8 og voltaget..

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 feb. 2018
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Igang
Som 8 årig blev jeg voldtaget.
Dette er fortællingen.

2Likes
2Kommentarer
137Visninger

1. Voldtægten

Det var i Grønnedal i Struer.

Blokkene lå virkelig op til, og i en grøn dal. Det var godt at være barn i blokkene. Vi var mange børn på min alder. Jeg var jo 8 og synes jeg var en stor pige. Der var plads til forskellighed, lege, kæresterier, bandekrige (jeg var i Bent Duelorts bande. Han blev kaldt sådan fordi han engang havde ædt en duelort for en 5-øre). Vi var kendt som dem med optagelsesritualet der bestod i at bore ansigtet ned i en mudderpøl.

Om sommeren summede gaden foran min blok af lyde som krydrede dagene. Lyde af mødre der stod i køkkenerne og tilberedte den mad, som de senere ville proklamere klar ved højlydte kald ud ad vinduerne. Summede af lydene fra fædre, som over en bajer fik et slag mousel og lystige samtaler, det nok var godt mødrene ikke hørte. Summede af lydene fra de spillekort vi unger, med en klemme, satte så tæt på egerne på vores cykler, at de flaprede mod dem og det lød som om vi havde gear på. Af lydene fra de rulleskøjter vi bandt om skoene. De larmede som død og helvede, men lyden var tryg og god, for den betød at der var andre unger på gaden - nogen at lege med. Vi legede så kinderne blev røde og snottet stod som lysende snegle på overlæben, men det var lige meget for sådan så vi alle ud. 

Vi var nærmest lykkelige os unger. Den gang var det skønt at bo i blokke. I boligområder. Der var virkelig sammenhold. Venskaber på kryds og tværs, både mellem forældrene og os unger. Vi var nærmest lykkelige os unger.

Det var sådan en aften alting ændrede sig. Det var sådan en aften min skæbne blev beseglet. Det var sådan en aften der åd det halve af mit barnlige sind.

Alle var inde at spise. Det gjorde vi stort set på samme tid den gang. Kl. 18 duftede hele gaden af fiskefrikadeller, forloren skildpadde eller hakkedrenge med rigelige mængder bløde løg. Det duftede af sommer og liv. Vinduerne stod åbne og stemmer summede roligt ud fra dem.

Jeg var sendt hen til Fru Wøldike efter mere sodavand. Vi havde familie på besøg, og vi skulle ikke sidde med vand til sådan en begivenhed. Fru Wøldike havde byens slikbutik. I en boks med 20 rum, havde hun al det slik vi kunne drømme om. Der var et klart plastiklåg over, så vi ikke kunne prikke for meget i det med vores fedtede, beskidte fingre. Man kunne få et stykke slik for 5 ører, og jeg havde fået en hel krone for at cykle der over. Nok til at lokke mig det halve af byen rundt hvis det skulle være. Jeg fik de tre flasker med 1 liter cola i hver - måske var der en appelsinvand. Vigtigt den gang, men jeg husker det ikke nu.

