vil nok ikke komme til at ske. I andres tilstedelse, lever vi bag en facade. En facade, som mener os godt, men uden andre er vi stille og lukket. Ikke et menneske i denne familie siger meget når vi er alene. Ingen er rigtig interreseret i at tale.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...