The Real Neverland-OUAT

Jeg vil gerne undskylder for at denne Movella også ligger på ”The Wizarding World”

I kender garanteret godt historien om Peter Pan og Hook (Klo). Her er Hook og Pan stadig fjender. Og Hook vil gerne forlade Neverland, (Ønskeøen) men det kan han ikke, derfor sender han sin datter ud efter Pan. Hun skal vinde hans tillid, så hun kan lokke ham i en fælde, så tager Hook sig af resten.
___________________________________________
Jeg skriver denne Movella, en smule "Once Upon A Time"-Fanfiction-agtig, dog er Emma Swan og Henry Mills osv. ikke med...Jeg har fået idéen til en o.k vigtig del af historien fra et foto på Google. Så en LILLE (og jeg mener LILLE) del af min Fanfiction er ikke min egen idé. !HOPE YOU ENJOY!

1Likes
5Kommentarer
939Visninger
AA

9. Pan-Chapter nine

Pan-Chapter nine

Nu var silhuetten tæt på faklen. Det var en pige. Hun havde brunt hår samlet i en løs fletning, hun havde slidt tøj på og et ar ved siden af sit venstre øje.

"Nu spørger vi dig en gang til!" Sagde Felix. "Hvad laver du i Neverland?"

"Jeg skal tale med Pan." Sagde pigen. Hun havde en rar og varm stemme, men hun talte i en halv-hårdt tone.

Jeg trådte et skridt frem. Felix begyndte at snakke.

"Pan er lige-"

"Væk. Han er her ikke" afbrød jeg ham.

Felix så forbavset ud, men det lykkes ham at skjule det.

"Hvor er han så?"

"Hvem er du?" Spurgte jeg.

"Pearl. Men det besvare ikke mit spørgsmål!"

"Pan sagde ikke hvor han skulle hen, men hvorfor følger du ikke med os hen i vores ... Ehm ... Jeg mener hans lejr."

"Det må du ikke sige vi har sagt. Pan er ikke glad for at dele."

'Flot reddet, Felix'.

Hun nikkede og gik med. Da vi kom hen til lejren satte jeg mig ved bålet og tog min panfløjte frem. Så var det tid til 'afhøring'.

***

Pearl stod lænet op af et træ, hun kikkede utålmodigt rundt. Jeg vinkede hende hen til mig, og klappede så på træstammen. Hun satte sig.

"Er det noget om Pan?" spurgte hun.

Jeg rystede på hovedet. Hun sukkede.

"Hvordan er han?"Spurgte hun.

"Pan? Rar nok" sagde jeg.

"Tager han sig godt af jer?"

"Vi tager os af os selv." Sagde jeg og betragtede panfløjten i mine hænder.

Jeg overvejede om jeg skulle sige hvem jeg er, men hvorfor ikke trække den lidt?

"Hvad heder du?" Spurgte jeg.

Pearl kikkede undrende på mig.

"Det har jeg fortalt jer."

Jeg lo.

"Jeg mener dit fulde navn, dit efternavn?"

"Pearl" sagde hun.

Jeg så forbavset på hende.

"Sagde du dit efternavn?"

"Hvor lang tid har du kendt Pan?" Spurgte hun.

Jeg er Pan, så ville jeg lyve hvis jeg sagde at jeg havde kendt han hele mit liv?

"Siden ... Altid" sagde jeg.

"Præcis, og siger du hans fornavn?"

"Nej."

"Godt så, så kan jeg ikke se nogen grund til at du skal kende mit fornavn?"

Normalt ville jeg ikke have noget imod at lyve, men jeg havde det som om, Pearl kunne vide on jeg løj. Jeg ville ikke sige 'vi' jeg ville ikke sige 'jeg'. Men 'man'.

"Man kender Pan's fornavn, men kalder ham det ikke, af respekt. Vi har lige mødt dig, vi respekterer dig ikke, derfor siger vi dit fornavn." Sagde jeg bestemt men roligt.

"Du sagde 'man'?" Kommenterede hun.

"Undskyld mig!" Sagde jeg bittert.

"Du sagde ikke: 'vi kender Pan's fornavn'. Du sagde: 'man'."

Hvad, hvorfor kunne jeg ikke bare være ligeglad!

"Nå, det bemærkede jeg ikke." Sagde jeg. "Er det så vigtigt?"

Hvorfor sagde jeg det!

"Nej nej" sagde hun i samlede en pind op. Hun pillede barken af. "Men hvis du vil vide det, hedder jeg Amber?"

Jeg så hen på hende. Hun sad og kørte pinden lidt rundt i hænderne.

SKIFT

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...