A Heavy Crown

Adaline bliver i en alder af sytten gift med kongen af England, Edward d. 3. Kongen har et ry for at være en brutal mand, og hans hustruer overlever sjældent længe. Den unge kvinde er skræmt for livet, da hun bliver sendt til London for at gifte sig med en mand hun aldrig har mødt. Men snart er det ikke hendes ægtemand som truer hendes liv.
Livet ved det engelske hof er langt fra fredfyldt, og der er ingen steder at skjule sig, når man er hustru til kongen.

15Likes
23Kommentarer
1300Visninger
AA

5. Brylluppet…

Kjolen var tung, for tung. Jeg stirrede på mig selv i det ovale spejl med guldrammen. Kjolen var stram, for stram. De to piger som have klædt mig på havde spændt corsage’et så langt ind at jeg følte mig svimmel. Mere svimmel, jeg have været svimmel siden jeg stod op. Det var som om jeg slet ikke have til huse i min egen krop.

De sagde kongen var glad for kvinder med en smal talje og det måtte man sige jeg havde. Det så helt forkert ud, så smal var den. Jeg overvejede lidt om det ville efterlade blåmærker inden aften. Det ville det sikkert. Det ville sikkert ikke passe kongen. Men det kunne jeg ikke gøre så ved, nu manden ønskede en smal talje. Men bare fordi han ønskede noget, kunne han jo godt gøre mig ondt for de ting som det efterlod hos mig. Tanken fik min hænder til at ryste og jeg fjumrede ved guld båndet som hang ned foran.

Jeg drejede mig lidt.

Jeg så ældre ud end normalt, men det blå stof stod godt til min mørkehår og hvide hud. En forestilling af min hvide hud dækkede af blå og sorte mærker gik gennem mig. Jeg gøs og skubbede hurtigt tanken fra mig, sådan kunne jeg ikke tænke nu.

 

Jeg var smuk, ingen tvivl om det. Smykkerne satte prikken over i’et. Mit pandehår var bundet sammen i nakken, så det blev holdt væk fra min ansigt, men stadig hang løst ned af min ryg. Hårsmykket pyntede fint på bagsiden af mit hoved. Det var intet slør, så det skulle jeg ikke tænke over. Ej heller ingen blomster som jeg skulle holde. Det havde kongen frabedt sig. Den mand fra bad sig bemærkelsesværdigt mange ting. Først forlovelsen, så forlovelsesfesten, et møde med mig før brylluppet, blommer, de fleste gæster. Det var noget underligt ved det. Det var ikke første gang jeg tænke over det. Det gik mig på, måske-

Det bankede på døren.

Jeg snurrede rundt, hvilket næsten sendt mig i gulvet, grundet af vægten fra kjolen. Min far kigge lidt skuffet på mig, da jeg fik styr på skørterne.

”Fader,” Sagde jeg og rettede mig op, og sendte ham mit bedste forsøg på at smil. Men det var mere et ansigt som var ved at bryde ud i gråd.

”Du ser fortryllende ud, Ada. Vi er klar om lidt.” Stoltheden begyndt at lyse ud af ham og jeg nikkede. ”Gå langsomt, og koncentrer dig om dine skridt.” Jeg nikkede igen. Jeg var ikke sikker på jeg kunne holde min mave nede, hvis jeg åbnende munden.

Jeg havde ikke spist. Jeg havde forsøgt med morgenmad, men den var kommet op lidt efter. Alle sagde at det var fordi jeg glædet mig sådan, men sandheden var at det var min frygt som nægtede mig føde. Nu hvor vi var lidt over middag, var der ikke mere mad i min mave jeg kunne kastede op. Så alt der kom op var en sur ildlugtene væske.

Min far ventede kort på jeg skulle sige noget tilbage, men da jeg forblev stille, nikkede han tilbage til mig, og sagde, ”Jeg går ud og sætter mig.”

