dage, nætter, drømme

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 5 mar. 2018
  • Opdateret: 8 mar. 2018
  • Status: Igang
stream of consciousness

1Likes
4Kommentarer
299Visninger
AA

8. dag 2

mildhed i kulden nu. stadig koldt, men noget gennemtrænger kulden. mærker en optimisme stige i takt med dette noget. ryger en smøg bag skolen. asfalt og himmel har samme farve. langs fortovet i rendestenen ligger rester af sne i store pytter. det ligner kolort. en pisrende med kolort i. cementfarvet kolort. mildheden gennemtrænger også lorteassociationen, ligesom den gennemtrænger mig. snart er de snottede vintermåneder forbi, det er dens glædelige budskab. snart springer verden ud i knopper, lys og levendehed. når jeg siger knopper, tænker jeg på hendes brystvorter. jeg har aldrig set dem, men jeg har let ved at forestille mig dem. måske er det i år jeg springer ud ligesom alt andet. måske er det i år jeg smider tæppet, kommer ud på den anden side af garderobeskabet. 

ham i røret. "skat, jeg har glemt, jeg har en matematikopgave, som skal afleveres. kan vi ses i morgen i stedet"
mig i røret. "jeg har planlagt noget i morgen, for du havde en aftale med en ven. det er som om, du ikke hører, hvad jeg siger"
ham i røret. "ja, skat, jeg ved det godt, men"
mig i røret. "det fint, vi ses bare lige pludselig". 
samtalen afbrudt fra min ende af røret.

jeg tænker på hvor træls det er at blive kaldt skat. min tidligere bofælle havde to kærester i den tid vi boede sammen. den første elskede hun , den næste kom hun over sin hjertesorg med. begge hed de skat. som om de var en og samme person, som om den sidste var bestemt til at afløse og forlænge den første. jeg kan ikke lide at blive kaldt skat. jeg kan ikke lide at blive brændt af. jeg kan ikke lide mig selv, når jeg, uærligt og for at redde mit illusoriske skin af ikkeeksisterende selvværd, siger: det fint, vi ses bare lige pludselig. det er ikke fint. det er ikke ok for mig bare at ses lige pludselig. det er ikke ok at lyve om sådan noget for at undgå sårbarhed.

og det er ikke ok af mig at holde på at blive taget alvorligt, når jeg selv er andetsteds i tanken. det er ikke ok af mig at ønske, han var en anden. det er ikke ok af mig at ønske, han var hende. 

det er i lort skønne blomster vokser. blomsterne hyldes, gødningen glemmes. lort er hverken godt at synke ned i eller ignorere vigtigheden af, underkende eksistensberettigelsen af. lort skal til, lort er noget man skal igennem. ikke bare en gang, men gang på gang på gang. det er sådan verden drejer rundt. det tror jeg jeg har en tendens til at glemme.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...