A Heavy Crown

Adaline bliver i en alder af sytten gift med kongen af England, Edward d. 3. Kongen har et ry for at være en brutal mand, og hans hustruer overlever sjældent længe. Den unge kvinde er skræmt for livet, da hun bliver sendt til London for at gifte sig med en mand hun aldrig har mødt. Men snart er det ikke hendes ægtemand som truer hendes liv.
Livet ved det engelske hof er langt fra fredfyldt, og der er ingen steder at skjule sig, når man er hustru til kongen.

15Likes
23Kommentarer
1305Visninger
AA

2. Dagen jeg blev en kvinde

Når de fortæller min historie vil deres første sætning være at den er kort. I en alder af seksogtyve måtte jeg afgiv livet, til fordel for mit tredje barn, en yndig lille pige. Men trods mit korte liv, var der spænding nok til jeg kunne være blevet firs.

 Min barndom var klassik. Som en del af den overklassen, omgik vi kun folk af vores egen stand. Min far var Herut af Helster. En middelstor ø - i efteråret en halvø - lidt ud fra den engelske kyst. Mine søstre og jeg voksede op i et ”guld bur”, som jeg senere navngav det. Vi legede i den lukkede have, og begav os ikke ud fra den inderste slotsgård uden et større følge. Så jeg voksede op omgivet af smukke frugttræer, velklippede rosenbuske og springvand, med det klareste vand i verden.

Jeg nåde faktisk at fylde seks eller syv, før jeg blev lukket ud af mit bur for første gang. Verden uden for murrene var voldsomt, beskidt og rå, men samtidig fandt jeg den fascinerende og tilmed charmerende.

Men jeg måtte opleve den på anden hånd gennem de bøger og skrifter, jeg kunne finde i vores bibliotek. Min kærlighed for viden, adskilte mig fra resten af min familie. Og snart blev jeg glemt og overladt til de gule, gamle sider. Her tilbragte jeg de sidste år af min barndom, indtil jeg blødte for første gang.

Den dag hvor jeg blev en kvinde.

Det skete som et lyn. Smerte og blod. Jeg græd som besat, så bange blev jeg, da jeg vågnede en tidlig morgen, liggende i mit eget blod. Hvilket er en overdrivelse. For der var ikke ret meget blod. Blot nogle små pletter på min madras.

Kammerpigerne havde en større fest over det, de stormmede ud for at finde min moder. Kun den ældre kammerpige, Camil, tog hånd om mig. Fik mig ud af mit nattøj, og over i stolen hvor jeg fik en kop te. Hendes svar på alle livets udfordringer. Hendes grå hår og knudrede hænder var den eneste tryghed jeg fik den dag. Snart var det eneste folk kunne snakke om, hvem der blev den heldig mand, der ville få mig som brud. Mit ydre blev rost til skyerne. Mit kastanjebrune hår, mine himmelblå øjne, min snehvide hud, som kun besad enkle ar på knæene, som ifølge mine kammerpiger, ikke noget en mand nogensinde ville bemærke. Så åbenbart var jeg et pragteksemplar på en salgsklar hoppe. Eller sådan følt jeg mig. Som en hest med gode gener, klar til at blive solgt til højestbydende. Adaline af Helster, et godt køb. Jeg havde altid vidst at min ægteskab ville handle om politik i stedet for kærlighed, men hvor lidt kærligheden kom til at fylde, overraskede mig alligevel.

 

For min kommende ægtemand var mere kommende end jeg først regnede med. Først på foråret, sidst på mit seksende år. Det var aften, og jeg var klædt om til at gå i seng, da min fader slog dørene op til mit kammer. Pigerne skreg som griseunger, og fløj ud til alle sigerne som en folk høns.

”Fader,” Jeg vendte mig bort fra mit natbord og så på ham. Han var en ældre herre efter alt. Hans mørke hår havde fået et sølvskær og der var træthed i hans øjne. Men efter intet mindre end syv børn var det vel at forvente. ”Jeg har fundet dig en ægtemand, Adaline!” Sagde han stolt og satte sig ned foran min stol. ”På denne tid af døgnet?” Jeg hævede det ene øjebryn.

”Min kære,” lo han og lagde en hånd på min kind. ”Gæt en gang! Kongen af England! Hans majstæt Edward den 3.,  ønsker min mindste datters hånd i ægteskab.”

