Love, Hope.

Valgte emner: at komme videre. og kærligheden altid overvinder alt!

Jacob har aldrig fuldført sit studie. Han bruger det meste af sin tid på fester, og har ikke nogen faste forhold. De eneste faste personer i hans liv er hans søster, og barndomsvennen Emma. Alt i hans liv er et rod.
Lily føler sig splittet, skal hun fortælle sandheden? skal hun lade som ingen ting? Hvordan vil de reagere, når de finder ud af, hvor hun har været de sidste måneder.

Båndet mellem familie og forholdet til Emma, kommer på en prøve. Det skal vise sig om blod virkelig er tykkere end vand, eller om historien blot gentager sig.


0Likes
0Kommentarer
104Visninger
AA

5. Jacob Hope

Jeg er så vred, og at se Lily og Emma sidder der, sammen…. Min vrede skal ikke ødelægge at vi er her for Lily…
Jeg går lidt ned af gangen, og drejer ind i et rum, med massere af tomme stole, og et tændt tv.
Emma kommer frem i døren ind til rummet, næsten inden jeg får sat mig ned.
Hun kommer hen til mig, og giver mig et kram. Jeg har ikke lyst til at det skal ende.
’’Han kommer ikke…’’
Hun tager min hånd, og vi sætter os ned på stolene. Mit blik flakker mellem hende og gulvet, og jeg kan ikke få følelsen af skuffelse og vrede ud af min krop.
’’Hun ligger lige der, og han har ikke tid… hvad er han for en mand… ’’
Hun prøver at smile beroligende, men jeg kan se det i hendes øjne…
’’du mener jeg er forkert på den… ikk’??’’
’’Jeg ved det ikke Jacob… jeg… jeg ville bare ønske at vi kunne være der for Lily, med eller uden jeres far…’’
Jeg trækker min hånd til mig, og rejser mig op… Jeg går over til vinduet og kigger ud, uden rigtig at se hvad jeg kigger på. Følelsen af, at tiden står stille, samtidig med at den for en stund flyver af sted, føles på en måde, jeg ikke kan beskrive… ikke engang over for mig selv, men jeg kan godt lige det.
Emma har ret… det her bør ikke handle om, om far er her eller ej, men om at Lily skal blive frisk nok til at komme med hjem igen. Jeg havde det hårdt efter mors død, og jeg ved ikke om jeg er i stand til at gå igennem det samme igen… ikke engang selvom jeg har Emma…
Refleksionen af mig selv i ruden, får mig til at kigge væk…  Jeg har aldrig brudt mig om at se mig selv, hverken på billeder eller i spejle eller ruder… jeg ser aldrig andet end en sort silhuet, noget der ikke passer ind, og altid får lavet rod i tingene, selvom jeg altid mener det godt…
Emma ligger på 3 af stolene. Hun er faldet i søvn, og jeg samler nogle stole længere henne, og lægger mig ned. Jeg tjekke min telefon, i et sidste håb på at far skulle have skrevet eller ringet… men der er intet fra ham, eller nogen andre. Jeg lægger den fra mig, og lukker mine øjne.

 

*

Jeg vågner ved en masse postyr ude på gangen. Jeg tager min telefon op, klokken er 08:00.
Jeg rejser mig op så hurtigt jeg kan, og næsten løber ud på gangen. Emma står ude foran stuen hvor Lily ligger, jeg havde ikke engang set at Emma ikke lå på stolene, og smiler undrende til hende. Hun kigger på mig med våde øjne, og en masse læger og sygeplejerske styrter ind på stuen til Lily.
Alting står stille inde i mit hoved. Mine øjne bliver våde, og jeg kan næsten ikke trække vejret. Jeg løber hen til døren, men bliver stoppet af Emma, der griber om mig, inden jeg når ind.
Lægerne står rundt om sengen, og nogle sygeplejerske skriver noget ned på et stykke papir.
De trækker et hvidt lagen hen over sengen, og kører sengen ud af rummet. De passere lige ved siden af mig… jeg stirre ned i sengen, det kan ikke passe…. Hun er ikke død… det kan hun ikke være…. Hun var jo lige der… i går… hun skulle jo med hjem.
En af lægerne kommer hen til os. Jeg stirre tomt ud i luften, og prøver at forstå hvad der er sket, selvom jeg nok aldrig kommer til at forstå det helt.
’’Er du Jacob Hope??’’
Jeg nikker, men mine tanker er et helt andet sted.

