Jeg vil altid... hade dig!

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 17 feb. 2018
  • Opdateret: 9 mar. 2018
  • Status: Færdig
Luna lever en lang og sej kamp mod mobning. Hun lever med mobning. Og i mens alt bliver værre med mobningen, går det galt der hjemme

Til Movellas' talentshow audition

6Likes
7Kommentarer
1241Visninger
AA

16. Hvor er jeg?

Kapitel 15: 
”Hallo Luna, kan du høre mig?”, siger en stemme.
Jeg vil gerne nikke, men min nakke er ligesom spændt fast.
Hvorfor er jeg spændt fast om nakken?
Da jeg åbner øjnene, ser jeg op i et loft. Der er to læger, der står over mig.
Loftet jeg ser op i, er loftet på en ambulance.
”Luna… endelig vågnede du. Hør du er blevet slået ned, og ligger nu i en ambulance. Du har slået din nakke. Kan du huske det?”, spørger den ene læge. Kurt står der på hans navneskilt. 
Jeg tænker lidt. Det kan jeg.
”Ja det kan jeg”, siger jeg så. Den anden læge, der hedder Nanna, ligger et drop i min hånd.
”Vi er på hospitalet om 5 minutter. Der vil der være en masse læger, når vi kommer ind. Du er spændt fast med nakkekrave og spindboard. Vi er meget usikre på din nakke”, siger hun så.
Er det så slemt? Jeg vil gerne spørge, men jeg tør ikke.
Det hele virker så voldsomt.
Lidt tid ligger jeg bare, og lytter til ambulancens sirener. Lægerne siger heller ikke noget.
Nanna giver mig noget smertestillende.
Midt i tavsheden, bliver sirenerne slået fra.
”Så er vi her”, fortæller Kurt og rejser sig. 
Nu er det nu. Nu finder jeg ud af, hvad der er sket med mig
-
Der er stille i undersøgelsesrummet.
Jeg ligger jeg på et bord i undersøgelsesrummet. 
Jeg venter på svar fra scanningerne.
Der er stadig spændt nakkekrave og andet på mig.
”Vi krydser fingre for at der ikke er sket noget, ikke?”, spørger sygeplejerske Stine.
Det gør jeg vel, men et sted håber jeg også at der er, for så slipper jeg for skolen.
”Ja det håber jeg, men ved du hvor mine forældre bliver af?”, spørger jeg mest for at skifte emne.
Stine ser op på en skærm. Hun ser ret betænksom ud.
” Luna, det er ikke for at afbryde, men din iltprocent er meget lav. Har du svært ved at få luft?”, spørger hun så. 
Det har jeg da ikke, jeg har da fin vejrtrækning?
Men da jeg prøver, at tage en dyb indånding, er det som om jeg bliver kvalt.
”Ja, det har jeg”, hoster jeg. 
Stine nikker, og finder en iltmaske frem.
Forsigtigt bliver masken lagt over min mund og næse.
”Sådan der”, siger Stine.
Lidt efter går døren op. 
Ind kommer en masse læger.
”Så er der svar”, siger overlægen, Markus. De mange læger kommer hen til mig.
Der dukker pludselig 3 ansigter op over mig.
”Godt, Luna der er intet brækket og det er jo godt, men nu hvor du ikke kan gå, så får du en kørestol. Når du er klar så kan du gå igen”, fortæller Mads.
De andre læger spænder mig fri fra nakkekraven og de andre ting mens Mads fortæller videre.
”Vi beholder dig i nat så vi kan holde øje med, hvordan det udvikler sig”, siger Mads så…

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...