Stolt over at kunne cykle med 3 liter sodavand i én hånd tilbage, parkerede jeg min nypudsede cykel i stativet. Nu var opgangene indrettet sådan at der var to døre. Den til venstre førte ind til lejlighederne. Den til højre ned til vaskekælderen. Mellem dørene var et mellemrum af træ. Lænet op ad det stykke træ stod en mand. Han skræmte mig ikke, her var jo altid så mange forskellige mennesker. Idét jeg skulle til at gå ind ad døren til venstre, mumlede han noget. "Hva'?" sagde jeg. Han mumlede noget igen mens han kiggede ned i jorden. Jeg fulgte hans eksempel og tænkte at han ledte efter noget. I en bevægelse jeg i dag ikke ville kunne gengive hev han fat i mig, med armen rundt om livet på mig. Sparkede døren til vaskekælderen op og trak mig lynhurtigt ned ad trappen. I min rædsel smadrede jeg flaskerne mod betonvæggen. Ubevidst nok i håb om at nogen hørte det, og ville komme ilende til. Her var jo så mange mennesker, så mange åbne vinduer. De gik i stykker og jeg gled lidt på trappen. Jeg prøvede at skrige, men al lyd, al luft sad kilet fast i mit mellemgulv. Min mund stod åben grotesk og forvreddet. Mine øjne så alt. Min hørelse forsvandt, men jeg kunne se han sagde noget. Vi kom ind i vaskerummet, hvor han låste døren efter os.Han sagde noget, men jeg forstod ingen ord længere. Han ruskede mig og løftede mig op på bordet, som mødrene brugte til at lægge tøj sammen på. Det duftede af rent tøj og mor. Duftede af rent sengetøj og bløde håndklæder. Det var hårdt. Hårdt og koldt. Jeg kunne se han målte mig med øjnene. Pludselig åbnedes mine ører, og jeg hørte ham sige "Du er da ikke ret stor". Jeg vidste ikke hvad han mente. Jeg synes jo jeg var en stor pige. Jeg kunne cykle med tre liter sodavand i én hånd og var den der løb hurtigst på rulleskøjter af alle, i hele blokken. Han begyndte at tage mit tøj af. Jeg husker jeg havde mine fine nye, brune kassebukser på, og mine røde gummistøvler. Da han nåede til mine trusser undslap et lille langtrukket suk ham. Jeg troede han ville stoppe nu. Langsomt trak han mine trusser af. Jeg var nøgen. Måden han kiggede på mig på, gjorde at jeg for første gang i mit liv ville skjule mit køn. Jeg rødmede ved hans intense stirren, og måden han rørte mig på. Jeg ville værge for mig, men hver gang jeg forsøgte at beskytte mig, blev hans berøringer hårdere, så jeg opgav. Var bange og forvirret. Der skete ikke noget ondt i min blok, men dette føltes ondt. Jeg havde ikke ord for hvad der skete, og kunne kun fokusere på sætningen "Han må ikke røre min tissekone - det må man ikke". Men det gjorde han. Mit indre mantra hjalp ikke. Han trak mig ned fra bordet og bad mig lægge mig på gulvet. Kold, kold beton, betrådt af mange fødder, og nu også min lille blege krop. Jeg skælvede af kulde og angst. Jeg ville gerne op til min mor nu. "Må jeg ikke nok gå op til min mor"? Han gloede fraværende på mig. Han stod og stirrede på mig, med en stor og stiv tissemand. "Sæt dig op" hviskede han. "Sæt dig så din mund rammer min tissemand". Jeg satte mig på knæ, som skurrede mod gulvet. Det gjorde ondt og jeg ville meget hellere ligge ned så. Jeg sank sammen. Han tog fat i min hals og trak mig op. "Du skal sutte på min tissemand nu. Lad som om det er en slikkepind du kun må sutte på" hviskede han. Jeg husker at den lugtede af tis og noget andet ulækkert. Jeg gabte over den men min mund var kun knap stor nok. Det irriterede ham, for han greb mit baghovede og maste den ned i halsen på mig. Jeg gik i panik. Kunne ikke trække vejret og de stjerner der viste sig for mine øjne var ikke smukke og skinnende. De føltes som ville de sprænge mine øjne. Det gjorde ondt i kæberne og halsen.. Jeg fægtede med armene og forsøgte at komme op at stå. Jeg var fastholdt i et jerngreb. Han bevægede sig voldsommere og voldsommere, og jeg mærkede at min krop begyndte at blive slap. Stjernerne falmede og gjorde ikke ondt længere. Knæene blev følelsesløse og det var som om kæben gik af led. Jeg slappedes. Han mærkede det og stoppede. Lod mig dumpe til jorden. Gispende, grædende, pruttende lå jeg der. Verdens mindste, lille krop, i verdens største vaskerum. Han satte sig ved siden af mig. "Spred dine ben så jeg kan se din tissekone" beordrede han - og jeg gjorde det bare. Kunne ikke længere stritte imod. 

Pludselig.

Lige pludselig kom den gode velkendte lyd. Lyden af træsko, på gulvet hen ad gangen mod vaskerummet. Jeg vidste med kynisk sikkerhed at det var min stedfar. Måden han trampede lidt mere på den ene fod, end den anden, var ikke til at tage fejl af. Han bemærkede det. Hørte det. Opfattede det. I et splitsekund så jeg mig selv i min stedfars trygge arme, på vej op i tryghed, lys og varme. Men han bemærkede og hørte. Min mund åbnedes i håb om at kunne komme med en bare lille bitte hørbar lyd. Han ænsede det, og straks havde jeg to kraftige hænder stramt om halsen. "Hvis du siger bare én lyd, eller bevæger dig, så dør du" hviskede han snerrende.Jeg vidste det var sandt, og forholdt mig i ro. Rædselsslagen og uendelig ulykkelig. Dér - måske to meter fra døren, stod min stedfar. Jeg vidste han var der, og for ham var jeg tusind kilometer væk. Min tunge kæmpede for at åbne luftvejene, og hang ubehjælpelig ud mellem mine læber. Jeg ville jo slet ikke sige noget. Det ville jeg love ham, så han ikke ville kværke mig mere. Jeg ville love ham at være artig og stor, bare han ikke ville kværke mig mere.

Lyden af træsko fortonede sig længere hen ad gangen, og jeg hørte døren til nr. 32 smække i. Han var væk. Væk sammen med mit håb. Han slap min hals og jeg gispede, savlede og var ved at brække mig, men jeg gjorde det hele stille, for jeg vidste at jeg ikke ville slås ihjel eller kværkes mere. Jeg græd, hulkede stille. Mit ansigt var smurt ind i savl, snot og tårer. Jeg ville så gerne hjem nu. Hjem til mor og drikke sodavand, og grine af min sjove moster. Hjem i seng og gemme mig under dynen i duften af sommer og rent betræk. Ville så gerne hjem og ae mit marsvin, som jo ikke ville kunne leve uden mig.

