The book of love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 feb. 2018
  • Opdateret: 18 feb. 2018
  • Status: Igang
Hvornår ved man at man elsker en person?
Asta er ikke længere sikker på hun selv ved det. Hun er 18 år og går i 2. g på gymnasiet og er kærester med den et år ældre Anton. Hun er ikke sikker på hun elsker Anton, og er heller ikke længere sikker på hun overhovedet er forelsket i ham længere. Hun er bange for hvad hun skal gøre af sig selv hvis hun slår op med ham, vil han tro der er en anden eller vil han være okay med det? Eller skal hun bare vente og se hvad der sker, om hun på magisk vis forelsker sig i ham igen. Der er jo også Kristian, drengen hun mødte i byen med veninderne og nu ikke kan stoppe med at skrive med.

0Likes
0Kommentarer
111Visninger
AA

2. Mødet med Anton

Første gang jeg mødte Anton, var da jeg stod forvirret ude foran gymnasiet på min første skoledag. Jeg vidste ikke hvor jeg skulle gå hen, alt jeg vidste var jeg skulle gå i 1. a og jeg kunne ikke finde skiltet med et A på, men jeg kunne se en dreng med dejlige brune krøller komme hen mod mig, han var ret høj, klædt i en sort t-shirt med skolens logo, mørke jeans og slidte Vans. Han så ikke helt dårlig ud. Han nåede helt hen til mig og spurgte så med hans bløde men alligevel ru stemme: "Du ser lettere forvirret ud, skal du have hjælp med at finde din stamklasse?" Jeg smilte sødt op til ham, og jeg synes han så høj ud på afstand, drengen var jo f*cking høj, vi fik øjenkontakt og mit svar kom en smule uforståeligt ud: "Ja.. eller nej.. jo måske... kun hvis du vil" han grinede let: "Det vil jeg gerne, hvad klasse er det så vi skal finde?" jeg grinte også let og sagde så:" A-klassen?" Han smil blev straks meget større: "Ser ud som om du er meget heldig" jeg så forvirret på ham, han smilede stadig meget stort, og han fortsatte: "Jeg er tutor for A-klassen" og så forstod jeg, og smilede igen. 

Jeg snakkede ikke meget med ham resten af den første dag, jeg hørte ikke engang om hans navn den dag, eller jo, men første senere, da jeg sidder sammen med min nye klasse og tutorene præsentere dem selv. Anton hedder han, jeg husker jeg tænkte at det passede til hans brune krøller og tøjstil, han lignede en Anton. Den anden tutorer var en pige, omkring 170 cm høj, lyst hår, slank, diva stilen og en stort smil, hun lignede en der havde drømt om det hele hendes liv. Anton der i mod lignede typen der bare kunne sådan noget, og det kan han stadig. 

Jeg lært ikke rigtig Anton at kende før vi faldt i snak meget sent til min første gymnasie fest, jeg var blevet væk fra mine nye veninder og venner, og sad lidt for mig selv med en knap så kold øl i hånden. Han må have set mig på afstand, siden han kom hen til mig. Jeg fik øjenkontakt med ham og han smilede til mig: "Hey, Asta ik?" Jeg nikkede og smilede tilbage til ham, mens han fortsatte: "Hvorfor sidder du alene så langt væk fra festen?" han havde sat sig ned ved siden af mig: "Jeg kunne lige pludselig ikke finde mine veninder og tænkte at hvis jeg nu satte mig ned ville de finde mig." Han nikkede: "Jeg kan godt vente sammen med dig, hvis du har lyst." Nu var det min tur til at nikke: "Det må du gerne." Han smilte det smil han havde smilt første skoledag, og straks var jeg tryllebudet. Der gik et par timer, vil jeg tro, jeg havde ikke styr på tiden, vi havde siddet og snakket om alt og intet. Vi havde grint over par som råsnavede midt i det hele og dem der dansede. Indtil jeg havde set på klokken og den var blevet 1, og siden jeg ikke var fyldt 18 på det tidspunkt, hed det sig at jeg ville blive hentet når busserne kørte ind til byen: "Anton du er super hyggelig at snakke med, men jeg er nød til at komme ud til min far, han har holdt og ventet lidt tid nu" Han smilede og nikkede mens jeg begynde og rejse mig: "Asta lige en sidste ting..." Han rejste sig og igen igen opfangede jeg hvor høj han var: "Hvor høj er du egentlig?" Kom det fra mig, han grinte lidt og svarede stille: "190 vil jeg tro..." han efter fulgte det med at rykke mig ind til ham og kyssede mig let, men stadig hårdt, men alligevel blødt, det er svært at beskrive det kys, det var super godt, er alt jeg kan sige, helt magisk. Jeg kom ud af min lille bobbel og på en eller anden måde fik jeg sagt farvel til Anton, og fandt hurtigt min jakke og min fars bil.

Anton har senere fortalt mig at han troede jeg ikke kunne lide kysset, og jeg derfor var smuttet så hurtigt som jeg var... ups... Men den dag i dag er vi kærester, jeg går i 2. g og han i 3. g.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...