Bag døren

| Min audition til 'Movellas Talent Show'.
Denne historie mangler et navn! Hjælp mig med at finde et! |

Edith er en ex-balletdanser, men nu direktør for et modeblad kaldet 'Good Girl'.
En aften banker nogen på hendes dør, mens hun venter på at sin fotograf kommer over med nogle billeder. Men hvad der møder hende på den anden side ikke bare skræmmer hende, det ændrer hende også.
Vil hun kunne håndtere denne forandring eller vil det ødelægge hende?

4Likes
11Kommentarer
249Visninger

1. ...

Denne historie mangler et navn! Hjælp mig med at finde et! Post din idé i en 
kommentar, efter du har læst historien, sammen med en sød kommentar eller 

konstruktiv kritik.

I Peneport var det altid koldt på den her tid af året. Det var vinter, men der lå ingen sne endnu. Det skulle dog nok komme, for var der en ting alle vidste om Peneport, så var det, at der altid kom sne om vinteren. Mørket havde sænket sig over byen, men den var stadigvæk fuld af liv og blinkende lys. Undtagen i det lille nabolag Norfolk altså.

Denne del af byen var nærmest landsbyagtig, for blandt alle de mange højhuse, så blev husene stille og roligt lavere og lavere, jo tættere man kom på Norfolk. Men det var ikke inde i hjertet at Edith Green boede, nej, hun boede lidt udenfor, hvor der stadigvæk var lidt højde på husene. Der havde hun fået sig en lejlighed, fordi det var billigere end i midtbyen.

Hun havde nok at gøre med at betale for sit modeblad, Good Girls’, hovedsæde inde i indre by. Eva var nemlig direktør for modebladets afdeling her i Peneport. Hun var hende der så bladet lige inden det blev udgivet, og lagde sidste krone på værket, så at sige.

Men her til aften sad Edith som altid indendørs. Hun var ikke den store festtype, men så alligevel sig selv ude af lejligheden oftere end hun brød sig om. Hun skulle jo ud og mænge sig, og ’indfange’ nye modeller til bladets mange sider.

Men denne aften var hun indendørs. Ikke tale om, at hun ville ud efter mørkets frembrud. Ikke efter alt det hun havde hørt om overfald i Peneports ellers fredelige kvarterer. Der var mange der var blevet overfaldet, så derfor holdt Edith sig helst indenfor, efter mørkets frembrud, når hun kunne slippe af sted med det.

Der blev talt om mærkelige væsner, i forbindelse med disse overfald, ikke om hun troede på den slags historier. Nej, vampyrer og den slags hørte til eventyr og overnaturlige historier. Det var ammestuesnak, og ikke virkelighed. Heller ikke selvom de fleste af ofrene havde været drænet for blod, så godt som. Det kunne jo også være almindelige mennesker der havde gjort det, som ville skaffe sig blod til det sorte marked.

Desuden var Edith en skeptiker. Hun troede ikke på noget, medmindre hun så det med sine egne, to, grå øjne. Elvere og kentaurer var lidt mere behageligt at tænke på, men dem troede hun altså heller ikke på. Nej, det var ulogisk og, for ikke at tale om, uhyggeligt at tænke på, at den slags væsner skulle være til.

Som hun sad i sin brune læderlænestol og ventede, så hun ud af vinduet. Selvom det for længst var blevet mørkt udenfor, så havde Delphine en deadline, og det billeder skulle afleveres i dag - hvorfor Edith sad og ventede på hende endnu.

Hun må da snart være her. Tænkte Edith. Klokken var over 11 om aftenen, og hun burde for længst være gået i seng, for hun havde en lang dag foran sig i morgen. Det var mærkeligt, for normalt var Delphine altid til tiden og overskred aldrig en deadline. Indtil nu altså. Det var meget mystisk, og Edith var begyndt at blive lidt urolig for sin fotograf, som hun yndede at kalde sig ven også. Det to kvinder var blevet tættere og tættere gennem de år de havde arbejdet sammen, og var vel blevet en slags venner.