"Vend dig om på ryggen" sagde han. Jeg gjorde straks hvad han sagde. Jeg ved nu hvad det vil sige at være fyldt med gru og rædsel, for det var det jeg var. Han satte sig mellem mine ben og kiggede på min tissekone på en måde jeg ikke kunne li'. Han lagde sig hen over mig. Jeg kunne lugte ham. Lidt som mors parfume, lidt som salt og meget af sved. Han dryppede af sved - jeg troede først at han også græd, for det var som om han hulkede lidt. Pludselig mærkede jeg noget varmt mod mig. Det var hans tissemand, som han gned med min tissekone, og jeg kunne høre ham hulke endnu mere. Hvorfor mon han græd. Var han også bange og savnede sin mor? Han gned hård og det gjorde ondt. Jeg sagde ikke mere. Ville aldrig sige noget mere til ham, for jeg ville hjem. Ikke gøre ham vred igen. Ikke mærke hans hænder om min hals igen. Pludselig trak han sig lidt tilbage og spredte mine ben endnu mere. Måske ville jeg helt sprække. Det følte jeg, men det var intet at måle ved siden af den smerte der dernæst gennemborede mig. En skrigende, vanvittig smerte og jeg kunne mærke ham oppe i mig nu. Jeg skreg, men kun et sekund. Hans ene hånd slog ned over min næse og mund. Holdt fast, mens han bevægede sig frem og tilbage. Han hulkede og græd tænkte jeg. Hvorfor gør han det når han er ked af det. Han stivnede - midt i det hele. Stivnede og stønnede. Sank sammen over mig. Stadig med hånden over næse og mund. Jeg blev tømt for luft. Måske også liv. Jeg kunne ikke andet end at vride mig panisk, igen for at få luft. Lige så pludseligt som han faldt sammen, rejste han sig. Trak sine bukser op og rettede på den hvide bluse, som var blevet beskidt. Mit tøj lå på bordet som mødrene brugte til at lægge tøj sammen på. Han trak mig op og stak sit ansigt helt hen til mit. "Nu bliver du her. Jeg kommer igen om 10 minutter og hvis du ikke er her, så kommer jeg en anden dag og slår dig ihjel".

Så låste han døren op og forsvandt ud i gangen, hvor kælderrummene lå side om side. Hans sko sagde ikke om noget, og jeg kunne ikke høre hvor langt han var væk. Der sad jeg. Muse stille, med en krop der var splittet til atomer. Flækket, kværket, ødelagt, nedgjort. Med slim i ansigt og skød. Efter noget tid begyndte jeg at vågne. At bevæge mig. Vidste ikke hvor lang tid der var gået, men tænkte at det var måske en time. Måske kom han ikke alligevel, måske ventede han ude på gangen. Måske kunne jeg løbe fra ham og nå i sikkerhed oppe ved mor, og aldrig aldrig mere gå ud. Aldrig mere ud, så jeg blev slået ihjel. Løbe fra ham og op i sommeren, og mors trygge duft og stedfars træsko. Jeg tog mine trusser og bluse på. Lod alt andet blive i vaskekælderen og spurtede med en livskamps hastighed. Jeg gled i sodavandet på trappen og tror jeg slog mig på knæene, men mærkede det ikke. 1. sal. Hjemme. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg ringede på døren selvom den ikke var låst. Det var dørene aldrig dengang. Det var min moster der åbnede døren. Hun stivnede også, og frygten vendte sig i mig. Jeg kastede op der i opgangen. Hun trak mig ind, og lukkede mig inde i en stor, varm omfavnelse. Hun duftede varmt og af bløde enge. Hun holdt mig ud i strakte arme og borede sine kloge, varme øjne ind i mine. "Er du blevet voldtaget skat" spurgte hun med tårer i øjnene.. Det vidste jeg ikke, for det var et ord jeg aldrig havde hørt, eller kendte betydningen af. "Jeg blev kværket" hulkede jeg. "Og det gør ondt".. Hun kaldte på min mor og råbte "Hun er hjemme, hun er blevet voldtaget, ring efter politiet". Var det det, det hed. Voldtaget. Så var jeg blevet voldtægtskværket.

Voldtægtskværket, er meget dækkende, for hvordan denne oplevelse har klæbet sig til mig siden. Det er 40 år siden nu, og jeg føler mig stadig voldtægtskværket. Jeg har det godt. Har været gennem en del forløb i psykiatrien og psykologsamtaler. Det har fundet en plads i mit erindringsskab, hvor det ligger og ulmer, men jeg lever glimrende med det. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...