Jeg kom bare lige forbi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 feb. 2018
  • Opdateret: 21 feb. 2018
  • Status: Færdig
Bidrag til talentshow konkurrencen

5Likes
7Kommentarer
155Visninger
AA

1. Jeg kom bare lige forbi

Hun var tit nede ved floden, når jeg cyklede hjem fra skole. Hun stod der på flodbredden og stirrede ned på vandet, som var hun i trance. Mange gange havde jeg overvejet at stille cyklen og gå ned og hilse på hende, men hver gang havde jeg opgivet ideen og taget hjem. Jeg havde ladet som om alt var normalt, som om at alle mine venner ikke havde set hende stå der på klippen med det tomme blik.

Selv når hun et par timer senere slæbte sig ind af døren og faldt sammen på sofaen, fortrak jeg ikke en mine. Jeg spurgte ikke, om hun ville have aftensmad. Jeg lavede den bare og efterlod en tallerken på køkkenbordet, inden jeg gik i seng. Lyttede til hendes skrig hele natten. Stod op når hun endelig faldt i søvn og stillede den urørte mad ind i køleskabet. Så cyklede jeg i skole, slæbte mig igennem timerne, fortalte skolepsykologen at alt var okay. Cyklede forbi floden på vej hjem, kiggede ned på hende, men cyklede så videre; hjem. Jeg spiste den endnu urørte mad i køleskabet, mens jeg ventede på hende.

Men så en dag i skolen, da jeg lå henslængt over mit bord og sov, kom der en besked over højtaleren. “Sofus Hansen bedes komme ned til skolepsykologen omgående.”

Hele klassens opmærksomhed vendte sig øjeblikkeligt mod mig; ham den mærkelige der altid sad nede bagerst i klassen og sov. Jeg ignorerede de nysgerrige blikke og rejste mig med stive bevægelser og fandt vej ud af døren. Jeg overvejede at droppe psykologen og tage hjem, men så ville der bare blive ringet efter min mor, og det ville være noget rod.

Der var kommet nyt skilt på døren ind til skolepsykologens kontor. Keld Ejnersen stod der, plejede der det? Det kunne jeg ikke huske.

Jeg åbnede døren og fik derpå svaret på mit spørgsmål. Bag skrivebordet sad en mand, jeg aldrig havde set før. En fedladen, skaldet mand sidst i fyrrerne med en forfærdelig kaffeånde. Ham kunne jeg ikke lide.

Han smilede stort til mig og nikkede mod stolen overfor sig. Jeg satte mig ned og prøvede at undgå enhver øjenkontakt.

“Hej, jeg hedder Keld Ejnersen, og jeg er den nye skolepsykolog her.” Han lignede en, der havde vundet i lotto.

“Hej,”  mumlede jeg.

“Nåh Sofus,” han lænede sig frem mod mig og foldede hænderne. “Hvordan går det derhjemme?”

Jeg trak på skuldrene og mumlede; “fint nok.” Det plejede at virke.

Det virkede til, at Keld også ville falde i fælden. “Hvordan har din mor det?”

“Hun har det fint.”

“Så hun har ikke haft nogle anfald her på det seneste? Jeg kan læse, at hun er syg.”

Jeg rystede på hovedet. “Hun har det fint nu.”

“Det var godt. Hvordan har du det?”

Den var ny, “hvad mener du?” spurgte jeg forskrækket.

Han rynkede forvirret panden, “hvordan har du det?”

Jeg skyndte mig at tage masken på igen. “Fint.”

“Hvordan påvirker det dig, at din mor er syg?”

Jeg skar tænder. “Det er ligemeget. Som jeg sagde, har hun det fint nu.”

“Strålende,” han smilede, som om vi faktisk havde opnået noget med samtalen. “Husk, at hvis du vil ændre på noget, bliver du nødt til at sige det.”

Jeg nikkede med rynket pande.

“Forresten, din mor svarer hverken over intra eller når vi ringer, så vil du minde hende om, at vi snart har skole-hjem samtaler. I skal huske at melde jer til.”

Jeg nikkede igen, “må jeg gå nu?”

“Selvfølgelig, god time. Og hils derhjemme!”

“Det skal jeg nok,” svarede jeg, da døren havde smækket bag mig.

Jeg orkede ikke at gå tilbage til time, så jeg hentede min jakke og gik ud til cykelskuret. Skoletaske havde jeg ikke.

Jeg greb min cykel og cyklede, så hurtigt jeg kunne væk. Jeg stoppede først, da jeg nåede broen. Hun stod dernede igen.

Jeg skævede mod et ældre ægtepar, der gik lidt længere henne af broen. De så ud til at gå i deres egen verden. Jeg sukkede af mig selv og skubbede tankerne fra mig.

“Mor!” råbte jeg og vinkede ned mod hende. Ægteparret vendte sig forskrækket rundt og kiggede mærkeligt på mig. Damen mumlede et eller andet, der lød som “uforskammet”.

Men jeg fik ingen reaktion fra min mor. Jeg råbte igen og resultatet var en vrissen fra den ældre dame. “Dæmp dig dog lidt, unge mand. Her er jo ikke andre end os.”

Jeg kiggede forvirret fra hende til min mor og skulle til at komme med et modsvar, men damen var allerede videre.

Jeg droppede råberiet og steg i stedet af cyklen og fandt den lille sti, der førte ned til flodbredden.

Hun vendte sig ikke, da jeg kom ned. Ikke engang da jeg sagde hendes navn, reagerede hun.

Jeg gik tættere på og greb ud efter hende, men ligeså snart min hånd nærmede sig hende, sprang hun ned i floden. Jeg skreg forskrækket og lagde mig fladt ned og kiggede ned i vandet, men der var intet spor af hende.

Uden at vide, hvad jeg skulle gøre, løb jeg op til min cykel og cyklede hjem. Der spurtede jeg indenfor og op på hendes værelse, hvor jeg åndede lettet op; hun var der stadig.

Jeg fortsatte, som jeg plejede. Lavede mad, spiste, efterlod en tallerken til hende. Gik i seng, skreg hele natten, faldt i søvn, da alarmen ringede. Men jeg stod ikke op; jeg blev liggende til langt op af formiddagen, hvorefter jeg slæbte mig nedenunder og spiste resterne fra dagen før.

Så sneg jeg mig ind på hendes værelse. Hun lå helt ubevægelig i sengen. “Mor,” hviskede jeg og satte mig på sengen. “Du skal vågne. Nu har du det ikke dårligt længere.”

Jeg strøg hende kærligt over håret og ignorerede de små røde klager, der var samlet der. Jeg lagde mig ned ved siden af hende og ville indsnuse hendes duft, men blev i stedet mødt med en gennemtrængende stank af jern og en smag af salt; jeg græd.

“Mor!” jeg ruskede hende indtrængende, men hun reagerede stadig ikke. Jeg skreg hende ind i hovedet, men ikke engang det virkede.

Jeg rejste mig og vaklede ind på mit værelse, hvor min computer lå. Jeg loggede ind på intra, fandt det nummer jeg skulle bruge og ringede op.

“Skolepsykolog Keld Ejnersen, hvem snakker jeg med?”

“Sofus.”

“Nåh, hej Sofus. Fik du snakket med din mor?”

“Jeg troede, at jeg hjalp hende, men nu vil hun ikke vågne.”

“Sofus, hvad er der sket?”

Jeg lagde på.

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...