Night Out

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 feb. 2018
  • Opdateret: 25 feb. 2018
  • Status: Igang
Ashley har fået knust sit hjerte. Kæresten har ikke alene været voldelig overfor hende, det er også anden gang, han er hende utro, og han har nægtet at ringe tilbage efter en mislykket housewarming, hvor hun spottede ham med en anden og i frustration kyssede hans roomie Dylan.
Men Ashley har luret, hvordan hun for alvor får sin kæreste til at føle sig lige så lille, som hun har gjort gennem deres forhold... for helt tilfældigt møder hun Dylan på en pub...

1Likes
2Kommentarer
440Visninger
AA

1. Alene

Lugten af røg og sved fandt hurtigt vej til hendes næsebor, som hun trådte ind på pubben, men hun lod sig ikke synderligt mærke af det; sanserne var skærpede, grundet blandingen af en kokainrus og alkohol, men hun var fyldt med en apatifølelse. En følelse af, at alting var lige meget. Alt var ligegyldigt. Og det var det sådan set også.

Det tog hende ikke lang tid, at finde et bord, som hun slog sig ned ved – henne ved baren, på en af barstolene. Pubben var ikke særlig stor; der var en bar med stole, og så var der et par enkelte, runde borde hist og pist med to-tre stole til hver, et billardspil, et dartspil, og en lille scene. 

”En Below Eastside med Kahlúa Especial, tak.” kvidrede hun til bartenderen, som hun satte sig ordentligt til rette.  

Hovedet sejlede, men det betød ikke noget. Faktisk fik det hende kun til at fnise lidt, som hun tippede hovedet fra side til side, og nød den tunge, skvulpende følelse, det gav. Hurtigt vendte apatien sig til en euforiserende lykkefølelse, der kun blev større, da hun modtog glasset med den gyldenbrune væske og isterninger, og tog sit første sip af drinken.

Det var fandeme rart at komme lidt ud.

De sidste tre dage, var blevet brugt i lejligheden, hvor hun neurotisk havde været plantet foran tv’et med sin telefon i hånden. Ventet.

Ventet, på et opkald, der aldrig kom.

Hvorfor havde idioten ikke ringet tilbage?

Det burde gøre hende vred, at han ikke ringede, men i stedet gjorde det hende bare mere ked af det. Fik hende til at føle sig mere magtesløs. Var han okay? 

Det mindste han kunne gøre, var kraftedeme at ringe.

Men nej; han ville hellere se hende falde dybere og dybere.

Hvilket hun absolut også havde gjort. De sidste tre dage, havde hun fyret den maks af med stoffer, alkohol, smertestillende… hvilket gav hende enormt meget fråder på, så hun endte med at spise meget mere, end hun kunne rumme i maven. Det endte som regel i en dårlig cocktail, så hun brugte det meste af tiden på at omfavne toiletkummen og kaste op.

Dog gentog hun hyppigt seancerne, igen og igen, uden at vide, hvad der reelt havde drevet hende ned i tilbagefaldsspiralen.

Hvorfor kunne han for helvede ikke bare fucking ringe?

Lade hende vide, han var okay? 

 

Hun sippede lidt til sin drink igen.

Kunne høre musikerne lave musiktjek, og inden længe begyndte musikken også at spille.

Det var højt, men ikke så højt, at det druknede hverken stemmerne fra folkene, der langsomt strømmede til pubben, eller tankerne i hendes hoved.

Tankerne kørte på højtryk. Et eller andet sted havde hun ønsket sig det her, i lang tid. Ønsket sig, at kunne let loose, som hun gjorde nu. Ønsket sig en grund til et tilbagefald. Ønsket sig en grund til at drikke, ryge, tage stoffer, sulte sig, skære sig… alle de ting, hun skulle forestille ikke at gøre mere. Men hun var en god pige. Kunne aldrig drømme om at gøre det mod Mike. Men nu var Mike væk, og ville ikke engang ringe og sige, at han var okay. Nu havde hun pludselig en lovlig undskyldning, til at lade sit liv køre af sporet igen, og det var præcis det, hun havde ladet ske. Det var så hårdt alting at være opmærksom, og kæmpe mod alle tankerne. Så hårdt at opføre sig ordentligt og være normal. Hun kunne jo for helvede godt lide det her liv. Hun elskede at stadse sig ud, gøre sig pæn. Elskede at bunde drink efter drink, øl efter øl. Elskede at tage shots. Elskede at ryge sine lunger sorte. Elskede at tage den ene bane efter den anden. Elskede følelsen af koldt barberblad mod huden.

Grunden til, at hun tænkte sådan, var nok primært, at hun var så doped up. Hun var ikke i stand til at vurdere konsekvenserne af dette valg; ikke i stand til at se skyggesiderne af sin livsførelse lige nu.

Det gik hende på, at hun så så godt ud, som hun gjorde til aften, for ingenting. Mike var der jo ikke. Og hun kunne ikke drømme om, at score en ny. Kunne ikke gøre det mod ham, selv om han fortjente det. Nok var hun ikke uskyldig… men hvis han bare havde holdt hovedet koldt, var de ikke blevet uvenner. Hvis han havde taget sig fucking sammen, havde han ikke været utro. Hvis han havde fucking åbnet sin kæft, var han ikke endt med den skide hjernerystelse. Det var ikke en undskyldning for at være utro, at være fuld. Præcis ligesom at være skæv ikke var en undskyldning for at slå. Han ændrede sig åbenbart aldrig.

Hvad værre var dog, at han hverken havde været fuld eller skæv, sidst han havde gjort hende fortræd. Han havde bare virkelig ønsket at såre hende. Hvordan kunne han gøre det, når hun elskede ham? Hvordan kunne han gøre det, når han foregav at elske hende?

Der var så meget kaos inde i hovedet… så fucking meget kaos. Hun kunne ikke holde sammen på hverken sig selv eller sine tanker. De sprang rundt, fra en tanke til en anden, uden nogen nævneværdig association til hinanden. Hele hendes hoved var bare ét stort virvar af kaos og forvirring. Det ar nok også derfor, hun søgte tryghed alle de forkerte steder.

Men det smukke ved det hele var jo, at stofferne, alkohollen, nikotinen, selvskaden… bedøvede hende. Gjorde hende ude af stand til at se faresignalerne, ude af stand til at se, at det ikke hjalp i det lange løb, for det hjalp lige her og nu… det var ligegyldigt, om hun døde eller ej, og tanken var både skræmmende og befriende.

Hun slog et blik på sin mobil.

Idioten havde stadigvæk ikke ringet… selvfølgelig havde han ikke det.

Til gengæld var der tonsvis af ubesvarede opkald og ulæste beskeder fra Amanda, hendes psykiater. Der var gået en uge, siden sidste konsultation. Hun havde ikke set Amanda siden housewarmingen for en uge siden. Hun havde bevidst ignoreret alle opkald, og nægtet at dukke op til sine samtaler – hvorfor skulle hun? Det var jo pisseligegyldigt i sidste ende.

Hun tog endnu et sip af sin drink, og trommede blidt med fingrene i bordpladen i takt til musikken. Uroen fra kokainen begyndte langsomt at sætte ind, samtidig med irritationen over den håbløse situation, hun var blevet placeret i.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...