Sorry To My Unknown Lover - L.T

Vi havde alt. Han var min store kærlighed, og alt jeg havde brug for. Indtil jeg ødelagde det hele, og blev skiftet ud.

Emily Edwards faldt pladask for den charmerende Louis, den første gang hun så ham. Desværre har hun det med at skubbe folk væk, og efter en lang pause, kommer hun tilbage til Louis - men han er vist allerede videre.

Inspiret af Halsey "Sorry" og personlige oplevelser

5Likes
4Kommentarer
291Visninger

3. 2.

"22. Januar 2017"

Klokken er kvart over 10. Bibloteket åbner 20 minutter over. Jeg fumler med at få min mobil op at lommen. Mine fingre har fået en mørk lyserød farve, og nogle af dem er næsten følesløse fra kulden. Jeg tog hjemmefra fast besluttet på, at kulden ikke ville være for voldsom, og jeg ville kunne klare mig uden vanter. Jeg tog meget fejl. Og nu står jeg her. Udenfor et biblotek i min malakitgrønne ruskindjakke, hvide sneakers og mit pæne, men dog overhovedet ikke varme, halstørklæde. Jeg bryder mig normalt ikke om at høre musik, når jeg er på biblioteket, men lige i dag gjorde jeg det, for at få tankerne på noget andet end den isnende kulde. 10:18. Bibliotekarerne begynder først at flytte bøger og stole væk fra døren nu. Det var åbenbart noget læseklubs-halløj i går, og ingen var blevet for at rydde op. Og nu går det udover mig, som skal stå herude helt alene i et par minutter mere. Bibliotekaren med det korte, lyse hår kigger nu på mig. Hun åbner den store glasdør. 

"Øhm, skal du herind?". Nej, jeg står bare her udenfor og fryser uden noget formål. 10:21.

​"Ja". Hendes smil bliver større og større og udvikler sig til et Colgate. Hun åbner døren mere, og giver tegn til, at jeg skal gå ind. Jeg går langsomt hen mod hende med et smil, og mumler en svagt "Tak", da hun lukker døren bag mig. Jeg bevæger mig langsomt ind i det store hvide rum med alle bogreolerne. Jeg lader hånden glide langs bøgerne, mens jeg langsomt bevæger mig rundt i lokalet. Jeg har ikke været på et bibliotek i lang tid. Det er helt mærkeligt at være her igen. Samtidig føles det også meget hjemligt. Duften af bøger, følelsen af en bog i hånden. Det er som at komme tilbage til et sted, hvor en masse minder er. 

Der står et bord med et stort stykke papir klistret på. "Nyheder!" står der. Jeg går derhen. Der ligger en masse kærlighedsromaner og et par enkelte science-fiction tegneserier. Jeg tager fat i en af romanerne. Omslaget er en meget mørk rød farve, og teksten står med en hvid skråskrift. Jeg læser bagpå. Det virker som en rigtig cliché kærlighedshistorie. Alligevel er der noget, som får mig, til at tage den med. 

Jeg står og læser bagpå min tredje kærlighedsroman, med stort set den samme handling som de to andre, da jeg hører fodtrin. Der er ikke noget mærkeligt ved lyden af disse fodtrin, men vi er på et bibliotek, så al form for lyd, lyder højt. Normalt er jeg heller ikke typen, der stirrer, men der er bare et eller andet, der får mig til at kigge op. Og så stopper verden pludselig. 

Det er som om, alt står stille, og det kun er mig og ham i lokalet, selvom jeg udemærket godt ved, at de fire bibliotekarer står og kigger på os med store øjne. Det her lyder som noget, jeg har læst bagpå en af de fire kærlighedsromaner, men uden overdrivelse, sværger jeg, at han lignede en engel. Han står i lyset, og hans mørkebrune krøller får et næsten orange skær. Han har de smukkeste blå øjne, jeg nogensinde har set. De har en lys havblå farve, og skinner som en masse små stjerner. Pludselig, går det op for mig, at vi har stået og stirret ind i hinandens øjne i et godt stykke tid nu. Jeg kan mærke, at mine kinder bliver varme og røde. Jeg får en følelse af forvirring og en smule panik, og kigger derfor ned. Jeg prøver at få min puls ned, og få mine kinder til at miste den røde farve. Jeg hører fodtrin igen. Denne gang, er jeg dog ikke i tvivl om, at han nu står helt tæt på mig.

"Hej". Han smiler, og to små smilehuller stritter frem. Jeg kan mærke at jeg bliver nervøs, og mit generte mig kommer frem. Jeg kigger ned på mine fødder og op igen. 

"Hejsa". Han smiler igen, og stikker hånden frem. 

"Jeg hedder Louis". Wow. Flot navn. Sådan virkelig.

"Emily" svarer jeg sødt. Han finder sin telefon frem, og begynder at skrive på den.

"Skal du noget i weekenden?".

"Det tror jeg ikke".

 

Og det var sådan det hele startede.

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...