At se.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 mar. 2018
  • Opdateret: 6 mar. 2018
  • Status: Igang
Er man seriemorder når man ikke selv dræber sine ofre?
Hvor langt er mennesket klar til at gå for at redde sit eget liv.
Det ville hun teste.
Hun ville slå ihjel, på bestialske, smertefulde måder - men ikke røre ofrene selv.

2Likes
3Kommentarer
88Visninger
AA

2. Andet dumme svin.

"Undskyld. Det var bestemt ikke meningen" udbrød den lille bebrillede herre, mens hans befippet begyndte at tørre hendes bukser med en serviet.

"Stop, stop, stop min ven. Det gør ikke spor, jeg skal nok selv tørre det af. Det er alligevel nogle gamle bukser" grinede hun mens hun fastholdt hans plirrende øjne. "Virkelig, det gør ikke spor". Hun var iklædt slacks med pressefolder, små blanke støvletter som var godt gemt under de vide bukseben. En klassisk hvid skjorte og en lang cremefarvet perlekæde. Hun elskede det klassiske look. Det indgød en eller anden slags respekt. Gjorde at folk opfattede hende som succesfuld og gennemført. Brillerne hun bar var uden styrke men de fuldendte indtrykket eller udtrykket.

 

Han var vel i 50'erne, rund om livet, lavstammet og med et ansigt formet som en skaldet oval. Han bar håbløse briller og hans beklædning var af tvivlsom kvalitet. Hans bevægelser var nervøse, hurtige og flagrende.Hun havde valgt ham. Udset sig ham, netop fordi han var den første der havde købt sort kaffe. Hvorfor lige det? Hun elskede bare at lege med tilfældighederne. Hun havde valgt en større kaffebar for at det lille optrin ikke vakte for meget opsigt. Med vilje havde hun rejst sig i det øjeblik han passerede hende, så hun var sikker på at kaffen ville vælte ud af hans hænder og ned over hendes bukser. Hun havde overvejet risikoen for at blive skoldet. Under bukserne bar hun to par lange underbukser, for at tage den værste smerte. Hun var ikke bange for smerte - hun kunne ligefrem lide den. Smerte vakte hende til live. Skød adrenalin ud i alle hjørner af kroppen, og hun nød den rus det medførte. Timingen var perfekt. Han var perfekt.

"Må jeg ikke byde dig på en ny kop kaffe" spurgte hun den befippede herre. "Det var jo min skyld; jeg kunne jo have set mig bedre for. Jeg er sådan en klodsmajor" lo hun. Hun vidste hvordan man skulle konversere med ham. Helt anderledes end ham hun havde hjemme. Hun måtte ned på hans niveau, virke lidt mindre begavet end hun var (hvilket pinte hende voldsomt). "Jeg bor ikke så langt herfra. Måske vi skulle hygge med en kop dejlig kaffe et roligere sted. Så kan vi jo lære hinanden lidt at kende". Hun så ham flirtende i øjnene. Hun vidste det virkede. Hun fik altid sin vilje og han kunne kun i sine vildeste, vådeste drømme erobre en som hende. Hun vidste han bed på. At hun skulle være den der rødmede. Han gengældte hendes flirt. Han smilede selvsikkert i den tro at hun bød ham med hjem fordi hun synes om ham. Netop ham.

"Jamen lad os endelig det" smilede han med sejren bølgende i stemmen. "Jeg har ingen planer i dag alligevel, og hvem kunne da drømme om at afslå sådan et tilbud af sådan en smuk kvinde?" smigrede han. Hun bøjede hovedet let og smilede sødt.

"Lad os tage min bil" sagde hun. "Det er dumt at køre i to. Jeg kører dig tilbage efter vi har hygget". Det sidste blev sagt med en dyb, kælen stemme. 

 

Da de ankom til gården, bød hun ham en plads i chaiselongen, mens hun bryggede kaffe.

"Nå min søde. Hvad hedder du egentlig. Vi har slet ikke præsenteret os. Jeg hedder Susanna" løj hun. Han rakte hende sin lille svedige hånd "Albert er så mit navn". De tav begge lidt.

"Dejligt hus du har. God stil. Kvalitet." ytrede han med en kenders selvsikkerhed.

"Tak. Jeg har også pyldret om det. Resten af huset har samme stil, så det hele passer sammen" kvidrede hun smilende. "Vil du måske se? Vi kunne jo starte bag den dør. Det er tilfældigvis mit soveværelse". Hun bøjede igen hovedet lidt og forgav at være forlegen. Hun var utålmodig. Legen måtte igang. Hele hendes indre sitrede. Måske blev han forbløffet over den pludselige invitation. Sådan opfattede han det, og mente at kunne se på hende, at det rent faktisk var en sådan.

"Øhh joohh. Deet.." Han var vred på sig selv over sin usikkerhed. Det var for godt til at være sandt - eller var det? "JO jo selvfølgelig" sagde han uden anelsen af tvivl eller forlegenhed.

"Så lad mig lige gå i forvejen og gøre det lidt hyggeligt" sagde hun. "Bliv bare siddende og nyd kaffen imens. Jeg er straks tilbage søde". Igen det flirtende blik. Før han nåede at svare, gik hun ind i rummet ved siden af.

 

Han hang sammensunken i håndjernene. Kampen mod kulden var ophørt. Han løftede hovedet og forsøgte at sige noget, hvilket ikke lykkedes. Hun havde sørget for at han havde rigeligt med gaffatape over munden. "Rolig skat. Jeg fjerner snart tapen så du kan sige hvad du har brug for". Hun hviskede. Stearinlysene som var alle steder i rummet, blev hurtigt tændt. Hyggen spredte sig, og bare synet varmede hende. Masser af lys, så hun kunne se hver en bevægelse. Puder, hynder og madrasser var stablet sammen i det ene hjørne. Her ville hun sidde. Sidde og styre legen. Udstikke reglerne.

