Another life

Samara har lige været ude for en ulykke, hvor hun har mistet en hun stod nær.
Det er ikke bare hvilken som helst ulykke. Det er ulykken som ændrede alt.
Hvilke hemligheder, har hendes familie holdt skjult? Ikke bare hemligheder om denne verden, men også en udenfor. Blandt andet om et land kaldet Nargina.
Der er efterladt noget til Samara. Et kompas. Men ikke et normalt et...

2Likes
4Kommentarer
378Visninger
AA

1. Prolog

Regnen skyllede ned af ruderne. Bilen trillede langsomt hen af den mørke vej. Træerne ruskede hårdt i vinden. Det eneste lys på vejen var månen. Hvorfor vi kørte her, vidste jeg ikke. Mor stirrede ud på vejen, som om hun ventede på at der skete noget specielt. Hendes normale brune øjne, lyste rav gyldent i måneskinnet. Hun var fuldstændig konsentreret, jeg turde ikke at sige noget. Stilheden sænkede sig inde i bilen. 

Jeg tog mig sammen: "Mor, hvad laver vi ude på en mørk vej, midt om natten?"

"Det skal du ikke tænke over, jeg tager mig af det!" hun snakkede bestemt, som om at nu var samtalen altså slut.

"Du svarede ikke på mit spørgsmål!" svarede jeg irriteret.

Hun hævede stemmen. "Jeg sagde til dig at jeg tog mig af det!"

"Men..." jeg nåede ikke at snakke færdigt, før hun afbrød mig: "Ikke noget men, Samara!" Min mor var den eneste som brugte mit rigtige navn. Jeg kaldte mig selv Sam, og det gjorde alle mine venner også.

Jeg skulle lige til at gøre oprør, men opgav det hurtigt. Hun havde helt hundrede ikke brug for mine protester nu.

En skygge bevægede sig i et langsomt tempo, ude på vejen. Min mor gispede, "Det kan ikke være sandt!" udbrød hun desperat. "Hvad kan ikke være sandt?" spurgte jeg nysgerrigt. Hun svarede ikke, fortsatte blot med at strirre ud på vejen.

Væsnet kom nærmere. Jeg prøvede at berolige mig selv. Det var sikkert bare en som var ude at gå en nattetur. Det lød meget usandsygligt.

Dette væsen gik ikke. Det snoede sig afsted, som en ret stor slange. Så derfor kunne det i hvertfald ikke være en person.

Min mor begyndte at slingre kraftigt med bilen. "Mor, hvordan er det du kører?" "Bare rolig Samara, jeg har styr på det!"

Jeg mumlede, en blanding af: "Jaja" og "Helt sikkert". Det gik dog hurtigt op for mig, hvorfor hun slingrede sådan med bilen. Væsnet var kommet meget tættere på. Så tæt på at jeg kunne se den.

Væsnets blå-grønne skæl lyste kraftigt i lyset fra månen. Det lignede en kæmpe slange, noget fra en fantasy film, eller sådan noget. Jeg havde aldrig set en før.

Dens gyldne øjne fortalte kun en' ting. Den var kommet for at dræbe. Den hvæsede noget ret utydeligt, men det så ud til at min mor forstod det. Det virkede som: "Natalie!". Hvilket er min mors navn.

"Hvorfor er du kommet?" hun kiggede vredt på væsnet. "Du har ikke noget at gøre her!"

Jeg var forvirret. Hvorfor snakker hun med den der ting?

Væsnet hvæsede noget i retning af: "Jeg har mange grunde til at være her!"

Pludselig drejede min mor skarbt ud til siden. Jeg skreg. Det hele var som i slowmotion. Bilen styrtede mod et træ, der var intet jeg kunne gøre for at stoppe det. Jeg mærkede at, alt min luft blev presset ud. Jeg hørte min mor sige syv ord: "Undskyld, at jeg ikke fortalte dig sandheden!". Jeg nåede ikke at svare før alt blev sort.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...