Monsteret og fredag

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2018
  • Opdateret: 15 feb. 2018
  • Status: Færdig
En novelle der omhandler en sværtstillet kvinde i en hård hverdag, som hun prøver at slippe væk fra

1Likes
1Kommentarer
91Visninger
AA

1. Monsteret og fredag

Det er formiddag og søndag og solen skinner klart som var dette den første dag overhovedet. Men det er den tredje og Marie-Louise kører, hun kører på tredje døgn, og alt er så fortræffeligt, som det kan blive, det er godt og hvidt og fuld af lys, som nogle gange forsvinder ind i tåger. Det hele kører og verden kører og livet kører og Marie-Louise kører. Verden er fuld af musik og fest og farver. Monsteret er glad. Glæden vender tilbage til Marie-Louise. Hun genvinder sit karakteristiske gåpåmod og udforsker de mere farlige hjørner af toværelseslejligheden. Så bliver det hele lidt sløret igen. Pludselig er rummet igen fuld af svedende og dansende mennesker, som hun ikke kender. Der er en sødlig duft af røg. Hvidt pulver og ukendte piller i hjørnerne får hurtigt festen op i gear. Det hele kører, som et tog på skinner, lige indtil at toget kører af sporet, og det bliver mandag.

Tømmermændene vækker Marie-Louise et kvarter før vækkeuret, og hun tumler ud på badeværelset i sin yderst ukomfortable stramme nederdel, der kun lige når ned over ballerne. En dundrende hovedpine rammer hende. Hun mister balancen og må støtte sig til væggen. Hendes hår hænger i gyldne fedtede kager rundt om hendes ansigt på grund af den overdrevne mængde af gammel hårspray. Hun lægger sig henover toilettet og ser til, mens toilettet sluger de sidste rester af mavesyrer. Tandbørsten kommer frem og gør et fremragende forsøg på at fjerne mavesyrerester og lugten af opkast fra de kridhvide afblegede tænder.

Bruseren bliver tændt. Det lunkne vand løber ned af Marie-Louise og ned i afløbet og forsøger at tage de sidste rester af søvndrukkenhed med sig. Marie-Louise falder i staver og stirrer på sæben, der løber ned i afløbet og forsvinder.

Det ligblege ansigt og de sorte rander dækkes med adskillige lag af makeup. Efter et halvmaraton rundt i hele lejligheden efter sine ting smutter Marie-Louise i sine sorte stilletter og er ude af porten, der fører ind til baggårdskvarteret. Københavns gader er fulde af liv. Biler og cyklister drøner af sted for at nå på arbejde til tiden. Marie-Louise svinger sine stilletter over den røde damecykel og kaster sig ind i kaosset af dyttende horn og utilfredse fodgængere.

”Ding” elevatoren går op og Marie-Louise træder ud på 7. etage. Receptionisten kigger op fra computerskærmen et øjeblik og sender Marie-Louise et smule små irriteret blik, hvorefter hun retter blikket ned mod computeren, der sikkert indeholder noget dødssygt økonomi i et regneark. I det samme øjeblik Marie-Louise træder ind på arbejdspladsen kommer en ældre herre i jakkesæt hen med en bunke papirer. Mandens blik lander et øjeblik ned på Marie-Louises nedringede bluse. Hendes chef lægger bunken på hendes skrivebord og går igen med ordene ”Deadline fredag kl. 14.00”. Marie-Louise stirrer fortabt på de hvide papirer og prøver med tankens kraft at få den til at blive mindre. Det gør den ikke.

Klokken bliver 12 og frokostpausen begynder. Marie-Louise ser på bunken, der ikke ser særlig meget mindre ud. Hun rejser sig og går hen imod kantinen. Madbakken fyldes op med kyllingesalat og postevand, hvorefter hun sætter sig i en afsides krog af kantinen. Alligevel kommer en af hendes mandlige kollegaer hen til hende og sætter sig ned ved siden af hende. Han begynder at kører hånden op og ned af hendes lår. Hun slår blikket ned og koncentrerer sig om sin kyllingesalat. Kyllingen, der før virkede super lækker, ser nu tør og ikke særlig indbydende ud. Marie-Louise tænker på om lige netop denne kylling har levet et lang og lykkeligt liv eller har stået klemt sammen i en fugletransport det meste af staklens liv. Hun får et kort flashback tilbage til en biologitime i 6. Klasse, hvor læreren havde en kylling med, som de skulle dissekere. Tanken giver hende kvalme og beslutter sig for at tage vegetarlivet op til overvejelse igen.

Det føles som en evighed før viseren står på halv et. Marie-Louise nærmest flyver ud af kantinen og dumper kyllingesalat i skraldespanden. Derefter finder hun sig selv foran spejlet på dametoilettet. Hun ser på sig selv. De alt for markerede blå øjne stirrer bebrejdende på hende. Marie-Louise lader en finger glider under sit ene øje. Den sorte mascara smitter af og hendes finger bliver helt sorte. Hun fascineres af den sorte farve, den er tiltrækkende og skjuler sine følelser under utallige sorte nuancer. Hun tager en dyb indånding og træder ind på kontoret og styrer over mod sit skrivebord.

