At se.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2018
  • Opdateret: 6 mar. 2018
  • Status: Igang
Er man seriemorder når man ikke selv dræber sine ofre?
Hvor langt er mennesket klar til at gå for at redde sit eget liv.
Det ville hun teste.
Hun ville slå ihjel, på bestialske, smertefulde måder - men ikke røre ofrene selv.

2Likes
3Kommentarer
89Visninger
AA

1. Første dumme svin.

 

"Dumme svin" hånede hun.

Hun var stadig iført den sorte frække sag. Skulle hun sige det selv, var der lidt Chanel over den. Valgt med samme formål. Hun skulle ose af klasse og dufte af sex. Udstråle overflod og stråle af arrogance. Hun havde flankeret de slanke fødder med røde stilletter. Lidt billigt måske, men sammen med den knaldrøde læbestift virkede det. Håret havde hun haft slået ud. Nu var det samlet i en sirlig knold. Det blanke sorte hår, som hun havde fra sin far. Det blanke sorte hår som fik dem til at vende sig om efter hende - mændene altså, og dernæst deres kærester, for at se hvem han kiggede efter. Som der dog var forskel på hvordan man kunne se; eller nærmere, betragte. Han med sult og skjulte lyster, hun med sydende jalousi og nedladenhed. Begge måder interessante, og hun nød begge dele lige meget. Det fik hende til at føle sig i live. Håret havde været løst og de store krøller havde omkrandset hendes olivenfarvede smukke ansigt. De store mandelformede øjne, med iris'er som synes sorte på grund af deres uudgrundelige dybde og brune, mørke farve. Kunstige vipper behøvede hun ikke. Sorte, smukt svungne vipper understregede naturligt hendes øjnes mandelformede buer. Hun var smuk og hun vidste det. Hun nød at betragte sig selv. At se sig selv. Både uden på og inden i. Hun var smuk i både krop og sind. Nu sad håret i en sirlig knold - det var mest praktisk når hun skulle arbejde.

 

"Sig til mig at du er et stort dumt svin" kvidrede hun lystigt. Ikke en lyd meldte sig i rummet. Stille som i graven. "Sig så for fanden til mig at du er et stort fucking dumt svin". Nu hvæsede hun. Hævede ikke stemmen, hvæsede bare. Det var ikke særligt feminint at hæve stemmen. Det var et udtryk for rådvildhed. Udtryk for usikkerhed, at man mente at den lyttende bedre forstod budskabet ved at råbe. Ordene var jo de samme, og ramte bedre når de blev hvæset eller vislet ud mellem stramme, bestemte læber. Hun var ikke rådvild eller usikker. Hun vidste hvad hun gjorde, vidste hun havde ret..

"Jeg er et stort svin". Det lød så ynkeligt, at det irriterede hende.

"Det var ikke det du skulle sige. Du er et stort DUMT svin".

"Jeg er et stort dumt svin" hulkede han. Han var en stor flot mand. Muskuløs, veltrænet og hele kroppen var i harmoni. Hans pik var også stor og flot. Eller det vil sige - det havde den været. Nu lå den slasket ned mellem benene på ham, ikke just noget at prale af. Pikke var ved gud grimme når de ikke var i funktion. Afskyvækkende faktisk. Han var vel i 30'erne. En selvsikker, selvfed type. Solbrændt, med skinnende hvide tænder; garanteret ikke-ryger, eller også fik han dem bleget. Havde blond pjusket hår. Morgenhår. Hun elskede mænd med hår der var så pjusket at det lignede morgenhår. Elskede at kunne bore de slanke fingre ind i det, gribe i det og klamre sig til det mens de kneppede. Når hun rutchede på orgasmens hysteriske bølger. Når klimaks trak hende rundt om kloder og ind til kernen af det hele. 

 

Som han lå der, var han lige så afskyvækkende som hans pik. Ikke hans krop, men hans læbers sitren i en grotesk kamp for ikke at hyle, forvrængede det hele. Tidligere havde han været fast og intens. Stærk og krævende. Hun betragtede sit værk, som han lå der. Hun var stolt. Han var klynget op. Arme og ben i alle 4 verdenshjørner. Hun havde forbarmet sig over ham, og givet ham bind for øjnene - de kunne alligevel intet se mere, og de tomme huler var ikke just noget der klædte ham. Hans klare azurblå øjenæbler lå med et forvildet udtryk i glasset ved siden af hende. Hun kunne se lige ind i dem, men de var ikke længere fyldt med lider. Ikke længere kælne og skælmske. Flød bare, som flød de over i et endeløst hav af tårer. 

