Another life

Samara har lige været ude for en ulykke, hvor hun har mistet en hun stod nær.
Det er ikke bare hvilken som helst ulykke. Det er ulykken som ændrede alt.
Hvilke hemligheder, har hendes familie holdt skjult? Ikke bare hemligheder om denne verden, men også en udenfor. Blandt andet om et land kaldet Nargina.
Der er efterladt noget til Samara. Et kompas. Men ikke et normalt et...

2Likes
4Kommentarer
374Visninger
AA

3. Bedste

Jeg vågnede op midt om natten. Jeg havde godt nok sovet længe, næsten en dag! Natten til denne dag, var dagen hvor jeg skulle hjem til bedste. 

Min onkel havde sagt, at han ville køre mig, selvom at jeg er sikker på at det bare er for at slippe af med mig. Min onkel var ikke den type der gjorde noget for folk bare for, at gøre dem glade.

Jeg prøvede at falde i søvn igen. Mine metoder hjalp dog ikke rigtigt. Det der med at tælle får gør bare en mere vågen. Nogen minutter senere gav jeg op. Så selvom at jeg nogen timer senere var alt for trært til at stå op og pakke, var det den eneste mulighed.
Jeg gik over mod mit skab, og så ind i det mørke, triste helvede- altså mit tøj.
"Kommer du?" råbte min onkel.
"Lad mig lige pakke mit tøj" råbte jeg surt efter ham.
Efter at jeg havde pakket en lille taske, gik jeg ned ad trappen og over til bilen.

"Walter jeg er klar nu" sagde jeg til ham. Min onkel kom trissende søvningt ud af døren. Hans hår sad i uorden, og hans øjne var helt matte. 
Han fortrød sikkert allerede, at han havde sagt, at han ville køre mig.

Min bedstemor boede ude på landet. Det var i hvert fald nok ude på landet til, at hun havde et par heste, nogen høns, og et dusin katte. Hendes hus var også et gammelt bindingsvækshus, og det var omringet af marker. Gult korn svajede let i vinden, da jeg kørte ind ad indkørelsen.

Jeg skyndte mig ud af bilen og nåede kun lige at høre min onkel sige: "Vi ses... hils bedste" og så var han væk. Min bedstemor stod, og tog i mod mig ude på gårdspladsen. "Er turen gået godt her over skattemus?" spurgte hun og hendes himmel blå øjne borede sig ind i  mine. Det virkede ikke som, at det kun var det som hun ville spørge mig om.

Bedste havde ikke særlig mange rynker, hvis man altså ikke tæller dem med, når hun smiler. Hun lignede faktisk en i starten af halvtredserne, selvom at hun for længst er rundet halvfjerds. 

Jeg prøvede at smile men det gik hvist ikke så godt. Bedste omfavnede. Hun duftede som som sædlanlig af lotus-blomsten. Der stod også en parfume med den duft inde i badeværelset. Det duftede så... hjemligt... Jeg lagde mit hoved mod hendes skulder, og slappede af. 

Hun rettede sig op, og kiggede pludselig septisk på mig, "Giver de dig slet ikke mad derhenne?". Jeg grinede svagt af hende. "Det kommer jo an på hvem man spørger," svarede jeg, "Der er ikke rigtig nogen af dem som kan lave mad". 

Bedste klukkede. "Oh ja, din onkel har ikke videre gode mad evner". Jeg rystede på hovedet. 

"Kom mit barn, lad os gå ind". Jeg fulgte med hende ind i huset. Jeg elskede at gå igennem huset, at se på alle de hyggelige ting som Bedste havde. Men det var også trist at se på. Alle de minder om min mor.

"Skattepige, kom ind til mig" kaldte Bedste. Jeg var åbenbart gået i stå, "Kommer nu" svarede jeg tilbage. Bedste sad i stuen, i den gamle røde sofa. Hun havde lavet kakao, som jeg altid plejer at drikke hos hende. Det er bare sådan en hyggelig "Bedstemor ting". 

"Din mor hadede denne her sofa," grinede Bedste pludselig, "Hun syntes, at den var hæslig". 

Jeg grinede sammen med hende. Hun havde ret. Mor plejede at ryste på hovedet, af Bedstes sofa valg. Det var sådan typisk mor. 

Imens vi grinede blev Bedste pluselig alvorlig.

"Der er noget vigtigt jeg skal sige til dig," sagde hun, "Din mor har efterladt noget specielt til dig".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...