Lad os hvile i luften

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2018
  • Opdateret: 25 feb. 2018
  • Status: Igang
Hvorfor det at være, når at være får dødelige konsekvenser for de, der bare er? Spencer Smith har kun været 21 i tre dage, da han og sin pistol beslutter sig for, at eksistensen for andre og ham selv ikke længere fortjenes.

// til oscar konkurrencen, mulighed 2

1Likes
3Kommentarer
275Visninger
AA

2. dengang han fløj

Balloner og rumraketter – alt der ville lette fra jorden en dag, sad fast i mit hjerte. Min far forstod det aldrig helt, men hvem ville også det? Jeg var fire år, da jeg sad i et fly for første gang. Stewardessen forsøgte håbløst at få mig til at forholde mig roligt, men jeg skreg og græd som aldrig før. Vi var landet, og jeg nægtede og næsten frygtede at se land igen. Det virkede forkert at tage op i luften for at komme ned igen.

Billedet i albummet var taget få minutter forinden. Det var første gang i lang tid de havde set mig smile. Skyerne i baggrunden matchede mit tandpastasmil, og jeg husker tydeligt overgangen fra lykke til bekymring i deres øjne, da hjulene atter trillede på asfalt igen. Det var ikke sjovt at være dem. Efter mit anfald, og flere forskrækkede blikke, tog mine forældre mig i hånden, og vi gik endelig ud til bagagen. Det undrede mig dengang, hvordan alle vores kufferter var nået frem samme tid som os.  Jeg var dum. Åndssvag.

På vej ud i den lånte bil, fik jeg et raserianfald. Manden, der gav os nøglerne, havde i mit hoved ikke givet os den rigtige bil. Det var først, da min far havde startet motoren, at det gik op for dem, at jeg ikke længere var sammen med dem. Jeg havde listet mig væk, for at skælde manden ud. Det endte ud i et slagsmål, og da mine forældre endelig havde fundet frem til mig, havde jeg blå mærker rundt om armen, og manden, der lånte biler ud, havde blod løbende fra sin næse forbi hans mundvige. Jeg blev sat i børnepleje på hotellet hele den ferie. Jeg så kun til mine forældre om aftenen. Man skulle ikke tro vi havde været i samme land da vi kom hjem. De bar rundt på den klareste karamelbrune hud, og jeg? Jeg lignede et lig, der netop var blevet gravet op.

 

Jeg bladrer videre i bogen, og får øje på endnu et billede af mig.

Jeg smilte stolt, som jeg viste hende frem. Min lillesøster. Jeg var lige fyldt 7, vidste knap hvad livet og døden gik ud på. Der gik ikke mere end en uge før en sjælden sygdom ramte hendes lunger, og tog livet af hende. Det var en tragedie, der bragte flere ofrer. Bl.a. mig. De forsøgte at lytte til mig, det gjorde de virkelig, men alt der snurrede rundt i hovedet på dem var Alicia. Jeg var en nitte. Jeg anede godt, at de havde ønsket sig en datter, og indtil hendes ankomst havde jeg blot været et plaster på såret. Nu kunne plasteret ikke holde på blodet længere, og jeg blev smidt ud. En dag gik jeg op på taget, for at se, om jeg kunne flyve væk fra det hele og dem. De havde vist ’Peter Pan’ i skolen, og jeg var overbevist om, at jeg var ligesom ham. Jeg talte til tre. En, to… der lød et panisk skrig fra naboen. Jeg så mig over skulderen. Det var Rita, en pige jeg gik i skole med. Hun var et år ældre end mig, et år klogere.

”Hvad er det helt præcis du laver?”, spurgte hun strengt, men med et snert af bekymring.

”Jeg er Peter Pan”, svarede jeg koldt. Hun gav sig til at le.

”Peter Pan? Du er i hvert fald ikke Peter Pan. Du er bare en dum dreng, der ikke kan forstå, at hvis du hopper ned, så dør du”, råbte hun hånende. Jeg forsøgte at ryste hende af mig, hun forstod jo ingenting. Jeg rettede armene ud, beredte mig på at lette.

”Hold op!”, skreg hun, og jeg vendte hurtigt hovedet om, for at se, at hun holdte sig for øjnene.

Det bragte mig et stille smil. Hun virkede bekymret for mig, og det ville jeg udnytte. Jeg lukkede øjnene i, og lod mig falde fra 5 meters højde. Jeg faldt til jorden med et smil. Og en blodtud, samt flere brækkede knogler. Det var dog det hele værd. Rita løb chokeret ind til mine forældre, og bankede på fire hurtige gange. Jeg husker ikke meget mere, men jeg har fået fortalt, at jeg blev kørt væk i en ambulance for fuld drøn. Da jeg vågnede op igen, var hun det første jeg så.

”Hvad tænkte du på?”, spurgte hun vredt, men blev hurtigt skubbet væk af lægerne. De ville høre hvordan jeg havde det. 

”Jeg fløj”, sagde jeg. Der var stille i et stykke tid, før de spurgte igen. Mit svar blev dog det samme. Der blev spurgt fire gange mere, før de fik lokket lidt mere ud af mig.

”Jeg fløj. Så har man det godt”, lægerne nikkede til hinanden, lidt forvirret, men accepterede mit svar. Troede jeg. Efter et par vågne timer, sendte de mig til psykolog. De regnede med, at jeg var i choktilstand. Det tog dog ikke længe før det kom frem, at det ikke var tilfældet. De havde derimod givet mig en diagnose. Rita var blevet længe i stuen og ventede på mig. Da jeg kom ind, fortalte jeg hende, at jeg havde fået en diagnose, og hun spurgte om hun måtte smage. Vi forstod os ikke på diagnoser. Og endnu mindre på dyssocial personlighedsstruktur. Det var egentlig okay, for vi havde hinanden i uvisheden. Men hun var den eneste jeg havde. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...