 

Hun stillede sig i døren og kiggede på Albert. Sødt og kælent. "Kom" sagde hun og rakte den ene hånd frem. Han rejste sig prompte, som havde han siddet mere end klar i umindelige tider. Han greb sultent hånden og trådte indenfor.Hun smækkede døren i. Hans øjne skulle vænne sig til den mere dæmpede belysning, og da han registrerede hvad han så, stivnede han. Koldsveden løb på et splitsekund og al tankevirksomhed stoppede. "Kan du mærke et let tryk mod tindingen" spurgte hun. Han svarede ikke. Kunne ikke, men hun kunne se at svaret var et ja. "Det er en pistol Albert, og nu skal du høre reglerne. Åhh ja. Først skal du vide at det ikke er noget personligt. Det er helt tilfældigt det er dig der står her. Du var bare nr. 1. Jeg tror på tilfældigheder skal jeg sige dig. Om det var dig eller en anden ændrer ikke legen. Ændrer ikke filosofien, eller min indsigt i menneskets dybde. Reglerne Albert. Du kan tydeligt se min elsker som hænger der som det svin han er. Han er delt op i felter som du kan se. Jeg har tegnet på ham, som en slagter tegner sine svin op før slagtning. Albert - søde Albert. Nu har du et valg. Vil du være ham der slagter svinet, eller vil du være ham der får en kugle for panden?". Hun tav. Gav ham tid til at tænke. Hun fnes lidt. Kendte svaret på forhånd, for mennesket var altid sig selv nærmest. Ville kæmpe til det sidste for at bevare livet. Dødsangsten lurede som en dump, mørk skygge i alle. "Hvad siger du Albert? Vil du dræbe eller blive dræbt? Jeg lover dig at han får lov til at leve videre, hvis du vælger at dø! Jeg vil være her hele tiden til at vejlede dig i hvor du skal skære, snitte og save. Han vil have frygtelige smerter i starten Albert. Han vil tigge og bede for sit liv, men det er jo selvisk, for så tænker han kun på sig selv. Så ønsker han dig død. Hvad siger du søde? Vil du redde hans liv?".

Han åbnede og lukkede munden som en halvdød fisk. Elskeren i rammen kæmpede med hele kroppen, og skreg bag tapen. Hun kunne høre han bad. Ikke at ordene var tydelige; bare fordi hun vidste det. Alberts krop begyndte at ryste voldsomt. "Jamen... Vil du have at jeg... At jeg slagter ham? Hvad ér det her? Vil du virkelig have at jeg.. Slagter. Men hvorfor? Hvad har han gjort?" hiksede han febrilsk.

"Jamen Albert dog. Han har ikke gjort noget, ligesom du ikke har gjort noget. Det er jo tilfældighedernes spil. Filosofien er, at det er lige meget hvem der befinder sig her. Alle vil vælge som dig Albert. Træf dit valg nu, jeg har ikke tid til at trække det ud. Jeg skal nok hjælpe dig på vej, og skrigene ophører hurtigt tror jeg. Der er noget med at man besvimer af smerte".

"Jeg vil ikke dø. Jeg vil da ikke ofre mit liv for en jeg ikke kender" råbte han. "Jeg kan bare ikke.. Det er jo vanvittigt". Hun trykkede pistolen hårdere mod hans tinding, for at minde ham om at han skulle komme igang.

"Okay, okay hvis du lover at han ikke lider længe. Hvis du lover at hjælpe så det går stærkt" hviskede han næppe hørligt.

"Jamen det lover jeg. Jeg har ventet på det her så længe og glæder mig usigeligt" svarede hun den synligt oprevede mand.

"Men.... Men hvorfor" spurgte han hastigt.

"Fordi du skal indse hvilket selvisk svin du er. Ikke på caféen bevares, men nu. Du vælger at ofre et andet menneskes liv frem for dit eget. Du vælger at slå ham ihjel på en makaber måde, fremfor en hurtig smertefri død selv. Fordi - ja fordi, sådan er mennesket indrettet. Det er det jeg vil have bekræftet, da det er min filosofi at vi; dog ikke jeg for jeg kan ikke slå ihjel, tilsidesætter al moral, etik og al næstekærlighed for selv at leve videre. Så er man da et svin er man ikke?". Hun regnede ikke med et svar, og fik det heller ikke.

"Nå søde, skal vi se at komme igang?"

Han nikkede med hagen helt nede ved brystet. Rystet over hendes ord, dog uden at vælge om. Nikkede opgivende og modløs.

"Her, her har du allerførst en skalpel, den skærer rent, lige og dybt aller første gang. Foran manden der ligger yderligere en filetteringskniv til de større stykker og en sav til at skille knoglerne fra hinanden til sidst. Det hele vil maksimalt tage en time hvis du hele tiden følger min kyndige vejledning. Selv vil jeg sætte mig godt tilrette her ovre i hjørnet på hynderne der. Jeg vil nyde dit arbejde søde og du spørger selvfølgelig bare hvis der er noget du er i tvivl om" oplyste hun.

Hun indtog en magelig stilling omringet af tæpper og puder og nød stearinlysets gyldne skær. Mandens spændstige krop, der nu, i hans rædsel stod endnu tydeligere frem. Han var mere muskuløs end hun huskede det. Smuk og muskuløs som hende selv. "Og start så der øverst ved brystbenet. Gør det helst i ét snit hele vejen ned".

Snart startede den liflige kakofoniske, skrigende sang hun havde set sådan frem til. Fyldte hendes ører og sind med bekræftende nydelse. Jo, han var sgu et dumt svin.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...