Violet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 feb. 2018
  • Opdateret: 14 jul. 2018
  • Status: Igang
Da 17 årige Violet kommer i et skænderi med sin far, forlader hun hendes hjem for good. Nogle dage efter møder hun drengen Jonas, og hendes verden ser straks lysere ud. Jonas er bare en normal teenager ligesom Violet, men de har begge deres problemer at kæmpe med.

2Likes
5Kommentarer
202Visninger
AA

4. Et kig tilbage

Jeg lægger mig ned på sengen, og der ligger jeg så bare og kigger op i loftet. Jeg gider ikke rigtig prøve på at sove, for jeg har alt for mange spørgsmål, som ikke bliver besvaret af det. Men det gør de jo nok ikke alligevel. Det virkede ikke, som om Jonas gad svare heller, så jeg vil ikke forsøge at spørger igen lige med det samme.

 

¤
¤
¤

 

Mine tanker er et helt andet sted, end hvor de burde være her til morgenmaden. Jeg nåede aldrig i skole den dag, men dagen er vist kommet nu. Det er 3 dage siden, jeg faldt, men jeg kan ikke rigtig mærke det mere.

 

"Violet?!" Kalder Jonas til mig "er du til stede?"

 

"Undskyld jeg faldt lige lidt hen igen". Jeg er afsindig træt her for tiden. Men jeg skal tilbage i skole alligevel, så jeg ikke får mere fravær, end jeg allerede har. Jeg skal også et smut forbi mit rigtige hjem, for at få noget af mit tøj, men min far skal ikke være der. Jeg har overhovedet ikke lyst til hverken at se ham eller tale med ham. Han skal egentlig bar lade mig helt være nu. Der er mange ting jeg ikke gider, men han er virkelig den værste af dem alle.

 

"Hvornår skal vi tage afsted?" Spørger han mig nu, hvor jeg rent faktisk høre det. "Altså det skal jo nok være snart, så vi kan nå det.

 

"Hvis du er færdig med at spise, så kan vi vel tage afsted nu?" Spørger jeg ham, men han kigger bare underligt på mig.

 

"Hvis du ikke havde faldet hen i dine tanker igen, så havde du nok lagt mærke til, at jeg har været færdig i de sidste 12 minutter." Siger han og begynder at grine samtidig. Jeg kigger hen på hans tallerken og så ned på min. Han havde spist alt op, imens jeg bare havde nippet en smule til maden. Jeg var jo ikke specielt sulten, så jeg spiser ikke rigtig så meget. Måske det kommer.

 

"Jamen så lad os da gå." Siger jeg og rejser mig op. Tallerkenen stiller jeg ud i køkkenet, hvor der stadig dufter af æg og bacon, som Jonas har stået og lavet til os begge. Jeg får en smule dårlig samvittighed, over at jeg ikke har spist noget af det, når han har stået og lavet det, men da jeg sagde det til ham, rystede han bare på hovedet og sagde, at det skulle jeg ikke have over det. Jonas er en af de personer, der nyder at stå at lave mad. Han virker ikke som sådan en person, men det er han. Og så er der jo mig, jeg gider ikke stå at lave mad, men jeg gør det alligevel. Jeg har altid hellere villet lave en masse andre ting, end lige at stå og lave mad. Det var ellers en af de ting jeg elskede at gøre sammen med min mor, men da hun døde, så mistede jeg interessen for det.

 

Vi stod altid i køkkenet og fjollede rundt med diverse deje og andre ting. Hvis vi bagte, havde vi begge mel både i håret og på tøjet. Det var altid en fest, når vi lavede mad eller noget andet i køkkenet, og vi hjulpes også altid med at rydde op efter det hele. Min far var også med en gang imellem, men det var ikke særlig tit, da han jo havde en masse papirarbejde, der skulle ordnes. Min mor var maler, så hun var hjemme meget af tiden. Jeg hjalp hende også en smule, og hun viste mig altid en hel masse teknikker. Jeg kunne komme hjem og straks finde hende ude på engen i solskinsvejret. Der kunne hun stå og drømme sig til en masse ting. Hun kunne stå der og lytte til det brusende vand genne åerne, dufte græsset og de små margueritter, som var overalt blandt græsstråene, og hun kunne se på alle dyrene, der gik forbi hende hver eneste dag. Selvom hun stod der, blev de ikke bange. Selvom hun stod der, løb de ikke væk. Hun kunne bare stå der med sine rolige og freds fyldte ånd. Hvem mon hun ville være idag. Ville hun være den samme, eller ville hun være hel anden person? Hun var der, men hun er her ikke. Jeg så hende hver eneste dag. Nu ser jeg hende aldrig. Hun er ikke i denne verden mere, men det er jeg. Uden hende vil jeg ikke, men jeg vil gøre det og tro på, at hun holder øje med mig et sted deroppe eller hvad man nu siger. Hun var den jeg stolede på, den jeg turde sige alt til, men hun er ikke helt væk, for hun har en plads i mit hjerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...