’’Hun skrev det her i nat.’’
Han rækker mig et foldet stykke papir med mit navn på. Jeg rækker hånden frem, og tager papiret.
’’Tak.’’
Lægen går videre, og Emma slipper langsomt grebet om mig.
’’Kom, lad os tage hjem’’
Hun tager min hånd, men jeg trækker den hurtigt til mig igen.
’’Jeg kan ikke…’’
’’jo du kan… kom nu Jacob…’’
Hendes stemme knækker, jeg ved hvor meget hun holdte af Lily, og jeg ved at jeg ikke er alene den her gang. Hun tager min hånd igen, og den her gang følger jeg med, som en artig lille skoledreng, der bliver ført gennem et rum af sin mor.
Vi sætter os ud i bilen. Emma kører. Jeg holder hårdt fat i papiret, men der er en tanke jeg ikke kan slå ud af hovedet.
’’Ved du hvem der havde sat blomsterne hos Lilys seng?’’
Emma ryster på hovedet
’’Nej… Jeg vågnede kort før dig, og jeg nåede ikke rigtig at spørge sygeplejersken.’’
’’okay… tak.’’
’’for hvad?’’
’’For det hele… for altid at være her for mig, for ikke at give op Emma…. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.’’
Tårerne triller ned af kinderne på mig, hurtigere end jeg har oplevet før. Alle følelser vælter rundt i hovedet på mig. Hvorfor fortalte Lily ikke noget… hvorfor kom far ikke?? Hvorfor opdagede jeg ikke at der var noget galt?? Hvorfor faldt jeg i søvn i nat… jeg skulle have været der for hende…
Jeg skulle ikke have stukket af da mor døde, jeg skulle have været blevet, men jeg stak af, og lukkede hende ude… lige som jeg lukkede alle andre ude. Kun Emma, har set den rigtige mig.
Jeg elsker hende.
Vi kører op af indkørslen til min lejlighed. Emma stopper bilen, men ingen af os stiger ud… det er som om vi ikke rigtig kan. Jeg folder papiret ud.
’’Vil du læse det højt?’’
Jeg kigger på Emma, og nikker.

Jacob: Undskyld… jeg ville ønske at jeg havde fortalt dig det noget før, men hvordan fortæller man den vigtigste person i sit liv, at man skal dø? Kærligheden kan hele meget, men nogle ting er for store… nogle ting forbliver. Bliv. Luk ikke folk ude igen, især ikke Emma… du har brug for hende, og hun for dig.  Vær ikke sur på far. Han kom sent i aftes. Sygeplejerskerne sagde at I sov, så vi ville ikke vække jer. Vi fik talt ud om meget. Han græd… for første gang nogensinde så jeg ham græde… jeg ville ønske at han så mig som jeg var engang, men han så mig som jeg lå der. Syg og døende.
Jeg elsker dig Jacob. Sørg ikke, men lev livet som var hver dag den sidste. Gør det for mig?
Emma: Du betyder alt for mig, sister from another moer. Vær der for Jacob, giv ikke op på ham.
Livet er for kort til at hænge fast i fortiden, og fastlåse sig i fremtiden. Lev nu. Det er det eneste der betyder noget.
Kærligheden heler meget, men tiden heler alt. Det er enden på en ting, og starten på noget nyt.

Love, Hope


 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...