Jeg vil altid... hade dig!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2018
  • Opdateret: 9 mar. 2018
  • Status: Færdig
Luna lever en lang og sej kamp mod mobning. Hun lever med mobning. Og i mens alt bliver værre med mobningen, går det galt der hjemme

Til Movellas' talentshow audition

6Likes
7Kommentarer
1238Visninger
AA

5. Sygehuset

Kapitel 4.
Da jeg kommer til mig selv, ligger jeg i en seng. En hospitalsseng?
Hvorfor er jeg her? Jeg husker ingenting. 
Ved siden af mig sidder min familie. 
Rundt i rummet går der en læge,
”Hvorfor er jeg her?”, spørger jeg med lav stemme. I et stykke tid er der ingen, der siger noget. Lægen kommer hen til mig.
”Amanda”, står der på hendes lægeskilt. Det må være det, hun hedder.
”Luna, du besvimede hjemme ved dig selv. Vi er ikke sikre på hvorfor dog fandt vi ud af du har mistet en del blod. Og det blod stammer ret sikkert fra de sår, vi fandt på din arm”, fortæller Amanda så. Et suk forlader min mund. Kunne de ikke bare ha’ ladet mig være, så kunne jeg dø af blodmangel.
”Hvor længe skal jeg så være her?”, spørger jeg så. Jeg kigger undrende på Amanda.
”Vi er ikke sikre. Du har trods alt været bevidstløs i over 3 timer. Men en ting er sikkert. Vi beholder dig i nat. 
Klokken er næsten 23”, fortæller Amanda. Det er vel fint nok for så skal jeg ikke i skole. 
Så slipper jeg, for at folk skal mobbe mig i skolen. 
Ligesom jeg sidder i mine egne tanker, bryder Amanda ind.
”Men du skal ha’ ro nu, så din familie kan tage hjem. Os på sygehuset passer på dig”, siger hun. Jeg nikker, og lægger mig til rette. Der går ikke lang tid, så sover jeg.
-
Da jeg vågner næste morgen, står der to læger ved mig.
”Hvorfor er I her?” spørger jeg. 
Lægerne præsenterer sig først, før de svarer. Den ene er Amanda fra i går. Den anden hedder Mads. Bagefter tager de den alvorlige mine på.
”Luna, du har en masse skrammer på din krop. Er du blevet slået?”, spørger Mads. Jeg tænker lidt. Det har jeg jo ikke. Eller vent! Dem fra klassen slog mig i går.
”Øh ja det er jeg. Men det er ikke af min familie. Det er dem fra min klasse, der har gjort det”, indrømmer jeg. De to læger ser forskrækket på mig. Amanda lægger en hånd på min.
”Luna, er det derfor, at du cuttede i din arm?”, spørger hun så. Jeg nikker forsigtigt. Egentligt vil jeg ikke indrømme det men jeg er jo nødt til det. 
De to læger nikker og går ud af rummet. Lidt tid er jeg alene.
Lidt efter går døren op, og ind kommer min mor. 
”Er du okay, mus?”, spørger hun. 
Jeg hader når hun kalder mig det, men det har jeg aldrig fortalt hende. I stedet smiler jeg et skævt smil til hende.
”Det tror jeg. Det hele er bare lidt forvirrende”, siger jeg. Min mor nikker. Men efter tager hun den alvorlige mine på. Jeg ser undrende på hende.
”Luna, skolen har ringet. De mener, at du skal skifte skole”, siger min mor så.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...