A Heavy Crown

Adaline bliver i en alder af sytten gift med kongen af England, Edward d. 3. Kongen har et ry for at være en brutal mand, og hans hustruer overlever sjældent længe. Den unge kvinde er skræmt for livet, da hun bliver sendt til London for at gifte sig med en mand hun aldrig har mødt. Men snart er det ikke hendes ægtemand som truer hendes liv.
Livet ved det engelske hof er langt fra fredfyldt, og der er ingen steder at skjule sig, når man er hustru til kongen.

15Likes
23Kommentarer
1309Visninger
AA

4. Starten på mit syttende år

Da jeg vågnede morgen efter - lidt søvn fik jeg efter alt - var det morgen på min syttenårs fødselsdag. Jeg var nu et år ældre. Men det blev overskygget af, at jeg dagen efter ville være gift med kongen af England, Edward d. 3. Hvis jeg levede så længe.

Da jeg vågnede morgen efter - lidt søvn fik jeg efter alt - var det morgen på min syttenårs fødselsdag. Jeg var nu et år ældre. Men det blev overskygget af, at jeg dagen efter ville være gift med kongen af England, Edward d. 3. Hvis jeg levede så længe.

Dagen startede med prøvning af den bryllupskjole, som kongen havde tilsendt mig. Det var en tung topas farvet kjole, med lange trumpet ærmer, som hang halvvejs ned til gulvet. En pelskant af hvid mink dækkede halsudskæringen, og bryststykket var broderet med guldtråd og mørkeblå ædelse sten. Det snævrede sig ind efter min talje, og blev til et bånd der hang ned foran på kjolen.

Kjolen måtte havde koste en halv formue. Aldrig i mit liv havde jeg set en kjole som denne. Og det var selvom min moder altid var gået op i at hendes børn skulle være fejlfri klædt.

Kjolen sad nogenlunde og det tog ikke langtid at få den rettet til. Jeg var åbenbart lidt tyndere end forventede, og langt fra så høj. Så syersken fik travlt med at ligge kanten op, så jeg ikke ville falde i den.

Under kjolen ville jeg være iført to underkjoler, og mit undertøj. Den yderste underkjole var kun en nederdel, men det hørte et corsage med til den. Jeg kunne ikke fordrage corsage. De klemte al luften ud af en, og jeg der var tynd nok i forvejen, ville blot blive endnu mere flad at se på. Selv et corsage kunne ikke få mange former ud af mig. Det eneste gode var, at det ville skubbe det, som skulle forstille at være mine bryster, op, så det ville se ud som om jeg faktisk besad bryster.

 

Efter kjolen blev der fremvist smykker. Det forgik i det lille kontor hvor jeg havde snakkede med min far aften før. Men nu var det ikke så mørkt mere. Daglyst strømmede ind af de høje vinduer, og samme med rummet grønne vægge, gav det en skov aragtig stemning. Ella tilføjede også en munter stemning, som hun snakkede livligt om den gode mad vi skulle spise i morgen.

Jeg var glad for at have Ella med mig. Hun havde altid være den af mine søskende som jeg var tættest med. Med sit hørfarvet hår og blå øjne så hun næsten yngre ud end jeg, selvom hun var fire år ældre. Hendes ansigt var så tæt på mit, at jeg lige så godt have kunne kigget på mit spejlbillede. Et langt ansigt, med store øjne, smal næse og en lidt stor overlæbe i forhold til under. Dette var Ella og jeg. Blondt og brun. Kvik og udygtig. Modsætninger i et spejlbillede jeg var vokset så tæt på med. Jeg kunne stirre længe på Ella, for jeg havde altid fundet hende mere køn og mere charmende end jeg, men det var ikke hende som var i centrum nu. Det var jeg.

 

Smykkerne var fra kongen egen samling, og var en del af min morgengave, selv om jeg ifølge reglerne først ville modtage den, morgen efter min bryllupsnat. Halskæden var udformet i guld, med mørkeblå safir, der var på størrelse med vinduer og hønseæg. Halskæden ville fylde det meste af min brystplade. Min fader tabte underkæben ved synet.

”Adaline, efter brylluppet syntes jeg du skal sende dine smykker hjem. Så kan din mor også få lov at se dem.” Sagde han foruden at tag øjnene fra dem.

Jeg vidste godt det ikke hanlede om at min mor skulle se dem. Det hanlede om at sikre min værdig, mens jeg var ved kongen siden. Døde jeg, ville min familie stadig have min morgengave, hvilket ville være den eneste ting som tilhørte mig personligt efter i morgen. Så ville de have tjent mit medgifte ind.

