Love, Hope.

Valgte emner: at komme videre. og kærligheden altid overvinder alt!

Jacob har aldrig fuldført sit studie. Han bruger det meste af sin tid på fester, og har ikke nogen faste forhold. De eneste faste personer i hans liv er hans søster, og barndomsvennen Emma. Alt i hans liv er et rod.
Lily føler sig splittet, skal hun fortælle sandheden? skal hun lade som ingen ting? Hvordan vil de reagere, når de finder ud af, hvor hun har været de sidste måneder.

Båndet mellem familie og forholdet til Emma, kommer på en prøve. Det skal vise sig om blod virkelig er tykkere end vand, eller om historien blot gentager sig.


0Likes
0Kommentarer
108Visninger
AA

3. Jacob Hope

Turen til hospitalet er lang.  Jeg kigger på brevet fra Lily. Jeg nåede lige at tage det med fra bordet, inden jeg fløj ud i bilen, men jeg har ikke nået at læse det endnu.  Bilen bliver slynget ind på den første ledige parkeringsplads ved hospitalet, jeg stikker brevet i lommen, og nærmest løber hen imod indgangen.
’’Jacob vent… vent’’
Jeg vender mig rundt. Emma kommer luntende i sine højhælede bag mig, jeg havde helt glemt at hun havde de sko på… jeg havde faktisk helt glemt at hun var med for en stund. Alt der fylder er Lily.
Hun tager min hånd og holder godt fast i den. Det føles rart.. trygt. Hun har holdt afstand efter at jeg brændte hende af, efter en fest… hun gjorde det rimelig klart, at indtil at jeg tog mere ansvar, ville hun ikke være en del af mit liv, og derfor blev jeg også overrasket over at hun hentede mig her til aften…
’’Er du okay?’’
Jeg ryster på hovedet og trækker på skuldrene. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal svare… for jeg har det ikke godt… overhovedet. Den vigtigste person i mit liv, ligger på en stue et sted i den her bygning, som virker uendelig stor, og den næst vigtigste står ved siden af mig, og virker lige så rystet som mig.
’’jeg vil bare gerne finde ud af hvor hun er…’’
Hun nikker og giver min hånd et klem.
’’lad os finde ud af det.’’
Hun går over mod informations skrænten, uden at slippe min hånd, og jeg følger automatisk med.
’’Hvilken stue ligger Lily Hope på??’’
Sekretæren skimmer sin skærm og kigger underligt på os.
’’Hvad er i til hende??’’
Jeg stirre tomt ud i luften, og registrer knapt nok at Emma kigger på mig. Hun giver mit hånd et klem, og jeg kigger over på hende med mit tomme blik. Hun kigger på damen bag skrænten.
’’familie…’’
Hun kigger på skærmen igen, og nikker.
’’Hun ligger på afdeling R, stue 4. Hvis I følger gangen rundt til højre, kommer I direkte derhen.’’
 ’’Tak.’’
Vi går sammen ned af gangen, uden at sige et ord, og selv hvis vi skulle sige noget til hinanden, ved jeg ikke hvad det skulle være… jeg føler mig tom… tom for ord, tom for tanker… tom for alting.
Jeg stopper op ude foran døren til den stue Lily ligger på, og holder Emma tilbage.
’’Jeg… ’’
Jeg trækker vejret dybt, og kigger direkte ind i  Emmas øjne.
’’Undskyld… jeg mener… jeg ved at du ikke er her for min skyld, og jeg kan ikke beskrive hvor meget det betyder for mig, at du er her, for Lily… jeg ville virkelig ønske at jeg kunne tage det tilbage…. Den aften… de ting der skete… undskyld Emma.’’
Hun smiler og kigger ned i jorden.
’’du har ret… jeg kom ikke for din skyld, men fordi Lily spurgte… Men…. Sandheden er også, at jeg savnede dig Jacob… ’’
En læge kommer ud fra stuen. Han stopper op, og kigger på os.
’’Kan jeg hjælpe jer?’’
Jeg synker en klump og nikker.
’’det tror jeg… Vi er familie til Lily Hope… kan vi gå derind??
Han trækker vejret dybt, og kigger bestemt på os.
’’ja… men jeg bliver nødt til at advare jer, det kan godt se lidt voldsomt ud med de ting vi har sluttet til, men lige nu er hun stabil, hun har bare brug for at hvile sig.’’
Jeg holder Emmas hånd hårdt, mens en uro vokser inden i. Vi går ind af døren, Emma lukker den efter os. Jeg kigger over mod sengen hvor Lily ligger, og stivner fuldstændig. De har lagt et drop på hende, og hun får ilt gennem slanger i næsen. Hendes puls bliver konstant målt på en maskine der står i hjørnet. Knuden jeg havde i maven før, vokser sig endnu større, og jeg har svært ved at holde tårerne tilbage. Jeg går over til sengen, og sætter mig i stolen, der står ved siden af, og tager hendes hånd.
Emma kommer hen til mig, og lægger sin hånd på min skulder.
’’Er du okay??’’
Jeg ryster på hovedet, og tårerne triller ned af kinderne på mig… jeg kan ikke det her… jeg kan ikke.
Lilys hånd bevæger sig lidt under min, og jeg løfter blikket og kigger på hende.
Hun smiler forsigtigt, man er ikke i tvivl om at hun har smerter.
’’Heii..’’
’’Heii Lil… ’’
Jeg prøver at smile naturligt til hende, men jeg ved godt at hun kan se lige igennem mig.
’’Har du læst brevet?’’
Jeg ryster på hovedet, og rækker ned i lommen efter det.
’’Vent… vil du ikke nok??’’
Jeg lægger brevet tilbage, og nikker.
’’Selvfølgelig.’’
Lægerne kommer ind. De har det der alvorlige bekymret blik, og jeg kender det kun alt for godt… jeg har set det en million gange før.
’’skal vi vente derude?’’
Hun nikker, jeg rejser  mig, Emma tager min hånd igen, og vi går ud af døren. Jeg sætter mig på en stol ude foran rummet, og tager brevet op af lommen. Jeg tager det ud af konvolutten og folder det ud.

