Jagten på Asgård

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2018
  • Opdateret: 7 mar. 2018
  • Status: Igang
Fandral er død, faldet for Hells hånd. Men for at være ærlig så passer døden ham ikke, heller ikke selv om Valhalla tilbyder alle former for luksus og fornøjelser. Mad, sprut og kvinder er ikke nok til at gøre ham lykkelig. Han keder sig grusomt og mangler noget at lave.
Så selv om han egentlig ikke har nogen grund til at træne og holde sine evner ved lige nu hvor Asgård er faldet under Ragnarok, så træner han alligevel og holder sig i form.
Men en dag kalder Odin ham til sig, Asgårds afsøde konge har brug for hans hjælp.
Kari Selvig er datter af Eric Selvig. Hun er 31 år gammel og ekspert i nordisk mytologi. Hun er også mester fægter og var agent for S.H.I.L.D dengang de stadig eksisterede. Hun er kommet hjem og har fundet he des fars hus tomt.
Hvor er hendes far ? Og kan hun store på den flotte fremmede der pludseligt dukker op og påstår at være en afdød kriger fra Asgård, selv om hun aldrig er stødt på hans navn i sin forskning.
Og hvem er det der er efter Kari og hvorfor ?

1Likes
0Kommentarer
216Visninger
AA

2. Livets gang som død

 3 uger senere

 *Fandral*

 Jeg åbner langsomt mine øjne og strækker mig da solens varme stråler rammer mig gennem vinduet. Og lige som alle de andre morgener er min første tanke, ‘så der er er sådan det føles at være død’. Jeg gaber og sætter mig op i den gigantiske seng. Den er lavet af det fineste egetræ og redt med den fineste blå silke. Ikke dårligt sted for ens evige søvn. 

 Værelset er større og smukkere end det jeg havde ipaladset hjemme i Asgård, så man kan vel argumentere at efterlivet i Valhalla ikke er så dårligt endda. Ikke materialistisk i hvert fald.

 “Du må ikke gå allerede Fandral”. Der lyder en varm, søvnig stemme fra min venstre side og en slank hånd glider over min brystkasse, da den kønne brunette, sætter sig op, og ligger hendes ben over mine. “Bliv lidt længere”.

 Hvad var det nu hun hed ? Hun er en af de piger der gør rent og servere mad her. Jeg er ikke rigtig sikker om hun er levende eller død.. måske de er lige som valkyrierne. Men det betyder vel I bund og grund ikke rigtig noget. De er bare en måde at fordrive tiden på.

 “Nu må du ikke få ejer fornæmmelser Oydis, han er ikke din alene”. Kommer det fra den lille slnke blondine på min højre side. Nå ja det var hendes navn, Oydis og blondinen hedder Toril. Hende den frække rødhårede der stadig sover hedder Maarit.

 Blondinen læner sig ind og hvisker forførrende i mit øre. “Men hun har ret Fandral, bliv her sammen med os bare lidt længere”.

 Jeg gør mig selv fri af dem og sender dem et smil da jeg hopper ud af sengen. “Jeg er ked af det mine frøkener, jeg har ting der skal gøres. Men bliv endeligt så længe i ønsker det”.

 De piver og surmuler mens jeg klæder mig på, men jeg ignorere det og sender dem et fingerkys før jeg forlader værelset. Da jeg går ned af den store gang ser jeg mig selv i et af de store spejle. Hvorfor gør jeg overhoved det her ? Sandheden er at jeg keder mig. At være død er.. død kedeligt. Jeg prøver at distrahere min hjerne, at slukke en tørst der brænder inden i mig. Men indtil videre uden held, intet ser ud til at virke og jeg begynder at frygte at det er sådan her evigheden vil føles.

 Da jeg træder in i den store sal, ser jeg straks Volstagg og Hogun og jeg skynder mig over til deres bord. I det mindste har jeg mine trofaste venner her. “God morgen de herre”.

 “Morgen ? Volstagg her er allerede igang med sin anden omgang morgenmad”. Sige Hogun og ser op fra sin bog. “Men jeg antager det blev sent før du fik noget søvn”.

 “Brunch Hogun, det hedder brunch”. Siger Volstagg og propper et stykke bacon i munden. “Så Fandral, var det blondinen, brunetten eller hende den lille frække rådhårededer holdt dig vågen den halve nat ?”

 I smider mig på en stol og vinker en af serverings pigerne over og beder hende om at bringe mig noget morgenmad. “Eller ? Hvad mener du med det Volstagg ? Var det meningen at jeg skulle vælge ?”

 Volstagg slår en bragende latter op og klapper mig på skulderen, mens Hogun blot ryster på hovedet og vender tilbage til sin bog.