Endnu en gang var et nik det eneste svar jeg kunne præstere. Han lukkede døren og jeg var alene. Det lugtede surt og mugget i kammeret, som var et sidekammer til kirkens våbenrum. Brudestuen kaldte de det. Normal ville en royal brud ikke andet, end gå gennem et rum som dette. Det ville ikke være blevet klædt på her, ej heller få sat deres hår her. Det havde jeg. Jeg tænkte på alle de brude som havde stået her før mig, tre af dem var blevet gift til sammen man som jeg. Nogle havde været glade, andre nervøse, men jeg kunne ikke forstille mig en anden stå her, som jeg og vente på sin dødsdom. Jeg følte mig så tom. Så opgivende.

Nu var jeg for første gang i mit liv inden for nær afstand af min kommende mand.

 

Jeg havde set mange malerier af Kong Edward d. 3. Min far ejet ikke mindre end tre. Flere af de andre adelige familie, jeg i mit liv havde besøgt, havde også malerier af ham. Men jeg vidste selvfølgelig også at maleriet til tider kunne være svære at stole på. Men der lod til at være visse ting som gik igen og igen i malerierne. Han var høj og bred, meget større end nogle af mændene fra min familie. Han var mørkhåret og havde et tæt skæg, selvom moden var imod det. På billederne var han altid med en let kroget næse og små øjne. Øjnene var vidst brune. Det var sådan en mand jeg forventede at se, når jeg om lidt skulle gå gennem den kæmpe Westminster Abbey. Mine knæ rystede lidt, da jeg stilede mig hen foran døren. Jeg kunne høre en summen af mange stemmer fra kirken. Den måtte være overfyldt af betydningsfulde mennesker fra hele landet. Et lille royalt bryllup var simpelthen ikke en muglighed.

Så blev dobbeltdørene åbnet udefra og musikken gik i gang. Jeg kunne høre koret indefra kirken af. Jeg trådte frem.

 Eller mentalt gjord jeg, men mine fødder flyttede sig ikke en meter. ”Lady,” Den ene døråbner kiggede nervøst på mig. Jeg lukkede øjnene og træk vejret dybt. Der var ingen vej udenom, jeg havde intet valg, og så bevægede jeg mig frem.

Westminster Abbey var bygget i lyse sandsten, og udsmykket på sådan en måde at det tog vejret fra en. Aldrig havde jeg set så stor en kirke. Jeg havde hørt historier om den. Den var formet som et kors. I centrum stod koret og i toppen af korset var alteret. Så den vej bevægede jeg mig, selv om døren der førte ud af kirken virkede mere tillokkende. Men hvor skulle jeg løbe hen? Ingen af de adelige familier ville tag mig ind hvis jeg stak af. Jeg ville ikke kunne forlade landet, for jeg havde ikke adgang til penge. Jeg havde grublet meget over dette det sidste stykke tid og nu fortrød jeg, jeg ikke blot have forsøgt at skaffe mig nogle stykker sølv. Måske var det lykkede? Så kunne jeg havde levet. Isen ekspodet i min mave og jeg kastede lidt op i min mund, men måtte sluge det igen.

 

Koret sang og alle stod op. Bagerst i kirken stod den lave del af adelen og ridderskabet. De hviskede sammen som jeg kom nærmere dem. Jeg holde bare hænderne foldet foran, så stift frem for mig, mens jeg gik rytmisk frem til musikken.

Langsomt som jeg kom tætter på alteret kunne jeg få syn af den mand, som jeg snart ville være bundet til på livstid.

Han var enorm.

Andet kunne ikke beskrive det. En slank kæmpe, som stak et hoved op over alle andre. Han var iført et rødt sæt. Englands rød. Jakken have store ærmer og et rodeformet mønster foran, mens bukserne blot var røde, og hans knæstrømper var hvide.

Hans skæg og hår var mørkt, men hans øjne var klare og lyste ud fra hans ansigt. Hans blik fik mig næsten til at stoppe op, i midten af koret. Det var som is mod min hud og frygten fik det bedste af mig. Jeg græd. Ikke voldsomt, men varme tåre løb ned af min kinder. Jeg ønskede sådan at ingen ville bemærkede det, men det var dumt af mig.

Jeg forsatte frem ned at kirkegulvet hvor den øverste del af adelen, kongehuset og kirken var samlet.

Jeg så ikke på nogen af dem. Men Ella så mig. Jeg kunne mærke hende, lidt udefra mit synsfelt. Jeg vidste hun var iført lyserødt og så vidunderlig ud. Jeg ønskede jeg kunne løbe til hende. Jeg manglede hende, men jeg var også vred på hende. Hvorfor var det ikke hende som blev gift med ham? Hvorfor mig?

