Solen og Månen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2018
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Liane er besat. Hun er besat af en helt bestemt dreng, og hun kan ikke holde sig væk. Men det lærer hun hurtigt, at hun måske bliver nødt til.

1Likes
3Kommentarer
178Visninger
AA

3. Kap. 3

Jeg opfatter ikke, hvad der foregår oppe ved tavlen. Mine tanker bevæger sig helt andre steder hen. Jeg lukkede ikke et øje i nat. Hver gang jeg lukker øjnene, ser jeg Kasper for mig. Hans brune hår. Hans let mørke hud og... åh gud. Jeg sukker højt og Hanne, min lærer, vender blikket mod mig. "Liane, vil du være så sød at fortælle klassen, hvad jeg lige har stået og fortalt?" Jeg går først i sort, men så tager jeg mig sammen. "Hvorfor? De ved det vel allerede." Der bliver fnist rundt omkring i klassen, og jeg smiler selvtilfredst. "Jamen jeg vil gerne have, at du gentager det." insisterer Hanne. "Giv mig en god grund," udfordrer jeg med et glimt i øjet. Der er ikke noget bedre, end at udfordre en lærer, for de kan ikke holde til det. Jeg går ud fra, at det ikke er noget, de lærer på lærerseminariet. "Det er det eller gangen," vrisser hun. Jeg fnyser. Et hånligt og relativt barnligt fnys. Så rejser jeg mig med værdighed, nejer kækt og smækker dramatisk døren. 

Gangen er varm, og jeg tager min grå cardigan af. Jeg glider ned på gulvet og læner hovedet mod væggen. Hvorfor ender det altid sådan? Gangen udenfor klasselokalet, er efterhånden blevet som mit andet hjem, men jeg kan ikke lade vær. Mit ry i klassen skal bevares til evig tid, det svor jeg på dagen efter, jeg opdagede, at jeg havde fået det. Det fortryder jeg nu, men jeg mærker et hul i maven, når jeg tænker på at bryde mit eget løfte. Kan jeg ikke stole på mig selv, er der ingen, jeg kan stole på.

Lampen flimrer i loftet, og fanger min opmærksomhed. Lyst, mørkt, lyst, mørkt. Det ene øjeblik er den på sit højeste højeste og det andet, er den så langt nede, at den er ved at drukne i mørket. Men så skifter den straks igen, fordi at den ved, hvad verden forventer af den. De forventer, at den lyser på dem. Bringer glæde og varme, men den er udmattet.

Jeg bliver revet ud af mine tanker, da døren til klassen går op, og jeg skruer det smørrede smil, jeg er kendt for, på. Eleverne fra klassen strømmer ud, som fisk i en stime. Den ene følger bare efter den anden og håber på, at nogen ved, hvor de er på vej hen. Patricia rækker ud efter min hånd og hiver mig op. Patricia og jeg er bedste venner. Det er ihvertfald, hvad de andre forventer, og nok også hvad Patricia selv mener, men jeg er ikke helt enig. Det er ikke fordi, at hun ikke er sød, det er hun skam, men bedste venner fortæller hinanden næsten alt, og jeg fortæller intet til Patricia. Jeg tror ikke, at jeg kan stole helt på hende, men jeg følger bare med stimen. 

Jeg står med armen viklet ind i Patricias ude i skolegården. Vi har begge to store dunjakker og halstørklæder viklet om vores halse, som reb når nogen begår... Jeg stopper tanken, der diskret sniger sig ind på mig. Desperat prøver jeg at huske, hvad min psykiater sagde, jeg skal gøre, når jeg får dens slags tanker, men det er umuligt for mig at huske. Det er efterhånden blevet sværere for mig at huske ting, som andre fortæller mig. Jeg hører dem sige det, men min hjerne opfanger det ikke ordentligt. "Hvad skal du i weekenden?" spørger Patricia. Holde øje med Kasper, tænker jeg, men svarer med et typiskt "ikke noget." "Skal vi så ikke lave noget sammen?" Nej! "Ja, det kan vi godt." Hvorfor er det, at man næsten aldrig siger det, man tænker? Jeg ser over mod fodboldbanen i den anden ende af skolegården, hvor indskolingen opholder sig. Et par anden klasser prøver at spille en bold frem og tilbage, men sneen sænker boldens fart. Jeg savner at være lille, det gør jeg virkelig. Dengang kunne jeg kun tænke på at blive stor, men nu vil jeg ønske, at jeg havde nydt min tid som barn. I niende klasse, er der alt for meget at tænke over. Jeg har stadigvæk ingen anelse om, hvad jeg skal efter folkeskolen. 

Det sner ikke imens jeg går hjem, som vejrudsigten ellers har lovet. Mine høretelefoner har jeg stukket i ørene, men der kommer ikke noget musik ud af dem. Jeg gør det bare, så ingen prøver på at snakke med mig. Luften er frisk, og jeg lukker øjnene, imens jeg går. Tager det hele ind. Kulden, sneen der knirker under mine nye Kaki støvler, fuglene der synger en smuk eftermiddags melodi. Jeg ånder langsomt ud og smiler mit første ægte smil i dag. I det øjeblik forstår jeg ikke, at jeg nogen gange vil væk fra denne verden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...