Violet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Da 17 årige Violet kommer i et skænderi med sin far, forlader hun hendes hjem for good. Nogle dage efter møder hun drengen Jonas, og hendes verden ser straks lysere ud. Jonas er bare en normal teenager ligesom Violet, men de har begge deres problemer at kæmpe med.

2Likes
5Kommentarer
201Visninger
AA

5. Hjem igen

Jeg træder op på det lille trappetrin af sten, som er lige uden for husets hvide, nymalede trædør. Jeg tager en dyb indånding, inden jeg begynder at rode efter mine nøgler i min venstre lomme på den sorte dunjakke. Min fars grå Peugeot holder ikke i indkørslen, så jeg vil gætte på, at han ikke er hjemme nu. Da jeg finder nøglen op af min lomme, sætter jeg den ind i det lille nøglehul. Jeg drejer den en omgang, og døren slår klik og går op. Gulvet knirker en smule, da jeg træder ind ad døren, for første gang siden jeg forsvandt. Egentlig har jeg aldrig lagt mærke til, at gulvet knirker her i huset. Duften af vanilje hænger stadig i luften, men det plejer den jo også. Det har den altid gjort. Selv da min mor levede, der var den her altid. Der er intet tegn på mennesker i huset, så jeg bevæger mig op ad den smalle trapper, hvor der heller ikke er nogen. Døren til mit værelse står også lukke, som den også gjorde for nogle dage siden. Enten har min far ikke været derinde. Ellers har han bare lukket døren igen. Egentlig er jeg ligeglad, om han har været derinde. Jeg har intet at skjule, og det har jeg aldrig haft.

 

Sengen står redt som den plejer. Væggene har stadig den blå farve, men der er en smule for køligt, fordi mit vindue stadig står åbent. Jeg går hen til mit skab og hiver en stor taske frem. En taske, hvor der kan være en del ting i. En masse tøj bliver bare kastet ned i. Jeg tænker ikke over, hvordan det ligger, men mere bare, om at komme hurtigt videre. Egentlig, så har jeg virkelig ikke lyst til at være her, men jeg bliver nødt til at få mine ting med mig.

 

Jeg vender mig om, og der ser jeg min far stå i døråbningen. Hvor længe har han stået der? I stedet for at sige bare et enkelt ord til ham, samler jeg min taske op fra sengen og går lige forbi ham.

”Violet lad nu være” siger han efter mig, men jeg stormer videre ned af trappen. Jonas står lige udenfor døren og venter på mig. Han bliver direkte overrasket, da han ser mig komme ud i den fart.

”kom!” siger jeg og han følger straks efter mig hen til taxaen, som også havde kørt os herhjem. Vi sætter os begge ind i et hastigt tempo, og taxachaufføren starter straks bilen op og begynder at køre ind mod byen. Markerne og engene er stadig det samme som de plejer, men de er ikke noget for mig mere som de var en gang.

Den gang de egentlig var noget, var da jeg var lille. Jeg kunne løbe rundt omkring og udforske naturen men det ville jeg ikke gøre nu. de tider er savnet, men jeg passer bare bedre ind i byen. Jonas sidder bare og kigger på mig. Jeg kan mærke hans blik. Inden jeg når at reagere, tager han min hånd. Det var måske ikke det jeg allermest havde lyst til, men jeg fjernede ikke min fra hans. Varmen fra hans hud, gør mig på en måde tyg, men jeg har ingen ide om, hvorfor han tager min hånd nu. jeg kender ham går dårligt nok, og han kender jo også dårligt nok mig, så det er vel en underlig følelse. Egentlig sidder jeg næsten og holder i hånden med en fremme, men jeg har intet imod det.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...