Det havde været lettere at smutte dem ud, end hun regnede med. Mens hun besnærede ham på den eksklusive klub, havde hun med let og hurtig hånd drysset rigelige mængder rohypnol i hans drink. Dernæst skulle det gå stærkt. Hun skulle have dette pragteksemplar med hjem, før han blev for træt. Ville nå at nyde ham. Æde ham, før han faldt hen i en søvn der skulle blive hans næst sidste. Da han lå i glemslens dybe søvn, havde hun forsøgt sig på forskellige måder, men det endte med en halvskarp teske. De måtte endelig ikke gå i stykker. Hun havde talt med en læge i øjenkirurgi for et års tid tilbage. Spurgt om øjne ville kunne fryses uden at blive deforme. Han havde tøvende svaret, at det ville de da kunne, og stirrede forbløffet på hende over dette makabre spørgsmål. Hun havde været i god tid med forarbejdet, så der ikke straks blev fattet mistanke til hende.

"Sig til mig at du er et forbandet utaknemmeligt dumt svin" sagde hun ud i rummet. Han tøvede.

"Hvorfor?" stønnede han. "Hvorfor gør du det her? Hvorfor mig? Hvad vil du?". "Det var bestemt ikke det jeg bad dig sige replicerede hun. "Når du har sagt hvad jeg bad dig om, vil jeg fortælle dig hvorfor netop du ligger her!". Han hulkede ordene stødvist. Hun lod ham dvæle ved hvad han havde sagt. Lod ham forvirres, undres. Blive i sin miserable hulken og gru.

"Det er dig, netop dig fordi du var nummer to". Stilhed.

"Hvad mener du" hviskede han næppe hørligt.

"Ja, du var nummer to til at lægge an på mig. Jeg havde besluttet at afvise nummer ét, for hurtigt at komme til nummer to. Det var tilfældigvis dig, så intet ondt om lige præcis dig - det var bare skæbnen. Jeg kunne også have valgt nummer tre, men så havde jeg virket billig. Det er jeg ikke. Jeg er uendelig eksklusiv, det ved du jo". Hun kunne fornemme han fyldtes med noget der kunne minde om fortvivlelse. Hun måtte se at komme i fryseren med hans smukke øjne, for der var meget der skulle forberedes.

 

Blandt de tidlige forberedelser var dette lille, faldefærdige, sammensunkne hus. Gammelt bindingsværk med hullet stråtag. Et håndværkertilbud havde ejendomsmægleren gnækket, i den tro at han snørede hende. Det gjorde han ikke, det var omvendt. Med stramme jeans og bølgende kavalérgang havde hun fået ham til at kæmpe med næb og klør for et prisnedslag, så hun kunne arbejde her og samtidig beholde sin mondæne lejlighed. Den forreste stue, lige ved hoveddøren, havde hun indrettet i stilrent design og pudsede trægulve. Store buede vinduer mod skoven og Piet Hein på karmene. Pragtfuldt arbejde. Vidunderligt dække over resten af ejendommen. Hun var stolt af sig selv. Hun var smuk og smart. Og tørstig. Tørstig efter at komme igang. Arbejde eller lege; det var et fedt, men nu skulle det være. Endelig skulle hun udleve den inderlige drøm. Teste det dybeste i mennesket. En leg eller test; det var et fedt - på liv eller død. Døden var stensikker, og livet kun til låns i kortere tid end de vidste. Et fedt. 

 

Øjnene blev nænsomt, nærmest kærligt lagt i kummefryseren i en frysepose. Dernæst til næste opgave. I rummet lige op til stuen, havde hun dækket gulvet helt med tyk plastfolie. Her var ingen varme og vinduerne var blokkerede med tykke træplader, så intet lys trængte ind, eller ud for den sags skyld. Hun havde fået en tømrer til at flikke en stor, aflang træramme sammen af nogle gamle loftsbjælker fra den ene længe af huset. Han havde monteret den præcis midt i rummet, sikkert i den tro at her på et tidspunkt skulle være en dør i samme "rustikke" stil som resten af huset. Det skulle der ikke. Her skulle ikke være andet end lige netop den ramme og plastikunderlaget. I hjørnerne af rammen var der monteret enorme centimetertykke kroge; de skulle kunne holde til meget, og et hejseværk øverst midt for. I hver af krogene havde hun gjort hånd- og fodlænker klar. Arbejdet her skulle udføres hurtigt og uden unødigt besvær. Nu skulle lyset tændes. Ikke den sædvanlige enlige pære midt i rummet, som i gyserfilm. Det her var ikke film, det var virkelighed og der skulle være hyggebelysning. Varm strålende glød fra stearinlys. I sagens natur ikke for hans skyld. Men til når hun ville sidde andægtigt og betragte sit værk, sin test; eller leg om man vil - det var ét fedt. Nyde de varme dufte og skrigenes entydige sang. Nyde Menneskets trang til at ville livet mere, end bevare sin stolthed, moral, etik, styrke, filosofi, medmenneskelighed. Nyde menneskets selviskhed, ondskab, tyrani, ligegyldighed.

 

Her ville hun med en vis form for humor hvis hun skulle sige det selv, dirigere slagets gang. Stille og roligt, så begge vidste hvad der skulle foregå. Altså de to der dystede på liv og død. Hun var vejleder, eller mentor om man vil. De skulle jo ikke bare overlades til sig selv uden at kendes legens regler. Dem havde hun, med et brætspils præcision, udarbejdet over flere år. Hun måtte ikke i ét sekund komme ud af focus. 

