Another life

Samara har lige været ude for en ulykke, hvor hun har mistet en hun stod nær.
Det er ikke bare hvilken som helst ulykke. Det er ulykken som ændrede alt.
Hvilke hemligheder, har hendes familie holdt skjult? Ikke bare hemligheder om denne verden, men også en udenfor. Blandt andet om et land kaldet Nargina.
Der er efterladt noget til Samara. Et kompas. Men ikke et normalt et...

2Likes
4Kommentarer
379Visninger
AA

4. Gaven

Bedste kiggede alvorligt på mig. Jeg blev lidt nervøs. Hvad mon det var, som min mor havde efterladt mig? 

"Din mor ville havde givet dig det, på din fødselsdag," Bedste holdte en kort pause, "Men nu hvor..." hun stoppede op, og fik tårer i øjnene. Men alligevel snakkede hun halvkvalt videre, "Men nu hvor hun ikke er her, må jeg give det til dig. Det ville hun havde ønsket".

Jeg var komplet forvirret.

Hun vente sig om og gik uden at sige et ord ind i huset igen. Der gik ikke så langt tid før at hun igen stod foran mig, og i sin højre hånd holdte hun en lille pakke...

"Åben den" det var det eneste hun sagde. Jeg kiggede på den lille pakke, som var pakket ind i avispapir. Min mor har aldrig været god til, at pakke gaver ind- hun var ikke kreativ. 

Pakken var lille, og lignede noget som var blevet op og pakket ind igen flere gange. Den havde et brunt garn, bundet omkring sig. Om garnet var der et lille kort. Jeg kiggede på kortet.

Der stod: "Undskyld, Samara". Det var det eneste. Det var det samme som hun havde sagt til mig, lige inden at hun døde... Jeg tog pakken fra bedste men ventede alligvel lidt med at pakke den op. Det føltes helt mærkeligt at røre ved noget, som jeg vidste at min mor også havde rørt ved. Jeg løftede blikket, men bedste var gået ind i huset igen. Til sidst løsnede jeg lige så stille det brune garn, og lod det gamle avis papir falde ned på jorden. 
Jeg vidste ikke, hvad jeg havde forventet.
Men det var i hvert fald ikke det her! Den lille pakke indenholdte et smukt og gammelt kompas... 
Den lille guldbelagte runde plade som sad inden i midten havde indgraveret nord, syd, øst og vest i sig, og pilene der kørte hen over den, var gamle og sikkert også lidt skæve. 
Jeg var faktisk i tvivl om det overhovede virkede. Hvad skulle jeg dog bruge det til?

"Har du pakket gaven op?" Bedste kom igen gående ud af huset, med et viskestykke i hænderne, og sørgmodige øjne. 
Jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg gav hende bare kompasset, og forventede at hun ville forklare det hele, men hun stirrede bare på den. "Nej, det kan ikke være rigtigt," hviskede hun, "Det... er du sikker på, at det var det, der lå i pakken, skat?" Jeg mumlede noget ubetydeligt.
"Hun sagde jo ellers... nej, det kan ikke være rigtigt" gentog hun. Nu da den første forskrækkelse havde lagt sig, begyndte jeg at blive nysgerrig. Hvad var var det, hun havde sagt? Var det min mor bedste snakkede om?
"Hvad..." jeg nåede ikke engang, at sige spørsmålet færdigt, før at Bedste var begyndt at gå hen imod huset igen.

Jeg løb efter hende, for jeg ville altså have svar på de spørsmål, som havde kørt rundt inde i mit hoved, i flere måneder nu. Hun skulle ikke tro, at hun kunne undslippe. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...