Marie-Louise træder ud i regnvejret og svinger stiletterne over den røde damecykel og begynder at cykle hjem ad. Bunken på skrivebordet er ikke blevet mindre tvært imod. Halvdelen ligger dybt begravet i DAY-tasken som Marie-Louise har over venstre skulder.

Drivvåd træder Marie-Louise ind i opgangen. Hendes tøj klæber til hendes hud. Hun trasker op til 4. etage og finder nøglen frem i hendes jakke. Vin og frysemad og TV. Marie-Louise opgiver papirerne og falder i søvn i venstre side af dobbeltsengen omkring midnat.

Det er torsdag. Monsteret er vågent og Marie-Louise kæmper, kæmper imod skyggerne. De gode dage forsvinder og tilbage er kun de dårlige dage. Marie-Louise ligger i soveværelset og tæller sprækkerne i træloftet: ”10 og 11 og 12 og 13”. Der er kommet en ny til. Hun famler efter sin mobil uden at slippe blikket fra sprækken. Hendes chef tager telefonen. ”Jeg har det ikke så godt i dag, så jeg arbejder hjemmefra” fortæller hun med en hæs stemme. Hvis hun sagde, at den nye sprække er grunden til, at hun bliver hjemme, ville hun blive fyret. Monsteret fortæller hende, at selv hvis hun blev fyret ville, der være en ny til at overtage hendes plads, og hun ville være glemt inden dagen var omme. Marie-Louise skubber tanken væk og husker sig selv på at monsteret er ondt, og at man aldrig skal lytte til et monster. Hun ruller sig ind i dynen og beskytter sig selv imod den uretfærdige verdenen.

Marie-Louise ligger allerede vågen i sengen, da vækkeuret ringer endnu tidligere end normalt. Det er fredag morgen. Tanken om at blive hjemme er fristende. Hun ruller dynen omkring hende og forestiller sig, hvor meget lettere livet ville være hvis man var en kæmpe burrito. Derfor gælder det om tidligt at komme hjem til den trygge seng og den varme dyne. Fredagens fester er fristende og monsteret er stærkt. Hun kan mærke den kriblende fornemmelse af, at den gemmer sig lige under hendes huden og venter. Hun gyser. De evige ritualer gentages. På vej ud af døren tager Marie-Louise en dyb indånding og forlader så lejligheden.

På vej gennem arbejdspladsen kigger Marie-Louise ikke op fra det grå linoleums gulv en eneste gang. Hun farer sammen da hun kun med nød og næppe undviger potteplanten, der pludselig står foran hende. Adrenalinen pumper i hendes krop, og hun kan næsten hører monsterets skadefro latter. Hun ved, at monsteret ved, at hun er på grænsen til at falde for dens lokken. Louise knytter hænderne hårdt sammen og fokuserer. Papirbunken er blevet endnu større og tårner sig op og kaster mørke skygger henover skrivebordet. Hun tager sig sammen og tænder computeren.

I løbet af de næste timer arbejder Marie-Louise intenst uden pauser. Hun prøver at skubbe den monotome lyd fra de andre computere i lokalet ud, og hendes blik undgår alt andet end de små sorte tal på skærmen. Bunken skrumper og skrumper og forsvinder helt for øjnene af Marie-Louise.

Klokken slår halv to og Marie-Louise begiver sig hen til kopirummet for at hente de færdige udskrevne sider. Lige i det hun vender sig for at gå ud af kopirummet, dukker den mandlige kollega igen op og overfalder hende. Han trykker hende ind mod væggen og prøver at få sine hænder ind under hendes bluse. Marie-Louise lukker øjnene og kan mærke tårerne presse sig på. Hendes hånd famler efter noget at forsvarer sig med. Fingrene lukker sig om en hullemaskine, der står på bordet. I det hullemaskinen rammer mandens kranium, forsvinder han. Marie-Louise står helt alene i kopirummet med en hullemaskine i højrehånd og en ødelagt printer. Hendes kinder er blusende røde.

Halvvæggen, der afgrænser hendes kontor, er tapetseret med et gul tapet med røde valmuer, der næsten vipper i den kolde luft fra ventilatoren. Marie-Louise ser med frygt sin chef nærme sig. I dette øjeblik giver hun efter.

Denne gang er det en tom skal, der bliver fyret og en tom skal der pakker sine ting sammen på valmue-tapet-halvvæg-kontoret og en tom der svinger stilletten over den røde damecykel og en tom skal der stirrer tomt ind i den lille toværelseslejlighed.

Alle Marie-Louises sanser styres af monsteret. Hun er en tilskuer i sin egen krop, mens kroppen finder pillerne. De omkring 15 piller ligger helt uskyldige på Marie-Louises fugtige håndflade.

Det er eftermiddag og fredag og solen skinner klart som var det den første dag overhovedet. Men det er den fjerde og Marie-Louise kører, hun kører på fjerde døgn og alt er så fortræffeligt, som det kan blive, det er godt og hvidt og fuld af lys, som nogle gange forsvinder ind i tåger. Men nogle gange bliver tågen for tæt, nogle gange bliver tågen en ubrydelig mur selv for den kraftigste lysstråle og i sidste ende ender det med, at tågen bliver til et uendeligt mørke. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...