 Serverings pigen kommer tilbage med min mad og jeg begynder at spise. Jeg er egentlig ikke sikker på at jeg fysisk behøver at spise, da jeg jo teknisk set er død. Men det er rart at gøre noget normalt. “Så hvad er jeres planer for idag ?”

 “Hmm frokost, så en eftermiddags snack, så er det tid til aftensmad og måske en gang aften kaffe med lidt hygge til”. Svare Volstagg, Hogun nøjes med at holde sin bog op.

 De virker til at være tilfredse med livet.. uh døden. Med at gøre det samme hver dag og jeg er begyndt at undre mig. Er det mig der er noget galt med ? “Savner i ikke at foretage jer noget ?”

 “Noget hvad ? At kneppe sig vej gennem tjeneste pigerne et halvt dusin af gangen ?” Spørger Hogun fra bag sin bog og Volstagg griner og klapper mig på skulderen igen.

 “Nej, jeg ved ikke.. bare noget. Tage up og udrette noget, kæmpe.. leve ?” Siger jeg og køre fustreret en hånd gennem håret.

 Volstagg ser på sin mad, så trækker han på skuldrene. “Næh egentlig ikke. Jeg mener vi er jo døde. Vi klarede os godt nok i livet til at ende her i Valhalla. Vi har gjort hvad vi skulle. Nu er det tid til at slappe af”.

 “Nå men jeg er nød til at foretage mig et eller andet.. vi ses senere”. Jeg rejser mig og efterlader halvdelen af min mad, velvidende at Volstagg nok skal tage sig af det. Jeg er nød til at foretage mig noget konstruktivt inden jeg bliver vanvittig. Døden er bare ikke mig, jeg er ikke tilfreds med at sidde og spise eller læse hele dagen, det er bare ikke mig.

 I det mindste har jeg stadig mit trofaste sværd Fimbuldraugr og jeg går ud og finder et roligt sted i en af haverne og træner i sværdkamp. Jeg prøver at holde mig skarp og i form. Ikke at jeg skal bruge det mere, men det giver mig noget at lave og det klarer min hjerne.

 Jeg presser mig selv, jeg vil være hurtigere og smidigere. Det føles godt at bevæge sig, at føle sværdets vægt i min hånd. Jeg er så optaget af mine bevægelser at jeg ikke høre manden før han rømmer sig bag mig. “Mester Fandral, Odin har bedt om deres tilstædeværelse”.

 “Okay, tak”. Svarer jeg og ser manden forsvinde lydløst igen. Hvad vil den gamle konge mig ? Jeg putter mit sværd væk og går ned imod Odins tronrum.

 Jeg har altid været loyal imod Asgård og imod tronen, i en grad hvor Thor plejede at mobbe mig med det og sige jeg skulle have været kaldet Fandral den loyale. Derefter begyndte Loke at kalde mig skødehunden Fandral. Mindet for mig til at himle med øjnene. Men for at være ærlig, jeg har oftenværet uenig med de valg Odin tog og han er ikke ligefrem min favorit person.

 “Fandral, lige den mand jeg gerne vil snakke med”. Odins stemme runger imod mig da jeg kommer in i tron rummet. “Kom her min ven, vi har ting at diskutere”.

 “Deres mæjestæt. Hvad er det de ønsker fra mig ?” Spørger jeg, og knæler foran tronen som det forventes. Det glæder mig at Odin ser ud til at være i et ualmindeligt godt humør idag.

 Han vinker mig op at stå. “Lad mig sige dig noget Fandral, efter Asgård er forsvundet er selv de døde blevet dovne. Bortset fra dig. Du har holdt din træning ved lige. Og det er grunden til at jeg har tilkaldt dig. Jeg har brug for din hjælp”.

 “Min hjælp ? Med hvad deres højhed, hvis jeg må spørger ?” Jeg kan ikke rigtig se hvad mine kampevner gør godt for her i Valhalla.

 Han nikker og smiler venligt, som om han kan læse mine tanker. “Jeg er måske nok død knægt, men jeg besidder stadig nogle kræfter. Som du jo ved blev Asgård ødelagt af Sutur og resten af vores folk rejste væk ombord på et rumskib med mine sønner i spidsen”.

 “Ja det ved jeg”. Jeg føler stadig et jag af smerte over at jeg ikke var istand til at forsvare mit hjemland bedre. “Hvad er det du vil have mig til herre ?”

 Han smiler til mig, han ved jeg altid er parat til at gøre hvad jeg end kan. “I har brug for at finde ud af hvor de er. Og den eneste der kan finde dem er Eric Selvig Thor’s ven fra Midgård. Så jeg har brug for at du rejser til Midgård og finder ham”.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...