Solen og Månen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 feb. 2018
  • Opdateret: 23 mar. 2018
  • Status: Igang
Liane er besat. Hun er besat af en helt bestemt dreng, og hun kan ikke holde sig væk. Men det lærer hun hurtigt, at hun måske bliver nødt til.

1Likes
3Kommentarer
175Visninger
AA

2. Kap. 2

Et sløret syn møder mig, da jeg åbner mine øjne. Jeg ser det, der ligner et ansigt stå over mig. Da mine øjne får vænnet sig til at være åbne, kan jeg se, at den fremmede lyser ned på mig med en lygte. Min mobil. "Hey!" hviner jeg og prøver at komme op at stå, men jeg når kun at sætte mig halvt op, før at verden begynder at svimle for mine øjne. "Jeg vil ikke anbefale, at du rejser dig op lige nu," siger personen, der står foran mig. "Dig," hvæser jeg og peger på ham, "du slog mig ud!" Men så ser jeg grundigt på ham. Jeg gisper, da jeg genkender ham. Det er ham. Ham jeg forfølger næsten hver nat. Ham der besætter mine tanker hele tiden. Ham jeg så inderligt vil ønske er en del af mit liv. 

Jeg siger ikke noget. Kan ikke få mig selv til det. Jeg stirrer bare på ham med forundrede øjne. Han rynker brynene. "Det var altså ikke mig, der slog dig ud." Jeg er stadigvæk stum af forbavselse. Han ser sig omkring. Jeg hører noget pusle i nærheden. "Men vi skal væk nu. De kommer," han rækker en hånd ud imod mig. "D-du sagde lige, at jeg ikke skal rejse mig," får jeg endelig ud. Han sukker, "jeg kan høre dem. De er på vej." "Hvem?" "Ja, hvem tror du?" han hiver mig op at stå. "Dem der slog dig ud." 

Han viser vej igennem, hvad jeg nu har regnet ud er en skov. Han har min mobil i den ene hånd og lyser vildt omkring sig. "Den her vej," hvæser han og hiver fat i mig. En dunkende smerte skyder igennem min krop, hver gang min fødder rammer jorden. "Vent!" pruster jeg. Hans hånd slipper min. "Herned!" "Hva...?" jeg bliver afbrudt, da jorden pludselig forsvinder under mig. Jeg tumler med hovedet først ned ad en hård skrænt og bliver dækket af en blanding af mudder og sne. Spidse sten borer sig ind i maven på mig, og jeg kan ikke undgå at tænke på, hvor beskidt min nye, hvide jakke bliver. Jeg tumler ind i drengen, der står for enden af skrænten og standser mig. "Er du sindssyg?" hviner jeg og rejser mig op. Han griner. "Hvad hedder du?" spørger han helt adstadigt og undgår mit spørgsmål. "Liane," svarer jeg modvilligt. Hans brune øjne møder mine. Jeg kunne se ind i dem for evigt. Der er noget fortryllende over dem. Når først jeg ser nogen i øjnene, er det svært for mig at løsrive mig igen. Men øjne er også indgangen til folks sjæl. "Jeg hedder Kasper," siger han. Det vidste jeg nu allerede i forvejen. "Jeg spurgte ikke." "Men dine øjne gjorde," han smiler et forbandet sødt smil og tager hætten af. Hans mørkebrune hår forsvinder næsten i nattens mørke. "Hvad laver du i skoven midt om natten?" "Jeg farede vild," svarer jeg hurtigt. Jeg har altid en hvid løgn klar til næsten alle spørgsmål.

En ugle tuder i det fjerne, ellers er der helt stille. Vi sidder på hug bagved en busk og lytter. Efter hvad er jeg ikke informeret om. Jeg skal bare være stille. Jeg gaber stort, og Kasper tysser på mig. Han har afleveret min mobil tilbage, men han vil ikke have, at jeg tænder den. "Jeg tror, at der er fri bane," hvisker han i mit øre, efter hvad der føles som en evighed. Det giver mig gåsehud, som blander sig med smerten i min krop.

Han viser mig vejen ud af skoven, for af den ene eller den anden grund, kender han den ud og ind. Imens vi går på de snedækkede stier, bliver jeg ved med stirre på ham. Aldrig i mit liv har jeg forestillet mig, at jeg ville komme så tæt på Kasper. Snakke med ham. 

Stierne bliver asfalterede veje og mørket bliver erstattet af de lysende gadelamper. "Du kan godt selv finde vej herfra, ik'?" spørger han kækt. Jeg nikker, men har ikke lyst til at gå. Jeg vil holde fast i det her øjeblik så lang tid som muligt. "Ses vi igen?" spørger jeg, og prøver ikke at se alt for bedende på ham med mine lyseblå øjne. Kasper griner, "du er heldig, at de bare slog dig ud den her gang. Tro mig, du ønsker ikke at være sammen med mig, hvis du møder dem igen." "Men hvem er de?" "Det behøver du ikke at vide, bare hold dig væk, okay?" han vender om og går. Jeg sukker og kører en hånd igennem mit krusede blonde hår. Jeg ved ikke hvem "de" er. Jeg ved ikke, hvorfor de er ude efter Kasper. Men én ting er sikkert; jeg holder mig ikke væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...