Mit blod frøs til is ved hans ord. En klam og varm klup skød op i min hals ”Kongen! Fader, nej, jeg bedre dig.” Panikken rullede over min tunge som skulle jeg kaste op.

”Tys, tys, nu min lille.” Min fars stemme blev streng og jeg vidste det ingen indvendinger tillod. Så jeg blev stille. Kongen af England havde indtil nu været gift tre gang tidligere, og stadig ingen børn fået. Det første ægteskab havde været med den spansk prinsesse, Charina. De havde været gift næsten ti år før hun døde af feber. Hustru nummer to havde været kort og ifølge kirke havde ægteskabet ikke være gældende, trods der havde varet seks måneder. Hustru nummer to havde været fransk grevinde, ja af alle kvinder han kunne vælge, og var nu hovedløs. Hendes hoved havde ifølge rygterne præget the Towers mure så længe at fuglene havde fjernet alt kød fra hendes kranie. Jeg gøs bare ved tanken.

Hustru nummer tre var også død under mystiske omstændigheder. Under sin bryllupsnat. De havde ikke en gang været gift en døgn. Årsagen til hendes død var ikke offentlig kendt, men rygterne sagde hun var blevet kvalt.

Kongen havde altså på ingen måde ry for at være en kærlig mand. Flere af kongens elskerinder var også dukker op døde, siden hans første hustru var død. Rygterne gik at sorgen havde forvandlede den enegang kærlige mand til et hadfulgt monster. Og det monster skulle snart være min mand.

 

Forlovelsen blev en kort proces. Kongen ønskede ikke noget postyr, så det forgik via en stedfortræder i al stilhed. Jeg fik ikke en gang stedfortræderens navn at vide. Han spiste middag med min far om aften efter, men der var ikke adgang for kvinder. Tre uger, fem dage før min fødselsdag, senere ville turen gå til London for selve brylluppet. Det ville var et lille et, i London forstand. For selv et lille London bryllup, ville være større end noget for før havde set. Mine søstre var noget så misundelige. ”Hæng ikke sådan med hoved,” Klagede Leona min ældste storesøstre, da vi sad i mit kammer dagen før vi skulle rejse. ”Du skal giftede med kongen af England!” Hun var høj gravid og maven kom i vejen hele tiden når hun forsøgte at sætte sit vinglas fra sig på bordet. ”En konge som har ryg for at kvæle sine elskerinder og halshugge sin hustrug.” Hviskede jeg stille.

”Men han er en flot mand,” prøvede min yngste storesøstre, Ella. Hun var et kærligt væsen, men ikke ret meget klogere end et æsel, og ugift. Jeg undrede mig over min far ikke havde forsøgt at få hende gift først. Det var en tydelig fornærmelse at gifte mig væk efter som jeg den yngste. Og siden der kun var fire år mellem hende og jeg, så kunne det lige så godt være hende som jeg. Konge var alligevel langt ældre end os begge, så ville fire års forskel fra eller til gøre?

 Jeg smilede kort til hende og tog hendes hånd. Den brændte i min, mest fordi jeg ikke havde kunne få varmen tilbage i mine hænder, siden min far havde delt nyheden med mig. ”Sandt nok,” sagde jeg kort og lod dem snakke videre, om det store bryllup vi snart skulle have. Jeg kiggede bare ud af vindduet på forårs regnen. Jeg elskede regn og havde altid gjort det, men nu virkede det som et ildevarslende tegn.

 

Det var kun jeg selv og Ella, som tog til London. Leona var for tæt på sin termin til hendes mand ville tillade det. Vi ville blive eskorteret til London af et større følge som kongen og min far havde udvalgt. Min far var allerede taget til London for at sætte mit medgifte klar. Mit medgifte var af god størrelse vidste jeg, men langt fra det største kongen have kunne vælge. Så jeg antog det ikke var af økonomiske grunde af han havde bedt om min hånd. Rejsen fra vores jord til fastlandet var særlig besværligt i forrået. Vandstanden var igen steget og Helstel nu igen en ø. Så vi blev sejlet med faldbåd til fastlandet, hvor en karret ville føre os resten af vejen over land til London. Rejsen ville tag omkring tre dage, hvis der ikke opstod problemer

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...