Mit hoved står stille… mit hjerte springer et slag over, og jeg synker en kæmpe klump. Brevet falder til jorden… jeg sidder som forstenet… hun er den sidste person i verden jeg kan miste… jeg kan ikke… hun må ikke…
Tårerne vælter ned af mine kinder, jeg kan ikke miste hende, som jeg mistede mor.
Emma har samlet brevet op, og sidder med det i skødet. Jeg kigger på hende, og lige som mine, er hendes øjne og kinder som en flod der driver og driver. En endeløs strøm.
Hun kigger på mig, og snøfter en gang.
’’ved jeres far det?’’
’’Det tror jeg ikke… ’’
Jeg tager min telefon i hånden og rejser mig fra stolen.
’’Hvor skal du hen?’’
’’ud og fortælle far det…’’

Jeg går ude af sygehuset, og sætter mig i rygerpavillonen, selvom jeg ikke ryger. Jeg taster fars nummer ind, og ringer ham op.
’’Hvad vil du Jacob???’’
åhhh gud… here we go…
’’og hej til dig far…’’
’’Jeg har travlt… hvad vil du??’’
Træk vejret… og tæl til 3… nøj hvor han gør mig vred allerede… og vi er kun lige begyndt…
’’Jeg gider ikke at skændes nu… Lily er på sygehuset… hun besvimede under frokosten, så vi ringede efter en ambulance, som kørte hende ind.’’
’’Hun har sikkert bare glemt at spise nok, eller sådan noget… I overragere altid sådan…’’
Hvordan kan han være så ligeglad! Mit blod koger af raseri, og jeg ved ikke hvordan jeg skal gøre ham det begribeligt, at det her er alvor.
’’Hun ligger på sygehuset far!! Vil du i det mindste ikke høre hvad der er galt??’’
’’hæng lige på….’’
’’Far! Far!! Det her gør du simpelthen bare ikke…. ’’
’’Jacob… jeg sætter dig lige på medhør… ’’
’’HVAD!!! Hvad er der galt med dig??? Din datter… din eneste datter ligger på sygehuset… hun har skrevet et brev til os der forklare det hele… og det eneste du tænker på er dit arbejde… hvad er du for et menneske?!’’
’’Hvem tror du at du er? Jeg har forsørget familien hele jeres liv, og knokler for at få det hele til at hænge sammen…. Og så tillader du dig at opføre dig sådan her?? du dropper dit studie… og bruger alle pengene på druk og hvad ved jeg… hvor vover du at sætte spørgsmålstegn ved hvad jeg er for et menneske???’’
’’For fanden da!!! Hun har leukæmi… Hun har leukæmi! Og det eneste du vil er at skændes, mens din datter er ved at dø af leukæmi!!!!’’
’’Hvad?
’’behandlingen virker ikke længere… ’’
’’Hallo… er du der???’’
’’Jeg…. Jeg ringer senere, jeg bliver nødt til at lægge på nu…’’
’’Far…. Far!.... ’’
For fanden da… han gør det igen… han er så ligeglad med alt der ikke handler om ham, eller hans arbejde… jeg bliver så vred…
Jeg putter telefonen tilbage i lommen, og går tilbage ind på hospitalet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...