"Hvordan går det skat" sagde hun med tyk påtaget omsorg. Hun stod mellem stuen og arbejdsværelset. Varmen fra stuen var væk og suget i cirkulation i det iskolde rum på den anden side. Han havde gåsehud og rystede voldsomt af kulde. Kroppen forsøgte at krumme sig sammen i kraftfulde ryk. "Jeg så i et program, at det er vigtigt at trække vejret dybt, og tvinge sig selv til at slappe af i musklerne. Så er det knap så smertefuldt og man dør ikke så hurtigt" sagde hun. Der kom intet svar, hvilket hun heller ikke havde forventet. Selv mente hun det var info af betydelig vigtighed for hans næste 24 timer, men det kunne han jo ikke vide. "For øvrigt skat. Du kommer ikke til at dø af kulde, det er her slet ikke koldt nok til, men jeg er da ked af at du allerede fryser så meget. Bare roligt, jeg lover du får varmen senere, det er bare vigtigt du holdes lidt kold lige nu. Stadig svarede han intet. Og hvad skulle man da også sige i den situation? Selv stod hun i den frække sorte sag, uden at sitre af andet end forventning. "Jeg må nok alligevel få noget varmere på. Jeg må holde mig frisk til de næste dage, ikke blive syg eller miste focus. Det her er planlagt, timet og tilrettelagt som en kakofonisk opera, som må og skal udføres til perfektion" tænkte hun smilende.  

Efter et par tilfældige greb i klædeskabet var hun iklædt en tracksuit med et tørklæde der matchede i farven. Træningssko og havehandsker. Klar til at tage fat.

"Kom så du" sagde hun da hun havde løsnet rebene om hans arme og ben. "Nu skal du ind og stå lidt op. Det bliver godt for dit blodomløb. Men kan du mærke en let trykken mod din tinding"? 

"Ja" tøvede han.

"Det er en pistol skat. Du skulle jo nødig få idéer om at flygte. Det kommer der ikke noget godt ud af - andet end din alt for tidlige død. Så er vi enige om at du bare følger stille og roligt med"? Endnu et tøvende, opgivende ja.

Hun stillede ham midt i trærammen med de store jernkroge.

"Så rækker du venstre arm op og lader mig spænde dig fast. Og sådan fortsætter vi med den anden arm og benene, indtil du står lige så fint her". Han lystrede. Langsomt. Tungt. Træt og med en pludselig erkendelse. En erkendelse af at han ikke slap herfra igen. En erkendelse af at det var ved at være slut. En erkendelse af at han ikke længere ville få Helene at se. Skønne, søde, kærlige Helene. Helene som lige nu hoppede i hinkeruder, og rokkede med de mælketænder der var ved at løsne sig. Livlige Helene som havde hans øjne og Mirindas lille opstoppernæse. Mirinda han altid havde elsket, men som han ligeledes snød og bedrog. Han kunne aldrig få nok, hverken af rigdom, sex eller kvinder. Mirinda som stolede på ham, elskede ham og beundrede ham. Nu kom skammen endelig skyllende. NU hvor han vidste at han aldrig ville kunne ændre noget, aldrig gøre det om, gøre det godt. En erkendelse af at nemesis var faretruende virkelig.

"Jeg har kone og et barn" hiksede. "Jeg har en datter på 6 - hun hedder Helene og elsker mig. Jeg elsker hende og hun må ikke vokse op uden mig. Vil du ikke bare lade mig gå? Jeg bønfalder dig, tigger dig. Jeg vil bare gerne hjem. Jeg garanterer dig at jeg ikke vil kontakte politiet! Jeg vil glemme alt det her, bare du lader mig gå".

"Sikke du pludselig kan tale. Men jeg må skuffe dig skat. Gør det noget jeg kalder dig skat? I al fald var jeg din skat da vi kneppede. Nej du kommer ikke hjem, det kan jeg lige så godt sige med det samme. Du er en del af filosofien nu. Min filosofi om at mennesket dybest set er et egoistisk, selvoptaget, næstehadende væsen. At mennesket er villigt til at gøre alt for at holde sig selv i live. Penge, magt, sex og vold. Du er en del af filosofien om at alle vil dræbe, for selv at kunne leve. Underligt nok kan jeg ikke. Jeg kan ikke få mig selv til det - at slå ihjel mener jeg. Tror du man kan være seriemorder uden selv at slå ihjel?". Han var forstummet. Hans væsen var forstummet. Han var ganske enkelt blevet en blød pose uden ord, uden tanker, uden håb og uden vilje. Hun kunne se forandringen rent fysisk. Hans før spændstige, håbefulde krop hang modløst og slapt i rebene. 

"Nå skat nu lukker jeg døren og får dig gjort klar. Måske der så vil komme lidt varme fra stearinlysene".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...