 

Efter en evighed var jeg fremme ved alteret og tog de to trin op til kongen og biskoppen, som stod på toppen af forhøjningen. Begge var de vendt mod mig. Jeg så stadig bare stift frem for mig, forbi dem begge. Jeg kunne ikke få mig selv til at se på kongen. Så jeg nejede blot for ham og kyssede hans fremstaktre ring, sådan som etiketten forskrev. Hans hånd var lige så kold som min læber. Det gav min et stik af ro. Måske var han lige så bange som jeg. Jeg skævede op og alt ro forsvandt. Han så ned på mig med et irriter blik og et hævet øjebryn, der bad mig skynde mig.

Så jeg kom på benene og stillede mig ved hans side. Jeg kunne ikke se på biskoppen. Så endnu en gang stirrede jeg blot tomt frem for mig. Jeg forsøgte at holde mine tåre tilbage, men det lykkedes dårligt.

Der blev prædiket længe og koret sang ind i mellem. Men intet af det gik ind hos mig. Ingen lyde kunne nå mig i mit usynlige glasbur. Hos mig var alt stille. Kun mit hjerte som gallopret der ud af fortalte mig at jeg stadig var i live, ellers følte jeg mig mere end død inden i.

Men med et lød biskoppens stemme lød klar hos mig.

”Så tilspørger jeg Dem, deres kongelige højhed Edward Henrik af England. Den tredje af sit nav,. Vil De tage Lady Adaline af Helster som hos dig står, til din ægtehustru?”

Kongen tøvede ikke et øjeblik og sagde som på kommando, ”Ja.” Hans stemme rungede klart i kirken.

”Vil De elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør leve med sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?”

Jeg kunne ikke lade være med at tænke, at det ville være min død som ville skille os.

”Ja.” Svarede kongen igen. Jeg bed tænderne sammen. Mine øjne gjord ondt.

Biskoppen forsatte, som ville han aldrig holde op, ”Ligeså tilspørger jeg dem, Lady Adaline af Helster. Vil De have Hans kongelige højhed Edward Henrik af England, som hos dig står, til din ægtemand?”

Jeg kunne havde kastede op, brudt ud i hysterisk gråd eller være faldet død om. Men ingen af disse skete.

Min krop rystede og jeg åbnede langsomt munden og mumlede noget som godt kunne lyde som, ”Ja.”

Biskoppen så misbilligende på mig. ”Hvis de vil gentage det, MyLady, lidt højre,” Sagde han og forsøgte at lyde venlig. Jeg glippede med øjnene og fik gentage ordet med lidt mere kraft. Men stadig ikke til hans tilfredsstillelse, men han lod mig være.

”Vil De elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør leve med sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?”

”Ja,” Denne gang svarede jeg hurtigt, jeg kunne næsten ikke stå mere. Gid det bare snart ville være overstået, så jeg kunne græde.

”Så giv hinanden hånd derpå.”

Kongen bevægede sig hurtigt og smidigt. Jeg fór sammen og dukkede hoved. Hans blik fortalte mig, at han kunne havde kvalt mig igen. Men han tog bare mine hænder i sine. De var så kolde. Min rystede. Biskoppen lagde sine hænder omkring vores.

”Eftersom I forud har lovet hinanden at ville leve sammen i ægteskab og nu har bekræftet dette for Gud og for os, som er her til stede, og givet hinanden hånd derpå, så forkynder jeg jer at være ægtefolk både for Gud og mennesker.”

Biskoppen slap os og nikkede til kongen. Som bøjede sig frem som en slange, og plantede et kort og næsten umærkeligt kys på min overlæbe. Jeg var aldrig blevet kysset. Jeg brød mig heller ikke om det. Det gjord ikke ondt eller var ubehageligt, men jeg kunne ikke lide det. Det efterlod en prikken fra hans skæg.

Kongen fik vendt os begge rundt, så vi stod med ansigt ud imod resten af kirken. Så brød jubel og glædesråb ud. De rejste sig alle og han førte min ned af kirkegulvet med at jerngreb i min arm.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...