Min skyld

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 feb. 2018
  • Opdateret: 19 feb. 2018
  • Status: Færdig
Carolines bedste ven, Mikkel, er kommet slemt til skade i en bilulykke, og det tager hårdt på Caroline.

0Likes
0Kommentarer
76Visninger
AA

1. Min skyld

Mikkels øjne er lukkede, og den eneste lyd i rummet er den gentagende bippen, fra respiratoren der står på et stativ ved siden af sengen. Jeg står ved siden af ham. Tårerne løber lydløst ned af mine kinder.

Pludselig går døren op, og Mikkels mor kommer brasende ind. Hun stormer hen til ham. Jeg rykker mig, så hun kan komme til. I det samme kommer Mikkels far også ind på stuen. Han stiller sig ved siden af moren, og sådan står de i lang tid og holder om ham og stryger ham over håret.

”Åh, lille skat,” siger moren. ”Hvordan kunne det gå sådan?” Jeg føler at jeg ikke skal være der, så jeg går ud.

Jeg sidder på gangen i over en time. Jeg tænker. Tænker på hvad der er sket. På de hvinende bremser og manden i den gule bil, der ringer 1-1-2. Og på sirenerne og de blå blink fra ambulancen, og på mændene der med blod på hænderne løfter Mikkel ind i den. Og jeg tænker på at det alt sammen er min skyld. Min skyld.

Hvorfor lige Mikkel. Hvorfor lige Mikkel. Af alle mennesker, hvorfor så Mikkel. Lille, skrøbelige Mikkel.

Hvorfor var det lige i dag, at jeg gik inderst og snublede. Hvorfor var det at jeg faldt til siden og ikke fremad. Hvorfor var det lige i dag vi gik ude ved den store vej, og ikke på de små, hvor der aldrig kommer biler.

Mor kommer og tager mig med hjem. Hele vejen i bilen stirrer jeg stift ned på det lille hul, der er kommet i mine bukser, imens jeg langsomt hiver trådene ud så hullet bliver større. Mor beder mig ikke om at lade være.

Der er kommet en lille hudafskrabning. Gid det var større. Gid det var et stort drabeligt sår, der sad midt i panden. Gid det var sådan. Gid jeg kunne ligge der ved siden af Mikkel, og gid det ikke var min skyld at vi lå der, men bilens.

Jeg går i seng så snart vi kommer ind af døren. Mor kommer ind til mig og sidder på min seng. Jeg lader som om jeg sover ind til hun går igen.

Jeg ligger og stirrer op i loftet det meste af natten. To ord har sat sig fast i min hjerne, og de kører om og om igen, som en CD der er gået i hak.

Din skyld, din skyld, din skyld.

Den næste morgen sidder jeg og stirrer ind i væggen.

Mor kommer ind på mit værelse.

”Der er telefon til dig,” siger hun. Jeg rejser mig og tager mobilen.

”Hallo,” siger jeg.

”Hej Caroline,” siger en stemme. ”Det er mig, Kamilla.” Mikkels mor.

”Hej,” siger jeg. Der er stille lidt.

”Jo, altså…” siger Kamilla. Hendes stemme er rusten, og hun har sikkert sovet ligeså lidt som jeg har. ”Jeg… vi… vi synes at du skal komme herud. Han… han trækker næsten ikke vejret.” Hendes stemme knækker over i gråd. Jeg ved ikke hvad jeg skal sige, så jeg giver mor mobilen, og går ud i entréen.

”Vi kommer nu,” kan jeg høre mor sige. ”Farvel.” Så lægger hun på.

Ingen af os siger noget, i bilen. Mor svinger ind på parkeringspladsen. Vi kører fire runder uden at finde en plads. Til sidst stopper mor bilen foran hovedindgangen.

”Gå bare ind,” siger hun. ”Jeg kommer om lidt.”

”OK.” Jeg klikker selen op, og går ud af bilen.

Jeg småløber ned af gangen, uden at vide hvorfor. Måske fordi jeg vil væk fra mor og den pinlige tavshed. Måske fordi jeg er bange for at komme for sent.

Jeg banker forsigtigt på den blå dør. Mikkels far lukker op.

”Hej,” Han har sorte rander under øjnene og uglet hår. Han flytter sig, så jeg kan komme ind. Mikkels mor sidder i en stol, på den modsatte væg af sengen. Hun rejser sig da hun ser mig.

”Hej,” siger hun.

”Hej.”

De går ud af stuen uden at sige mere. På en måde vil jeg have dem til at blive, for jeg kan ikke lide at være alene med en døende. På den anden side, vil jeg gerne have Mikkel for mig selv.

Jeg går hen til sengen. Mikkel ligger med lukkede øjne, og hænderne ned langs siden. Han har en stor forbinding med en blodplet, om hovedet, og en masse slanger der fører fra hans krop, og til alle mulige maskiner.

Jeg står lidt og kigger på ham. Der er helt stille.

Pludselig spærrer han øjnene op. De er helt hvide, irissen er der ikke. Jeg træder forskrækket et skridt tilbage.

”Hvad er det du har gjort?” ordene kommer ud af hans mund, men det er ikke hans stemme.

”Hvad er det du har gjort?” gentager han. ”Har du dræbt mig? Har du dræbt din bedste ven?” Ordene ramte mig som knytnæver. Jeg bliver presset op mod væggen og skubbet ned i hjørnet, af en usynlig hånd.

”Det er din skyld.” siger stemmen som ikke er Mikkels. ”Din skyld!”

Jeg græder. Tudbrøler. Det hyler for mine ører, hele min krop ryster.

”Din skyld!”

Jeg løber. Væk fra stuen, væk fra hospitalet. Jeg løber, uden at vide hvorhen. Bare væk. Stemmen bliver ved.

Din skyld!

Jeg løber over en mark, og pludselig er jeg i en skov. Jeg bliver ved med at løbe. Jeg kommer til en sø. Jeg stopper forpustet op, og står og kigger lidt på den. Det sorte, spejlblanke vand brydes af en dråbe vand.

Det regner. Lige pludselig regner det. Himlen åbner sig, og det styrter ned, ligesom mine tårer. Jeg er plaskvåd.

Jeg stiller mig med ryggen til søen. Jeg spreder armene ud, så min krop er formet som et T. Så læner jeg mig bagud. Jeg vælter. Langsomt. Min krop rammer vandet med et plask. Jeg synker nedad. Jeg kan ikke længere kende forskel på vandet og mine tårer.

Jeg synker længere ned i dybet. Det trykker for mit bryst, og pletter for mine øjne. Alting bliver sort. Min skyld.

 

 

 

 

 

                                                                                                          

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...