Dødens favn

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jul. 2018
  • Opdateret: 15 aug. 2018
  • Status: Færdig
Tilbage i 1700-tallet må en tilfældig kvinde nødt til at søge skjul ude i den dybe skov for overlevelse. En kamp, der kræver mentale og psykiske kræfter. For inden længe må hun stå til ansigt med hendes største frygt. Det er ikke sikkert at sige, om det bliver hendes redning eller død.

Men en ting er sikkert: Døden vil indhente hende.

3Likes
7Kommentarer
249Visninger

Author's note

PS jeg lavede novellen til en danskstil;)
AA

5. Dødens lille gnavende hjælper

”Vi er her nu skat,” siger han med tårer i øjnene, men hun svarer ikke sin far, som man kan forvente af hende, selvom hun godt ved, at det ikke er et spørgsmål, for det eneste hun kan tænke på, er det tårn, der står foran hende. Et højt tårn, hvor slyngplanterne kravler op af det, og med kun et enkelt vindue til omverden. Da det går op for ham, at hun ikke vil svare, vælger han at forsætte: ”Det her er vores nye hjem, og døden vil ikke kunne finde os her.” Hun bliver ved med at kigge op på det, der skal forestille at være deres nye hjem, og imens siger hun:” Måske skal det hele nok gå, hvis bare jeg har…” Inden hun når at afslutte sin sætning, skubber noget hende ned på jorden. Hun er hurtig på benene igen, for at se hvad der foregår. En af dødens små gnavede hjælpere eller en rotte som hendes far også kalder det, har kastet sig over hendes far. Vreden overtager hende, og hun spurter hen imod rotten uden at tænke. Hun tager fat om rottens beskidte krop med sine hænder og prøver at kvæle den, men den bider hende så hårdt, at hendes overlevelses instinkt tager over, og hun giver slip på den. Jamrende ser hun til, imens den løber tilbage til hendes far, som stadig ligger på jorden. Hun prøver at løbe hen til hendes kære far for at hjælpe ham, men hendes fødder vil ikke bevæge sig. Igen og igen prøver hun at bevæge dem og til sidst lykkedes det. Rotten løber, da hun kommer løbende hen til hendes far, for at se om han er uskadt, men der er kun et lig tilbage. Et koldt lig uden en sjæl.

Hun bliver bragt tilbage til virkeligheden, da hun mærker smerten fra rottens kløer mod sin hud. Et skrig undslipper fra hende, og hun stopper straks med det, da hun ikke vil tiltrække flere rotter. Tumlende kommer hun op at stå, mens hun ryster rotten af sig, men den giver ikke så let op. Den bider i hendes fødder, og hun mister balancen. Hun lander på jorden, og det hele svimler for hende. Kniven. Den eneste ting, som kan redde hende. Hun skal have fat i sin kniv. Hendes hånd bevæger sig straks ned i hendes lomme, men til en overraskelse finder hendes hånd ikke nogen kniv, og der kommer hun i tanke om, at den ligger oppe på træstammen. Den kolde jord og rottens skarpe tænder i hendes ryg, ignorerer hun, i stedet kravler hun hen til træstammen med sin ene hånd. ”Du kan godt,” tænker hun, da hun er kommet frem. Hun rækker ud efter kniven og får heldigvis fat i knivens skaft og ikke knivens morderiske blad. Rotten vælter igen ned på jorden, da hun rejser sig op. Det sidste hun ser i rottens øjne er intet andet end røde øjne, der lyser af myrderi. Hun gennemborer dens morderiske hjerte uden den mindste samvittighed.

Forsigtigt sætter hun sig ned på jorden uden at vække nogle af sine mange sår til livs. Mærket, som døden har skænket hende, er blevet større, og hun ved, at sit liv er ved vejs ende. Hun ser op på himlen, hvor mørket har taget plads, ligesom døden vil gøre det ved hende. Det går op for hende, at hun snart vil være sammen med sin far. Med den person hun holder mest af. ”Måske er det ikke så slemt at dø alligevel, når jeg kan give mit liv videre til en anden,” hvisker hun ud til natten, inden døden tager hende i sin favn. Døden tager hundredvis af liv som hendes i sin favn, men døden gør det kun, så nye liv kan begynde, selv på en efterårsaften.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...