Det gjord ondt at min fader selv havde tænkt tanken, at min ægteskab kunne koste mig livet. Jeg pillede fraværene ved de medfølgende ørestiks. De passede til halskæden. Der fulgte også et smuk hårsmykke med. Det var et bånd af guld og blå ædelse sten, som var sat fast på en kam, så det kunne sidde i min hår. Jeg skævede til min far. Han var en mand på randen til sultedøden der stirrede på en fest-buffet. Det gav mig en voldsomt kvalme som fik mig til at springe frokosten over.

 

Middagen, senere om aften, klarede jeg mig også i gennem uden at spise. Det var en familie middag. Så det var kun min far og Ella som var til stede. De snakkede begge om vigtigheden ved familie, og at jeg ikke måtte glemme hvor jeg kom fra. Min far ville have jeg skulle hjælpe Ella med at blive godt gift, nu jeg havde adgang til kongen. Ella ville bare gerne blive ved hoffet og opleve hovedstaden derfra. Men det havde vores far allerede sagt nej til, så jeg kunne ikke indfri hendes ønske. Min far ville gerne have ægteskabet kastede noget guld af sig til fordel for Helster og vores familie. Men jo mere de snakkede, jo mindre lyttede jeg. Til sidst blev deres stemmer blot en fjern summen.

Jeg begravede mig i mine egen tanker. Jeg frygtede for mig liv. Så simpelt var det. Jeg tvivlede ikke på det et sekundet. Dette ægteskab ville koste mig livet. Jeg var mest bange for at miste hoved som en franske grevinde. Eller måske ville jeg allerede var dø når solen stod op efter min bryllupsnat? Tanken alene var ved at stoppe hjertet i mit bryst. Jeg foldede igen og igen hænderne under bordet og bad Vorherre til hjælp. Kære gud, lad mig ikke ende på skafottet. Fri mit liv. Gør hvad du ønsker med mig, men lad mig leve.

 

Jeg forsøgte at få lov til at besøge den kirke som lå blot få gader fra huset. Min far forbød det. Tænk nu hvis du kommer noget til, også på dage før dit bryllup. Nej, Herren vil tilgive at du beder herfra i aften, således havde argumentet været. Jeg kæmpede ikke yderlig for det, det var blot en dum tanke alligevel. Hvis Gud havde tænkt sig at holde hånden over mig, var jeg nok ikke blevet udvalgt til at begynde med. Så efter middagen gik jeg direkte til mit kammer med en undskyldning om at spændingen havde gjort mig træt og jeg ønskede at være frisk til dagen efter.

 

Morgen efter stod Ella og jeg op før daggry. Hun kom ind i mit kammer, stille som en mus og krøb op i min seng, ligesom jeg have gjort utallige gange hos hende da vi var små.

”Så kom dagen,” Sagde hun glad og stolt. Jeg følte mig kold inden i, men hende tilstedeværelse hjalp lidt og jeg formåede at smile til hende. Jeg følte mig så lille. Mig imod verden. Selv bare det kammer jeg have fået til sovekammer, virkede stort, selvom det var meget mindre end det jeg havde haft der hjemme. Væggene var svagt solgule, gardinerne grønne, møblerne udtjente og der har en støvede lugt til. Rummet blev ikke brugt ret til. Sådan en lugt hang ved hele huset. Det var ikke et hus der ofte blev brugt.

”Tænk på alle de ting du kommer til at opleve,” Hendes stemme rev mig ud af mine tanker om huset. Jeg så på hende, hendes blik var drømmende. Jeg havde aldrig vidst min søster havde et hjerte som længtes efter mere end hvad vores barndomshjem.

”De banketter du skal holde, eller turneringer! Du få lov at planlægge kæmpe fester og snakke med de mest betydningsfulde mennesker i landet. Ada, det er så spændende.” Hun tog min hånd og gav den et klem.

”Kun hvis jeg overlever.”

Ordene fløj ud af mig, før jeg fik tænkt mig om. Selvfølgelig var det ikke noget jeg skulle sige højt. ”Ada, så snart han har lagt blik på dig i kirken vil han aldrig kunne leve uden dig igen.” Hun bøjede sig frem og kyssede mig på kinden.

”Se engang på dig, du er smuk, klog og modig-”

”Modig?”

”Ja. Du læser frivilligt om verdens død og ødelægges, hvis det ikke er mod, ved jeg ikke hvad er.”

Sagen var jo nok den at hun ikke vidste det. Men det sagde jeg ikke. Jeg puttede mig bare ind til hende og skiftede emnet til min brylluppets kjole. Lidt efter ankom kammerpigerne og så gik showet for alvor i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...