Hun skulle til at ringe til fotografen, da det lød som om der var nogen ved hovedøren. En febrilsk hamren ramte hendes ører.

Derfor bevægede Edith sig ned i første etage i lejligheden, trak den beige cardigan tættere om sig og hen til sin hoveddør. Der var ingen opgang til lejlighederne. Eller jo der var en trappe, men fra den trappe kunne man gå direkte til alle i lejlighedernes hoveddøre.

De sorte stiletters hæle stoppede deres klikken under hende, da hun nåede hoveddøren. Hun satte kæde på, og åbnede døren den smule den ville. Hun så ud af døren, og så noget der fik hende til at tabe underkæben. For udenfor hendes dør stod en ung kvinde, som var smurt ind i blod fra top til tå. Hun genkendte ikke kvinden lige med det samme, for hun var også plaskvåd fra regnen udenfor, men efter lidt tid genkende Edith hende som Delphine, hendes fotograf.

”Delph!” gispede Edith. Hun skyndte sig at lukke døren, slå kæden fra og så åbne døren igen.

”Jeg tror jeg har dræbt nogen.” lød det forpustet fra Delphine, hvilket fik Edith til at spærre øjnene op. Hun åbnede og lukkede munden et par gange, som en fisk på land, men endte med at lukke den til sidst. Kvinden snøftede og græd foran hende, hvilket talte til det gode i Edith. Alligevel tog det hende yderligere fem minutter at fremtvinge tale fra sine stemmebånd. Ordene boblede langs hendes strubehoved, og blev til sidst til:

”Er du okay Delphine? Hvad skete der?”

Hun tog fat i Delphines røde tops nedre sømme, og hev kvinden indenfor, hvorefter hun lukkede døren bag dem begge. Hun trak kvinden med mod badeværelset. Hun lagde dårligt mærke til, at den cremefarvede cardigan også blev smurt ind i blod.

Da de nåede ind på badeværelset, tørrede hun sine, nu, blodige hænder af i de blå cowboybukser, og begyndte at rode i skabene. Delphine stod bare hvor hun var blevet efterladt, men sagde ikke noget som helst. Edith sukkede lettet, da hun fandt det håndklæde hun ledte efter, og vendte sig igen mod Delphines blodindsmurte skikkelse.

”Du er ikke såret, er du?” spurgte Edith med ansigtet i bekymrede folder, mens hun tændte for vandet i håndvasken, og ventede til det var blevet varmt.

”Nej, øh, det tror jeg ikke.” Delphine stod og pillede ved sine egne hænder med blikket i gulvet.

”Godt, så har vi ikke brug for en ambulance.” konstaterede Edith og tvang sin stemme til at forblive rolig, selvom det ikke var let, for helt ærligt, hvem kunne være rolig, når der stod en der var smurt ind i blod foran sig?

Delphine nikkede blot til Ediths ord, mens Edith lagde et håndklæde på toilettet. Så fandt hun en vaskeklud frem. Uden at tænke videre over det, så dyppede hun den i håndvasken, og gav sig til at rengøre sin ven og fotografs ansigt. Delphine så lidt befippet ud, så Edith stoppede hurtigt igen. Hun gik mod badeværelsesdøren med ordene:

”Tag et bad. Jeg finder noget tøj til dig, som ikke er smurt ind i blod.”

Derefter lukkede Edith døren bag sig, og gik ind for at skifte cardiganen og sine jeans ud, fordi der var blod på dem. Og hun følte sig ærligt ikke komfortabel med andres blod på sig. Især fordi Delphine ikke engang så ud til at vide, hvis blod det var. Det fik Edith til at vende tilbage til sin vens ord: Jeg tror jeg har dræbt nogen. Hvad skulle det betyde?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...